Tusindvis får stenslag i trafikken


Stenslag kan ofte repareres for nogle få hundrede kroner. Men nogle gange skal forruden skiftes, og så er det pludselig tusindkronesedler, det handler om. Med den rette forsikring kan de fleste dog slippe uden omkostninger ved reparation af stenslag.

Mange bilister kender ærgrelsen over at køre på landevejen og pludselig høre braget fra en sten, som ved et uheld rammer forruden. Alene i 2012 blev der anmeldt over 17.000 stenslag til forsikringsselskabet Topdanmark.

Ofte medfører stenslaget, at der kommer en lille stjerneformet skramme i forruden. Men er man uheldig, revner hele ruden.

”8 ud af 10 glasskader kan repareres hurtigt, nemt og ikke mindst billigt, mens en udskiftning af forruden er en anden sag. Hvor det kun koster 300-750 kr. at reparere en skramme i forruden, løber det let op i 3.000-5.000 kr., hvis hele forruden skal skiftet,” siger taksatorchef Helle Dahl fra Topdanmark. 

Hvis skaden sker
Får du et stenslag bør du opsøge en reparatør snarest muligt. For at sikre et godt resultat er det vigtigt, at stenslaget ikke får lov at vokse sig større, og at der ikke kommer snavs og vand i stenslaget inden skaden repareres.

”Sæt derfor straks et stykke tape eller lignende over stenslaget. Det holder fugt og snavs ude og gør det lettere at reparere stenslaget,” siger Helle Dahl.

Reparatøren vil vurdere om en reparation er mulig, idet reparationen afhænger af, om glas er slået af eller ruden måske er revnet for meget til, at en evt. reparation vil holde.

Der er ikke nogen sikkerhedsrisiko forbundet med at reparere et stenslag. Tværtimod sikrer reparation frem for en udskiftning af forruden, at der ikke gribes ind i bilens bærende konstruktion. 

Forsikringen giver en hjælpende hånd
På en almindelig kaskoforsikring er der en selvrisiko på skader, som typisk overstiger udgiften til at reparere et mindre stenslag. Men vælger kunden at udvide sin kaskoforsikring med friskadeforsikring, så undgår kunden at betale selvrisiko ved fx et stenslag i forruden, hvor ruden kan repareres.

”Med en friskadeforsikring slipper kunden derudover også for at betale selvrisiko ved brandskader, tyveriskader og skader som følge af nedstyrtende genstande, fx hvis det stormer,” siger Helle Dahl. 

Yderligere information:
Taksatorchef Helle Dahl
Telefon: 4474 4738

GlobeNewswire