Danske Bank koncernen har udnævnt Henrik Ramlau-Hansen, 54 år, til økonomidirektør og medlem af direktionen med virkning fra 1. januar 2011. Henrik Ramlau-Hansen efterfølger Tonny Thierry Andersen, der er udnævnt til chef for Danske Bank DK, jf. selskabsmeddelelse nr. 18 af 10. september 2010. Henrik Ramlau-Hansen har været adm. direktør i Danica Pension siden 2000. Forud for det var han fra 1989 ansvarshavende aktuar i Danica Pension. Der er nu sat en søgeproces i gang for at finde en efterfølger for Henrik Ramlau-Hansen som øverste chef for Danica Pension. Henrik Ramlau-Hansen er uddannet aktuar og har en doktorgrad i forsikringsmatematik fra Københavns Universitet. ”Henrik Ramlau-Hansen har ydet en fremragende indsats i Danica Pension. Hans kompetencer inden for strategi, analyse og risikostyring giver et stærkt udgangspunkt for arbejdet som økonomidirektør og direktionsmedlem i Danske Bank koncernen,” siger Peter Straarup, ordførende direktør i Danske Bank koncernen. Med venlig hilsen Danske Bank A/S Kontaktpersoner: Ordførende direktør Peter Straarup, telefon 45 14 60 01 Pressechef Anders Klinkby Madsen, telefon 45 14 57 95 / 25 10 19 19