Halvårsmeddelelse 2015


Bestyrelsen i Copenhagen Capital A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens ikke-reviderede halvårsrapport for perioden 1. januar - 30. juni 2015, hvoraf følgende kan fremhæves:

  • Resultat pr. 30. juli 2015 blev et overskud på 6,9 mio. kr. mod 0,6 mio. kr. pr. 30. juni 2014. Resultatet er påvirket af det stærke ejendomsmarked, positive værdireguleringer af prioritetsgælden samt engangsomkostninger til rådgivere i forbindelse med AIF overvejelser. Driften af selskabets ejendomme forløber som forventet, og Copenhagen Capital A/S fastholder det lagte opkøbsprogram for ejendomme.
     
  • Dagsværdien af koncernens ejendomme udgør pr. 30. juni 2015 107 mio. kr. mod 41 mio. kr. pr. 30. juni 2014. Der er ved værdiansættelsen af koncernens ejendomme pr. 30. juni 2015 anvendt et gennemsnitligt vægtet afkastkrav på 5,16 pct. Pr. 30. juni 2014 blev der anvendt et gennemsnitligt vægtet aktiv på 4,88 pct. Værdireguleringen udgør en tilvækst på 3.906 tkr. og er understøttet af, at koncernen har fået alle sine ejendomme vurderet af en ekstern anerkendt vurderingsekspert.
     
  • Egenkapitalen udgør ultimo perioden 30,4 mio. kr. mod 23,5 mio. kr. pr. 30. juni 2014. Indre værdi pr. aktie er 1,53 kr. pr. 30. juni 2015. Loan to value (nettogælden i forhold til ejendomsporteføljens værdi) udgør ultimo perioden 63,89 pct. i forhold til 55,18 pct. pr. 30. juni 2014.
     
  • Copenhagen Capital A/S har i halvåret indgået aftale om at købe ejendommene Folkvarsvej 32, 2000 Frederiksberg og Heimdalsgade 39, 2200 København N. Ejendommene er dels en velbeliggende boligejendom, dels en erhvervsejendom udlejet til bl.a. Aldi og Københavns Kommune. Ledelsen i Copenhagen Capital A/S vurderer, at der er høj lejesikkerhed og gode udviklingsmuligheder i begge ejendomme.

Ejendommen Folkvarsvej 32 er sket som en selskabsoverdragelse, og i forbindelse med købet har sælger, PBJ Ejendomsinvestering ApS, indgået aftale om køb af 1 mio. stk. aktier i Copenhagen Capital A/S til kurs 1,20.

Ejendommen Heimdalsgade 39, 2200 København N er ligeledes overtaget gennem en selskabsoverdragelse. I forbindelse med købet har Copenhagen Capital A/S udstedt et konvertibelt gældsbrev til sælger på nominelt 5 mio. kr. Tilsagnet gælder tegning af nye aktier til kurs 1,50 frem til 1. oktober 2015. Kursen blev fastsat på købstidspunktet på baggrund af en skønsmæssig værdi af den eksisterende ejendomsportefølje.

  • Selskabet har med virkning fra 1. april 2015 afhændet sin tredjedel af anparterne i Pantebrevsselskabet ApS, der formidler pantebreve mm. Investeringen har givet et umiddelbart godt afkast, men de forventede synergier var ikke tilstrækkelige til, at samarbejdet kunne fortsætte.
     
  • Selskabets organisation er blevet styrket i halvåret, idet selskabet har ansat Lisbeth Bak som ny adm. direktør, hvilket har tilført juridiske kompetencer.
     
  • Efter forhandling med Finanstilsynet vurderede selskabet i begyndelsen af 2015, at det var omfattet af de nye regler for forvaltere af alternative investeringsfonde, og derfor havde bestyrelsen besluttet at ansøge Finanstilsynet om at blive forvalter af alternativ investeringsfond - en såkaldt selvforvaltende AIF. Den 10. juni 2015 kunne selskabet imidlertid meddele, at Finanstilsynet på baggrund af ansøgningen havde vurderet, at Copenhagen Capital A/S alligevel ikke betragtes som en alternativ investeringsfond, og derfor ikke er omfattet af lovgivningen.
     
  • Selskabet forventer fortsat et resultat af primær drift før værdireguleringer, finansielle poster og skat i niveauet 1,0-2,0 mio. kr.

Med venlig hilsen

Copenhagen Capital A/S

Direktør Lisbeth Bak
Telefon: +45 4046 8450
E-mail: lb@copenhagencapital.dk

HUG#1947000


Anhänge

Download.pdf