Energi Danmark A/S : Offentliggørelse af årsrapport og regnskabsmeddelelse 2015


Aarhus den 30. marts 2016

Energi Danmark koncernen fortsætter successen i Tyskland trods et udfordrende år

2015 var et udfordrende år for Energi Danmark koncernen med et resultat før skat på 43,7 mio. kr. Koncernen satte omsætningsrekord på 15,9 mia. kr. og fortsætter successen i Tyskland, hvor flere store kunder i 2015 har indgået kontrakter.

Energi Danmark koncernen realiserede i 2015 et resultat før skat på 43,7 mio. kr. mod 116,6 mio. kr. året før, hvilket ikke er tilfredsstillende. 2015 har i sin helhed været et udfordrende år for Energi Danmark koncernen, og det opnåede resultat før skat blev af flere årsager lavere end forventet.

-Det helt uventede ophør af Climate Change Levy (CLL)-ordningen i Storbritannien har haft en stor negativ økonomisk konsekvens for koncernen, ligesom indtjeningen på elmarkedet har været presset på grund af et lavere elforbrug hos erhvervskunderne end forventet samt den manglende datakvalitet i overgangen til DataHub'en forklarer Jørgen Holm Westergaard, adm. direktør i Energi Danmark.

Trods et faldende forbrug hos kunderne satte koncernen atter omsætningsrekord som følge af en flot kundetilgang igen i 2015. Koncernens omsætning steg til 15,9 mia. kr., fra 12,4 mia. kr. i 2014, hvilket er en vækst på 28 %. I samme periode faldt energipriserne med ca. 29 %, hvilket blot understreger det flotte omsætningsresultat på de nordeuropæiske markeder.

- Det tyske energimarked er meget stort, og der er mange elleverandører at vælge imellem for kunderne. Derfor er jeg stolt af, at vi som koncern kan vinde store udbud som Hamborg og Hannover by. Dette vidner om, at vi med vores solide koncern-setup kan levere skræddersyede løsninger til kunderne. Det hele handler om teamwork og den service, som vi på tværs af Energi Danmark koncernen yder kunderne hver eneste dag, udtaler Jørgen Holm Westergaard, adm. direktør i Energi Danmark.

Successen for koncernens tyske datterselskab, Energie Vertrieb Deutschland EVD GmbH, er baseret på koncernens specialudviklede systemer, smidige processer og en hurtig beslutningsproces på tværs af de enkelte lande. På tilsvarende vis har koncernens største datterselskab Energi Försäljning Sverige AB konsolideret sin markedsandel på tilfredsstillende vis.

- Koncernens stærke udvikling i Tyskland og udbygningen af vindenergi via Energi Danmark Vind A/S hænger godt sammen med planerne om også at udvide vindaktiviteterne på det tyske marked. Derfor ser vi positivt på vækstmulighederne i de kommende år, konkluderer bestyrelsesformand Jesper Hjulmand.

Yderligere oplysninger:

Bestyrelsesformand Jesper Hjulmand, tlf. 70 29 29 00 eller mobil 40 58 35 65.

Adm. direktør Jørgen Holm Westergaard, tlf. 87 42 62 62 eller mobil 22 37 87 80.

Årsrapporten 2015 fremlægges på selskabets ordinære generalforsamling den 21. april 2016.

HUG#1998735


Anhänge

Regnskabsmeddelelse 2015.pdf Energi Danmark A/S Årsrapport 2015.pdf