NKT Holding A/S udsteder tegningsretter - meddelelse #1


Bestyrelsen i NKT Holding A/S har udnyttet sin hjemmel i vedtægternes § 3 B til
at udstede 75.000 styk tegningsretter til ledelse og medarbejdere i NKT Holding
A/S. Vi henviser til kvartalsrapport 3/2007, side 3, hvor beslutningen om at
udstede tegningsretter i januar 2008 er omtalt. 

Modtagere, udnyttelsesperioder og tegningskurs
Tegningsretterne, der er tildelt i alt 23 personer i NKT Holding A/S, er opdelt
med 48.100 styk til koncerndirektionen (2 personer),15.350 styk til ledende
medarbejdere (4 personer) og 11.550 styk til øvrige medarbejdere (17 personer).
Der udstedes ikke tegningsretter eller aktieoptioner til bestyrelsen i NKT
Holding A/S. 
Udnyttelsesperioderne for tegningsretterne er fastsat til 2 uger efter
offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelsen i hvert af årene 2011, 2012 og
2013. 
Hver tegningsret giver ret til at tegne én aktie à nominelt 20 kr. til en
tegningskurs fastsat på basis af gennemsnitskursen for NKT aktien i december
2007 tillagt en årlig indekseringsfaktor på 8% - svarende til den interne WACC
(Weighted Average Cost of Capital) - og med fradrag af løbende udbetalt udbytte
til aktionærerne frem til udnyttelsestidspunktet. Tegningskursen pr. aktie à
nominelt 20 kr. inden fradrag for udbytte kan herefter opgøres til henholdsvis
594,00 kr., 641,51 kr. og 692,83 kr. afhængig af, om udnyttelse sker i 2011,
2012 eller 2013. 
Målsætning
Målsætningen med tildelingen af tegningsretter er at skabe en sammenhæng mellem
den enkeltes indsats og den langsigtede værdiskabelse i selskabet. 
Betingelser
Betingelsen for udnyttelse af tegningsretterne er, at indehaveren ikke selv har
opsagt sit ansættelsesforhold til ophør inden den 1. januar 2011. Såfremt
Selskabet opsiger ansættelsesforholdet, uden at dette skyldes indehaverens
misligholdelse, skal indehaveren fortsat være berettiget til at bevare og
udnytte sine tegningsretter. 
Tegningsretterne skal så vidt muligt beskattes i henhold til Ligningslovens § 7
H. 
Vilkårene for tegningsretterne er anført i vedlagte bilag, hvoraf fremgår den
fulde ordlyd af den vedtægtsændring, der vil blive registreret som følge af
tildelingen. 
Markedsværdi
Som beskrevet ovenfor tager udnyttelseskursen for tegningsretterne udgangspunkt
i gennemsnitskursen for NKT aktien i december 2007 (opgjort til kurs 471,53)
tillagt en indekseringsfaktor på 8% pr. år og med fradrag af årlige udbytter
indtil udnyttelsestidspunktet. 
Med udgangspunkt i kurs 471,53 og en dividendepolitik svarende til en årlig
udlodning i niveauet 1/3 af årets nettoresultat, kan værdien af de nyudstedte
tegningsretter ved anvendelse af Black-Scholes formelen beregnes til 4,8 mio.
kr., såfremt tegningsretterne udnyttes på det tidligst mulige tidspunkt.
Beregningen er foretaget på grundlag af en volatilitet på 27,7% samt et
renteniveau på 4% p.a. 
Den beregnede værdi udgør gennemsnitligt 21% af den årlige lønsum for de
personer, der tildeles tegningsretter. 
Yderligere oplysninger
De er velkommen til at kontakte undertegnede på telefon 4348 2000, såfremt De
måtte have spørgsmål til ovenstående. 
Med venlig hilsen
NKT Holding A/S
Thomas Hofman-Bang
Administrerende direktør 



