Protokollat fra ekstraordinær generalforsamling Generalforsamlingsprotokollat Torsdag den 13. december kl. 14.00 afholdtes der ekstraordinær generalforsamling hos mermaid technology a/s på Klingseyvej 15B, 2720 Vanløse med følgende dagsorden: 1. Bestyrelsens forslag 1.1 Bestyrelsesbemyndigelse til kapitalforhøjelse forhøjes. Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 5.2 ændres således, at bestyrelsens bemyndigelse til at forhøje selskabets aktiekapital uden fortegningsret i forbindelse med opkøb med op til nom. DKK 2.000.000 forhøjes til nom. DKK 5.000.000, hvoraf nom. DKK 2.615.400 vil blive benyttet ved apportindskud af Acrossmedia A/S, jf. Fondsmeddelelse nr. 16 af 30. november 2007. Samtidigt udgår vedtægternes § 5.1. Herudover ændres § 5.2 til § 5.1 samt § 5.3 ændres til § 5.2. 1.2 Ændring af hjemsted til Albertslund kommune. Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 1.3 ændres således at selskabets hjemsted ændres fra Københavns Kommune til Albertslund Kommune, da selskabet per 1. januar 2008 flytter til Fabriksparken 16, 2600 Glostrup. 1.3 Ny paragraf 17 vedrørende incitamentsprogrammer: ”Selskabets generalforsamling har den 13. december 2007 vedtaget retningslinjer for incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion. Retningslinjerne offentliggøres på www.mermaid.dk.” Vedtægtsændringen er en konsekvens af kravet i Aktieselskabslovens § 69 b, stk. 2. Bestyrelsens forslag blev enstemmigt vedtaget. Dirigenten blev af generalforsamlingen bemyndiget til at foretage alle nødvendige eller hensigtsmæssige skridt, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen måtte forlange eller henstille for registrering af det på generalforsamlingen vedtagne. Generalforsamlingen blev hævet kl. 14.30. Dirigent : Søren Svenningsen For yderligere oplysninger kontakt venligst: Adm. Direktør Head of Corporate Finance, IPO's Henrik Johnsen Niels Kryger Andersen mermaid technology a/s Capinordic Bank A/S Tlf.: 44 52 92 00 Tlf.: 88 16 30 00 E-mail: hj@mermaid.dk E-mail: niels.kryger.andersen@capinordic.com mermaid technology a/s designer, producerer og leverer specialdesignede totalløsninger til Dynamisk Digital Skiltning (DDS) til brug i in-store marketing, informationsformidling og infotainment. mermaid technology a/s og det 100 % ejede datterselskab Victor Soft A/S står bag udviklingen af DDS-softwaren vTouchPro, som er kendt for sin unikke kombination af stor teknologisk kompleksitet og uovertruffen brugervenlighed. Victor Soft A/S producerer ligeledes kvalitetsspots og professionelle templates, som skræddersyes til at imødekomme kundens specifikke ønsker og behov. Selskabet tilbyder desuden hosting og vedligeholdelse af de leverede DDS-installationer. Foruden totalløsninger til DDS-markedet producerer mermaid technology a/s LCD-monitorer og fladskærmsfjernsyn i eget prisvindende design, der til dato er solgt i mere end 50.000 enheder til kunder i ind- og udland. Besøg www.mermaid.dk for mere information om mermaid technology a/s.
Protokollat fra ekstraordinær generalforsamling
| Quelle: Mermaid A/S