Cheminova bidrager til øget velfærd i landsbyer i Indien og Brasilien

Med nye projekter i Indien og Brasilien vil Cheminova demonstrere, hvordan moderne dyrkningsmetoder og sociale aktiviteter kan give øget velfærd og livskvalitet i landsbysamfund. Det fremgår af Cheminovas seneste CSR-rapport, der er offentliggjort i dag på www.cheminova.dk.


Cheminova, Harboøre, Danmark, 2011-03-23 09:39 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

”Vi har gennemført et udfasningsprogram for de giftige klasse I produkter i udviklingslande. Produkterne er erstattet med nye produkter, der er mindre risikofyldte for landmanden, der håndterer dem. Derved kan landmanden fortsat beskytte sine afgrøder mod plantesygdomme og skadedyr. Vi forsøger nu at gå et skridt længere ved tage et medansvar, der rækker videre ud i samfundet end vores traditionelle forretning,” siger Cheminovas adm. direktør Kurt Pedersen Kaalund. 

Der er igangsat en række projekter i landsbyer i Indien og Brasilien. Med hjælp fra lokale eksperter ønsker Cheminova at demonstrere, at en forbedring af landbruget giver økonomisk og sociale fremskridt for befolkningen. Landmændene skal have mulighed for at afprøve moderne dyrkningsmetoder med korrekt brug af bl.a. gødning, plantebeskyttelse og de bedst egnede afgrøder med god såsæd. Alt sammen baseret på lokal rådgivning om bl.a. plantesygdomme og skadedyr. 

Der er tale om hjælp til selvhjælp og samarbejde, hvor landmændene på egen jord kan forbedre udbytte og kvalitet og dermed forøge velstanden. I Indien er det mest ris, grønsager og aktiviteter til forbedring af hygiejne og sundhed, der er i fokus, mens bananavl og miljøvenlig bekæmpelse af svampesygdomme er omdrejningspunktet i Brasilien. 

”I projekterne lægger vi vægt på at øge forståelsen for sikker brug af sprøjtemidler, men også helt andre aktiviteter bl.a. vedrørende rent drikkevand, støtte til skoler, sundhed og hygiejne er en del af programmet. Med bistand fra CSR-kontoret på Den Danske Ambassade i New Delhi er vi bl.a. blevet opmærksomme på at engagere landsbyernes kvinder i de sociale aktiviteter; og det har skabt en bred interesse for projekterne – også at mændenes brug af plantebeskyttelse angår hele familien. Projekterne er blevet vel modtaget af landmændene, lokalbefolkningen og det politiske system. Men vi er lige begyndt, og vi har meget at lære endnu,” siger Lars-Erik Kruse Pedersen fra Cheminova. 

Landsbyprojekterne er blot en af flere aktiviteter, der indgår i Cheminovas arbejde med socialt ansvar, idet reduktion af energiforbrug, arbejdssikkerhed, menneskerettigheder etc. også er omfattet af CSR-arbejdet.  

Henvendelse vedr. denne meddelelse kan ske til Lars-Erik Kruse Pedersen, tlf. 9690 9130 / 4080 9934 eller lars-erik.pedersen@cheminova.com


Anhänge

Pressemed-CSR-2010-DK.pdf
GlobeNewswire