Anden egyptiske cementfabrik på kun en måned til FLSmidth


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 18-2008, 17. april 2008

FLSmidth har indgået en kontrakt til en værdi af ca. DKK 410 mio.
(ca. EUR 55 mio.) på en cementfabrik med en kapacitet på 5000 tons i
døgnet. Det drejer sig om en helt ny fabrik der skal leveres til Wadi
El Nile Cement Company og er beliggende ved byen Beni Seuf ca. 120 km
syd for Cairo i Egypten.

Ordren omfatter alle hovedmaskiner og førstegangsreservedele til
fabrikken, herunder en EV-knuser til kalksten og ler,
råmaterialelagre, en ATOX-råmølle, en CF-silo, en komplet ILC
3-base-ovn med 5-trins forvarmer og SF Cross-Bar-køler, et
klinkerlager, en OK 42-cementmølle og cementsiloer.

En række af FLSmidths datterselskaber og divisioner deltager i
projektet. FLSmidth Ventomatic skal levere tre pakkelinier, begge
vertikalmøllegear er fra FLSmidth MAAG, FLSmidth Airtech skal levere
filtre, og FLSmidth Automation skal levere et komplet QCX
kvalitetsstyringssystem.

Cementfabrikken bliver den anden, der skal opføres i henhold til de
nye licenser som det egyptiske industriministerium udstedte sidste
år. FLSmidth opnåede også ordre på levering af udstyr til det første
af de licensbaserede cementfabrikker (jf. selskabsmeddelelse nr.
14-2008).

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil udstyret
er afsendt i midten af 2010.


-------------------------------------


Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncernchef
Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.


Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations

Anhänge

PDF-version
GlobeNewswire