Meddelelse nr. 106


15. december 2010

Meddelelse nr. 106

Højteknologifonden har givet Rovsing A/S tilsagn om finansiering af udviklingen af en revolutionerende solpanel simulator.

Højteknologifonden har netop givet Rovsing tilsagn om at finansiere udviklingen af en revolutionerende solpanel simulator til anvendelse i forbindelse med integration og test af satellitter samt til simulering af jordbaserede solpaneler i forbindelse med udvikling og produktionstest af invertere, der anvendes til solenergibaseret elproduktion. Udviklingsstøtten beløber sig til 7,6 mio. kr. Udviklingen af produktet sker i et samarbejde mellem Rovsing A/S og Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Der er tale om et anden generations produkt, der baseres på en helt ny teknologi, som vil gøre det endelige produkt både teknisk overlegent samt økonomisk konkurrencedygtigt i forhold til de i dag kendte produkter.

Rumfartsmarkedet udgøres af simulatorer, der i forbindelse med test af satellitter simulerer satellittens solpanelers funktionalitet i rummet, idet denne funktionalitet kun kan genskabes på jorden ved anvendelse af simulatorer. Over de kommende ti år vil der på verdensplan ifølge tilgængelige markedsanalyser blive bygget over 1.200 nye satellitter. Disse har hver især i forbindelse med funktionstest behov for et antal solpanel simulatorer. Normalt nyanskaffes disse til hvert nyt satellitprogram. Udviklingen af en teknisk førende og økonomisk set konkurrencedygtig solpanel simulator vil i væsentlig grad forstærke Rovsing A/S nye strategi med fokus på leverance af standardprodukter til det globale rumfartsmarked og ikke som hidtil kun til det institutionelle europæiske rumfartsmarked (ESA markedet). Det årlige globale marked inden for rumfartsindustrien for solpanel simulatorer er af størrelsesordenen 260 mio. kr.

Solenergibaseret elproduktion er i dag i kraftig vækst. Udover solpanelerne udgør invertere en hovedkomponent i solenergianlæg. Efterhånden som kravene til solpanel inverterer stiger, er der behov for solpanel simulatorer, der kan simulere samme dynamiske forhold, som dem der stilles krav til inden for satellit konstruktion. I den fremtidige udvikling og produktion af inverterer, er der behov for udstyr, der præcist kan simulere de dynamiske karakteristikker, som fysiske solceller besidder under alle former for påvirkning. Den europæiske standardiseringskomité har netop udsendt en ny standard EN 50530, som specificerer testkrav for test af invertere ved hjælp af PV simulatorer (solpanel simulatorer). Disse krav er på en lang række punkter identiske med kravene inden for rumfartsindustrien, og ingen af de simulatorer, der i dag findes på markedet, lever til fulde op til disse nye krav. Inverter industrien har ikke mindst til produktionstest behov for et stort antal solpanel simulatorer. Det industrielle marked for solpanel simulatorer forventes at være større end rumfartsmarkedet.

Om Rovsing

Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til rumfart. Kunderne er internationale organisationer og virksomheder. Selskabets vækststrategi omfatter nye forretningsområder inden for forsvars- og transportindustrierne, hvor der i stigende grad er behov for Rovsings kompetencer inden for design, udvikling, test og kvalitetssikring af avancerede systemer til kritiske funktioner.

Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført uafhængig kvalitetstest (ISVV) af den mest kritiske software-type (klasse A), hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked. Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for rumfarts- og forsvarsindustri.

Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller høje krav til produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af underleverandører i både udvikling og produktion.

www.rovsing.dk

Yderligere oplysninger

Søren A. Rasmussen, adm. direktør

Telefon (+45) 40 30 54 50


Anhänge

Meddelelse nr. 106.doc