OMX Den Nordiske Børs København
Århus den 31. oktober 2007
Meddelelse nr. 21/2007
Cvr. Nr. 83839910
Århus Elite A/S´ periodemeddelelse for perioden 1. juli - 31. oktober 2007
Århus Elite A/S offentliggør i dag koncernens første periodemeddelelse siden
noteringen på OMX Den Nordiske Børs Københavns.
Periodemeddelelsen er offentliggjort i henhold til værdipapirhandelslovens § 27,
stk. 8, samt udtryk for Århus Elite A/S´ politik om, at give selskabets
aktionærer et stadig større indblik i koncernens aktuelle økonomiske situation.
Væsentlige begivenheder og transaktioner i perioden 1. juli - 31. oktober 2007:
Århus Elite A/S har i september 2007 gennemført den planlagte kontante
fortegningsemission med et kontant provenu på ca. 47 mio.kr. Ca. 10 mio.kr. af
dette provenu er anvendt til at købe 16,7 % af aktiekapitalen i Tivoli Friheden
A/S, som vil indgå som en associeret virksomhed i 2007/08. Opkøbet er begrundet
i et ønske om, at sikre en bedre fælles ressourceudnyttelse og samtidig drage
fordel af synergierne mellem selskaberne.
Koncernen har i 1. kvartal 2007/08 øget omsætningen, excl. transfersalg, i
forhold til 1. kvartal 2006/07 med 32,2%, hvilket er i overensstemmelse med
forventningerne til årets samlede vækst i koncernen.
Århus Elite A/S har i NRGi Park i perioden afholdt tre landskampe, mod
henholdsvis Irland, Liechtenstein og Spanien.
AGF Fodbold har solgt fodboldspilleren Mike Tullberg til Reggina i Italien, og
indtægten er indgået i regnskabet for 2007/08.
AGF Fodbold har i lige ejerskab med to eksterne investorer købt den liberiske
landsholdsangriber, Dioh Williams, på en 3½ årig kontrakt. Dette er sammen med
købet af Jerry Lucena, Kim Madsen, Ulrik Lindkvist og Alex Valencia tiltag, som
er med til opnåelsen af den sportslige målsætning i SAS-Ligaen.
Ovenstående forhold bidrager samlet positivt til resultatet i regnskabsårets
første del. Når dette sammenholdes med de budgetmæssige sportslige og
arrangementsmæssige usikkerheder i regnskabsårets resterende måneder, ændrer
dette ikke selskabets økonomiske forecast i forhold til tidligere meddelelser.
For regnskabsåret 2007/08 forventes derfor fortsat et mindre underskud end i
regnskabsåret 2006/07 for den ordinære drift.
For yderligere oplysninger kontakt koncerndirektør Lars Windfeld på tlf. 40 11
60 25.
Med venlig hilsen
Lars Windfeld
Koncerndirektør