Den 4. december 2012 offentliggjorde William Demant Invest A/S (WDI) meddelelse om erhvervelse af 33.000 aktier i Jeudan A/S (Jeudan) til en pris på 438 kr. pr. aktie, hvorefter WDI besidder 41,6 % af aktierne og stemmerne i Jeudan. WDI meddelte samtidig, at erhvervelsen efter WDI’s vurdering har medført, at WDI besidder faktisk bestemmende indflydelse i Jeudan, hvorfor WDI skal fremsætte et pligtmæssigt købstilbud til aktionærerne i Jeudan.
Information om købstilbuddet er nu offentliggjort i et tilbudsdokument, der er godkendt af Finanstilsynet.
Tilbudsdokumentet er med visse begrænsninger tilgængeligt på Jeudans hjemmeside, www.jeudan.dk/investor/koebstilbud, og et informationsbrev sendes af Jeudan til alle selskabets navnenoterede aktionærer (bortset fra aktionærer, der er bosat i retsområder, hvor en sådan distribution vil stride mod gældende lovgivning eller være omfattet af andre begrænsninger).
Aktionærer, der ønsker at få tilsendt en fysisk kopi af dokumentet, kan rette skriftlig henvendelse til:
William Demant Invest A/S, Kongebakken 9, 2765 Smørum, att.: Mette Cording Meyn
Købstilbuddet er gældende fra den 27. december 2012 og frem til den 24. januar 2013, medmindre andet oplyses. Accept af købstilbuddet skal meddeles aktionærens eget kontoførende institut eller børsmæglerselskab i så god tid, at det kontoførende institut eller børsmæglerselskab kan behandle og videreformidle accepten inden udløb af tilbudsperioden.
Smørum, d. 27. december 2012
William Demant Invest A/S
Købstilbuddet fremsættes hverken direkte eller indirekte til aktionærer i USA, Canada, Australien, Japan, Sydafrika eller i andre jurisdiktioner, hvor fremsættelsen af tilbuddet eller accept heraf er i strid med lovgivningen i den pågældende jurisdiktion eller forudsætter udstedelse af et tilbudsdokument, registrering eller andre foranstaltninger ud over de krav, der følger af dansk lovgivning. Hverken denne tilbudsannonce eller tilbudsdokumentet må udleveres til aktionærer, der er bosiddende i sådanne jurisdiktioner. Enhver person, der kommer i besiddelse af denne tilbudsannonce eller tilbudsdokumentet, forventes selv at indhente alle nødvendige oplysninger om eventuelle begrænsninger, der måtte gælde for vedkommende, samt foretage nødvendige foranstaltninger for at efterleve gældende regler i det land, hvor den pågældende er bosiddende.
Pligtmæssigt købstilbud til aktionærerne i Jeudan A/S
Offentliggørelse af tilbudsdokument
| Quelle: William Demant Invest A/S