Meddelelse nr. 112

Periodemeddelelse for 3. kvartal 2010/11


06. maj 2011

Meddelelse nr. 112

 

 

 

 

Periodemeddelelse for 3. kvartal 2010/11

 

 

Bestyrelsen for Rovsing A/S har godkendt Selskabets periodemeddelelse for 3. kvartal (1. juli 2010 – 31. marts 2011) for regnskabsåret 2010/11. Periodemeddelelsen er ikke revideret.

 

De væsentligste begivenheder i 3. kvartal 2010/11 er:

 

  • Periodens omsætning blev DKK 18,4 mio. med et resultat af primær drift (EBIT) på DKK 1,4 mio. og et nettoresultat på DKK 1,1 mio.

 

  • For regnskabsåret 2010/11 forventes en omsætning i området DKK 24-26 mio., der er lidt lavere end det oprindeligt udmeldte på DKK 27-30 mio. Til gengæld forventes der for hele året ikke blot et positivt driftsresultat af primær drift (EBIT) som oprindeligt udmeldt men ligeledes et positivt nettoresultatet.

 

  • Ordreindgangen blev i 3. kvartal på i alt DKK 9,1 mio.

 

  • Rovsing vandt i kvartalet ordren på validering af kritisk software, der udvikles til

BepiColombo satellitten. Ordren er givet af Astrium SAS, Toulouse, Frankrig. BepiColombo satellitten er European Space Agency’s (ESA’s) kommende mission til planeten Mars.

 

  • Inden for automobilindustrien har selskabet i kvartalet hentet en ny ordre fra TRW.

 

Finansiel udvikling

I perioden 1. juli 2009 til 31. marts 2011 blev omsætningen DKK 18,4 mio., mens resultat af primær drift (EBIT) blev DKK 1,4 mio. og nettoresultatet DKK 1,1 mio.

 

Forventninger til hele regnskabsåret 2010/11

For regnskabsåret 2010/11 er forventningerne en omsætning i området DKK 24-26 mio. og et positivt resultat af såvel primær drift (EBIT) samt et positivt nettoresultat.

 

Forventninger til det kommende regnskabsår 2011/12

For det kommende regnskabsår 2011/12 forventes stigende omsætning og positive resultater på såvel drift (EBIT) som netto niveau.

 

Markedsudvikling

Rovsing har aktiviteter på primært to forretningsområder: Det oprindelige rumfartsområde (”Space”) og det nye transportområde (”Transportation”). Selskabet har også begrænsede aktiviteter inden for forsvarsindustrien (”Defence”).

 


 

Space

 

Rovsing ændrede for ca. to år siden sin strategi fra udelukkende at være projektudvikler til at udvikle standardprodukter, som kan gensælges igen og igen. Den første leverance baseret på den nye produkt portefølje vil finde sted i den nærmeste fremtid i form af et power supply SCOE system til Sentinel 1 satellitten. Denne leverance udgør en afgørende milesten gennemførelsen af den nye strategi. Der indkøbes Power Suppy SCOE systemer til samtlige satellitter og til andre rumfartøjer, der anvender solpaneler. Rovsing har netop afgivet ordre på endnu et Power Supply SCOE system og er i tilbudsfasen for et tredje. Den nye produktportefølje forventes at udgøre en hovedhjørnesten i selskabets fremtidige ordreindgang fra satellitprogrammer.

 

Højteknologifondens beslutning om at medfinansiere udviklingen af en revolutionerende solpanel simulator som meddelt den 15. december 2010 ved børsmeddelelse nr. 106 udgør endnu et væsentligt skridt i selskabets fokus på salg af standardprodukter. Udviklingen af en teknisk førende og økonomisk set konkurrencedygtig solpanel simulator vil i væsentlig grad forstærke Rovsing A/S nye strategi med fokus på leverance af standardprodukter til det globale rumfartsmarked og ikke som hidtil kun til det institutionelle europæiske rumfartsmarked (ESA markedet). Det årlige globale marked inden for rumfartsindustrien for solpanel simulatorer er af størrelsesordenen 260 mio. kr.

 

En solpanel simulator anvendes i forbindelse med integration og test af satellitter men kan også anvendes i et helt andet markedssegment, nemlig til simulering af jordbaserede solpaneler i forbindelse med udvikling og produktionstest af invertere, der anvendes til solenergibaseret elproduktion. Udviklingsstøtten beløber sig til 7,6 mio. kr. Udviklingen af produktet sker i et samarbejde mellem Rovsing A/S og Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Der er tale om et anden generations produkt, der baseres på en helt ny teknologi, som er de i dag kendte teknologier overlegen. Samtidig er teknologien i forhold til de i dag kendte teknologier økonomisk konkurrencedygtig at producere.

