På baggrund af forhandlinger mellem Nykredit/Totalkredit og repræsentanter for de lokale og regionale pengeinstitutter tilbyder Nykredit/Totalkredit pengeinstitutterne en ny og bredere samarbejdsaftale, der udbygger aftalen fra 2003, der blev indgået, da Nykredit købte Totalkredit. Samarbejdet har udviklet sig meget tilfredsstillende og har bl.a. ført til kraftig vækst i Totalkredits økonomiske resultater og markedsandel. Med det nye tilbud skabes der en god ramme for at styrke og udvide samarbejdet. Hovedpunkterne i tilbuddet er: Endelig pris for Totalkredit-aktierne Den oprindelige købsaftale indeholdt en efterregulering af Nykredits købesum for Totalkredit, der var afhængig af Totalkredits markedsandel pr. 1. april 2010. Efterbetalingen udgør 158 mio. kr. efter skat pr. procentpoint, som Totalkredits markedsandel overstiger 25,75%. Da en præcis opgørelse i 2010 vanskeliggøres af den aktuelle markedsglidning, tilbyder Nykredit allerede nu at fastlægge denne andel til 35% pr. 1. april 2010, idet det forventes, at væksten i Totalkredits markedsandel fortsætter. Efterbetalingen vil således udgøre 1.460 mio. kr. efter skat til betaling pr. 1. oktober 2012. Nykredit Realkredit har i årsregnskabet for 2007 hensat 750 mio. kr. til denne forpligtelse. Den regnskabsmæssige hensættelse til efterbetaling modsvares af forøget goodwill mv. og reducerer dermed Nykredits kernekapital. Tilpasning til SDO-lovgivning Med den nye aftale tilbyder Nykredit koncernen pengeinstitutterne adgang til lån fundet med realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udbudt af Nykredit Bank, Nykredit Realkredit eller Totalkredit. I det omfang at pengeinstitutterne frem til 1. april 2010 funder nye boligudlån ydet på deres egen balance med udstedelse af særligt dækkede obligationer, vil det ske via Nykredit/Totalkredit. Dette understreger parternes vilje til at overføre fællesskabet om boliglån i det gamle aftalesæt til et tilsvarende fællesskab under den ny SDO-lovgivning. Fra garanti- til modregningsmodel Alle pengeinstitutter overgår pr. 1. april 2008 til den såkaldte modregningsmodel, hvorefter eventuelle tab på de lån, som pengeinstitutterne formidler, alene kan modregnes i fremtidige provisionsbetalinger fra Totalkredit. De nuværende garantier er begrænset til de første 8 år af lånets løbetid, hvorimod modregningsretten og betalingen herfor kan gøres gældende i hele lånets løbetid. Overgangen fra garantimodellen til modregningsmodellen forøger kravet til tilstrækkelig basiskapital i Nykredit/Totalkredit. Totalkredit er systemejer Nykredit/Totalkredit har gennem de seneste år udviklet et nyt og integreret rådgivnings- og produktionssystem, Xportalen, som bliver omdrejningspunktet i pengeinstitutternes boligrådgivning og formidling af Totalkreditlån. Fremover vil Totalkredit være ejer og udvikler af systemkomplekset, og det indebærer en betydelig opgradering af systemet, der styrker pengeinstitutternes og Totalkredits konkurrencekraft yderligere. Tidligere har Totalkredit været ejer af produktionssystemet, mens pengeinstitutterne har været ejer af rådgivningssystemet, og de to systemdele har ikke været integreret i en sammenhængende løsning. Betingelser Den reviderede samarbejdsaftale implementeres, såfremt halvdelen af pengeinstitutterne - efter såvel antal som efter andel af formidlede lån målt på obligationsrestgælden - tiltræder den. Yderligere oplysninger hos koncernchef Peter Engberg Jensen, koncerndirektør Niels Tørslev eller kommunikationsdirektør Nels Petersen på 44 55 14 70 / 20 22 22 72.
Oplæg til styrket samarbejde med lokale og regionale pengeinstitutter
| Quelle: Nykredit Realkredit A/S