Meddelelse nr. 95


22. april 2010
                                                               Meddelelse nr. 95


Rovsing A/S henter ny ordre fra TRW Automotive                                  

Rovsing udvider samarbejdet med TRW Automotive, som er en af verdens førende    
underleverandører til automobilindustrien for elektroniske systemer inden for   
bremse-, styrings- sikkerheds- samt en lang række andre elektroniske funktioner.
I februar placerede TRW en indledende ordre på € 30.000 dækkende en             
kravspecifikationsfase for, hvad der forventedes at blive et længerevarende og  
større engagement for Rovsing med TRW. Ønsket er, at Rovsing skal hjælpe TRW med
at indføre software udviklingsstandarder, metoder og procedurer for udvikling af
sikkerhedskritisk software. Målet er, at den division af TRW, som Rovsing skal  
arbejde for, inden for en periode på ca. to år skal bringes fra niveau 0 til    
niveau 3 inden for AutomotiveSPICE standarden. Det er TRW's ønske, at Rovsing   
igennem et løbende samarbejde med TRW skal sikre, at selskabet når dette mål.   

Allerede to måneder efter den indledende ordre er den første tillægsordre i hus.
Den er på                                                                       
€ 158.000 og omfatter assistance til software procesforbedringer hos TRW.       

TRW har udviklingscentre og fabrikker i en lang række lande verden over. TRW    
havde ved udgangen af 2008 ca. 65.200 ansatte på verdensplan.                   

Rovsing har også på det seneste hentet sin første mindre ordre fra HELLA Group, 
Tyskland, som ligeledes er en af de store spillere inden for                    
automobilindustrien. HELLA har en årlig omsætning på ca. € 3,3 milliarder og har
ca. 23.000 ansatte på verdensplan.                                              

Ordrerne understreger Rovsing's internationalt set anerkendte ekspertise inden  
for udvikling af kritisk software, kvalitetssikring af kritisk software samt    
implementering af ”state-of-the-art” metoder, procedurer, processer samt        
værktøjer til udvikling af kritisk software. Rovsing har inden for              
automobilindustrien nu hentet ordrer fra så betydningsfulde firmaer som BMW,    
Volkswagen, VALEO, Delphi Diesel Systems, Knorr-Bremse, TRW og HELLA.           

Om Rovsing                                                                      

Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til markederne inden for      
rumfarts-, forsvars- og transportindustrien, hvor kunderne er større            
internationale organisationer og virksomheder, der i stigende grad har behov for
Rovsings kompetencer inden for design, udvikling, test og kvalitetssikring af   
avancerede systemer til kritiske funktioner.                                    

Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført       
uafhængig kvalitetstest (ISVV) af den mest kritiske software-type (klasse A),   
hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden        
etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked.   
Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for        
rumfarts- og forsvarsindustri.                                                  

Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller meget høje krav
til produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig 
større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske      
standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at 
være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af       
underleverandører i både udvikling og produktion.                               

www.rovsing.dk                                                                  

Yderligere oplysninger:                                                         

Rovsing A/S                                                                     
Søren Anker Rasmussen                                                           
Adm. direktør                                                                   
Mobil tel.: 4030 5450