 

Rumfartsmarkedet udgøres af simulatorer, der i forbindelse med test af satellitter simulerer satellittens solpanelers funktionalitet i rummet, idet denne funktionalitet kun kan genskabes på jorden ved anvendelse af simulatorer. Over de kommende ti år vil der på verdensplan ifølge tilgængelige markedsanalyser blive bygget over 1.200 nye satellitter. Disse har hver især i forbindelse med funktionstest behov for et antal solpanel simulatorer. Normalt nyanskaffes disse til hvert nyt satellitprogram.

 

Solenergibaseret elproduktion er i dag i kraftig vækst. Udover solpanelerne udgør invertere en hovedkomponent i solenergianlæg. Efterhånden som kravene til solpanel inverterer stiger, er der behov for solpanel simulatorer, der kan simulere samme dynamiske forhold, som dem der stilles krav til inden for satellit konstruktion. I den fremtidige udvikling og produktion af invertere er der behov for udstyr, der præcist kan simulere de dynamiske karakteristikker, som fysiske solceller besidder under alle former for påvirkning. Den europæiske standardiseringskomité har netop udsendt en ny standard EN 50530, som specificerer testkrav for test af invertere ved hjælp af PV simulatorer (solpanel simulatorer). Disse krav er på en lang række punkter identiske med kravene inden for rumfartsindustrien, og ingen af de simulatorer, der i dag findes på markedet, lever til fulde op til disse nye krav. Inverter industrien har ikke mindst til produktionstest behov for et stort antal solpanel simulatorer. Det industrielle marked for solpanel simulatorer forventes at være større end rumfartsmarkedet.

 

Den i kvartalet hentede ordre på validering af kritisk software, der udvikles til BepiColombo satellitten, understreger Rovsings styrke inden for ”Independent Software Verification and Validation” (ISVV). Rovsing har tidligere haft ansvaret for ISVV aktiviteter for alt kritisk software udviklet til ATV cargo modulet, der benyttes til at transportere forsyninger til den internationale rumstation. Rovsing udfører i øjeblikket også ISVV aktiviteter for ESA satellitterne Gaia og

Sentinel-2.

 

Transportation

 

Inden for automobilindustrien har selskabet nu hentet ordrer fra så betydningsfulde spillere som BMW, Volkswagen, Delphi Diesel Systems, Knorr-Bremse, Valeo, TRW OG HELLA. Rovsing har hermed skabt sig et navn inden for automobilindustrien. Herudover er der i kvartalet hentet en væsentlig tillægsordre fra TRW. Dette er et bevis på, at Rovsings hidtidige leverancer har været tilfredsstillende.

 

Den tyske automobilindustri er efter krisen nu i voldsom vækst, og vi ser et stærkt stigende behov for software services specielt inden for området software, der skal udvikles i overensstemmelse med den nye ”Functional Safety” standard ISO 26262 (Kritisk software).

 

Selskabet forventer over den kommende periode yderligere ordrer fra andre spillere inden for automobilindustrien, ligesom der forventes flere tillægsordrer. Ordrestørrelserne er stigende, og det ser vi som et bevis på, at Rovsing opfattes som en mere etableret leverandør, end det var tilfældet i de indledende faser. Vi forventer en stærk stigning i omsætningen og indtjening inden for dette markedssegment over de kommende år.

 

Defense

 

Rovsing har i kvartalet fortsat udviklingsaktiviteterne på for det danske forsvar (FMT) igangværende GNSS projekt (produkt til højpålidelig navigation og positionsbestemmelse).

 

 

Om Rovsing

 

Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til rumfart. Kunderne er internationale organisationer og virksomheder. Selskabets vækststrategi omfatter nye forretningsområder inden for transport- og forsvarsindustrierne, hvor der i stigende grad er behov for Rovsings kompetencer inden for design, udvikling, test og kvalitetssikring af avancerede systemer til kritiske funktioner.

 

Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført uafhængig kvalitetstest (ISVV) af den mest kritiske software-type (klasse A), hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked. Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for rumfarts- og forsvarsindustri.

 

Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller høje krav til produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af underleverandører i både udvikling og produktion.

 

www.rovsing.dk

 

Yderligere oplysninger

 

Søren A. Rasmussen, adm. direktør

Telefon (+45) 40 30 54 50

 

 


Anhänge

Meddelelse nr_ 112 3Q 2010-11.pdf