Bilag: Vedtægtstilføjelse i forbindelse med udstedelse af tegningsretter 

Bilag til fondsbørsmeddelelse nr. 1 den 3. januar 2008 
Vedtægtstilføjelse i forbindelse med udstedelse af tegningsretter i 2008 
Bestyrelsens beslutning indeholdende vilkårene for tegning og udnyttelse af
tegningsoptionerne er optaget som en ny § 3 K i selskabets vedtægter med
henvisning til § 3 C. 
§ 3 K bliver sålydende: 
"I henhold til § 3 B har bestyrelsen i NKT Holding A/S i januar 2008 besluttet
at udstede yderligere tegningsoptioner (warrants) til selskabets medarbejdere
med ret til at tegne for indtil nominelt kr. 1.500.000 aktier i selskabet. Der
betales ikke særskilt vederlag for tegningsoptionerne. I henhold til § 3 B har
bestyrelsen samtidig truffet beslutning om den dertil hørende
kapitalforhøjelse. Generalforsamlingens bemyndigelse af den 3. april 2003, jf.
§ 3 B, er herefter nedbragt til nominelt kr. 1.298.720. 
Tegningsoptionerne kan helt eller delvist udnyttes til tegning af aktier 2 uger
efter offentliggørelse af selskabets årsregnskabsmeddelelse i hvert af årene
2011, 2012 og 2013 (herefter ”udnyttelsesperioderne”). Dvs. at
tegningsoptionerne første gang giver adgang til tegning af aktier i 2011 i
perioden fra offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelsen for 2010 og 2 uger
frem. Tegningsoptionerne kan ikke udnyttes til tegning af aktier udenfor en
udnyttelsesperiode. Efter udløbet af sidste udnyttelsesperiode - i 2013, 2 uger
efter offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelsen for 2012 - bortfalder
uudnyttede tegningsoptioner automatisk, uden varsel og uden kompensation.
Udnyttelsesperioderne kan ensidigt ændres af bestyrelsen, såfremt overholdelsen
af gældende børsregler, herunder forbud mod insiderhandel, på
udnyttelsestidspunktet måtte tilsige dette. Tegningsoptionerne giver kun ret
til tegning af aktier ad én gang, hvorfor delvis udnyttelse af tegningsoptioner
til tegning af aktier medfører bortfald af den resterende del af
tegningsoptionen. 
Tegningskursen pr. aktie à nominelt kr. 20 fastsættes som en fast tegningskurs
med fradrag af eventuelt udbytte besluttet af selskabets generalforsamling i
perioden fra den 1. januar 2008 og frem til og med den generalforsamling, der
afholdes umiddelbart forud for optionsindehavers udnyttelse af tegningsoptionen
og registrering af de nytegnede aktier, jf. ndf. Såfremt nytegnede aktier måtte
give ret til udbytte på selskabets generalforsamling det år, tegningsoptionen
udnyttes, skal der ikke ske nogen reduktion af tegningskursen for udbetalt
udbytte det pågældende år. 
Den faste tegningskurs pr. aktie à nominelt kr. 20 fastsættes til (i) kr.
594,00 såfremt tegning sker i 2011, (ii) kr. 641,51 såfremt tegning sker i
2012, og (iii) kr. 692,83 såfremt tegning sker i 2013. Hvis der for eksempel i
perioden til og med 2013 udbetales et fast årligt udbytte på kr. 10  pr. aktie
à nominelt kr. 20 skal tegningskursen herefter reguleres til kr. 632,83 ved
tegning i 2013, forudsat at registrering af de nye aktier sker efter selskabets
generalforsamling det pågældende år uden ret til udbytte. 
De nye aktier, som måtte blive tegnet i henhold til tegningsoptionen, skal
tilhøre samme aktieklasse som de eksisterende aktier og skal i øvrigt i enhver
henseende være undergivet de samme vilkår som de eksisterende aktier. Aktierne
skal bære ret til udbytte fra tidspunktet for registrering af nytegningen hos
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 
Tegningsoptionerne skal herudover være undergivet de i § 3 C punkt 1-9 angivne
vilkår, dog således at § 3 C punkt 3 bortfalder og erstattes med følgende
tekst: 
3.a   Hvis optionsindehavers ansættelsesforhold ophører inden den 1. januar
2011 på grund af optionsindehavers egen opsigelse, bortfalder optionsindehavers
ret til at udnytte sin tegningsoption i sin helhed uden varsel og uden
kompensation. Hvis optionsindehaver opsiger ansættelsesforholdet på grund af
grov misligholdelse fra arbejdsgiverselskabets side, skal pkt. 3.b dog finde
tilsvarende anvendelse. 
3.b   Hvis optionsindehavers ansættelsesforhold ophører inden den 1. januar
2011 på grund af arbejdsgiverselskabets opsigelse eller i øvrigt efter den 1.
januar 2011, bevarer optionsindehaver retten til fuldt ud at udnytte sin
tegningsoption i henhold til de heri indeholdte bestemmelser. Hvis
arbejdsgiverselskabets opsigelse skyldes optionsindehavers misligholdelse af
ansættelsesforholdet, herunder i tilfælde af berettiget bortvisning, skal pkt.
3.a dog finde tilsvarende anvendelse. 
3.c   De i punkt 3.b indeholdte regler skal finde tilsvarende anvendelse,
såfremt ansættelsesforholdets ophør inden den 1. januar 2011 skyldes (i)
alderspension, (ii) varig nedsættelse af optionsindehavers generelle
erhvervsevne af helbredsmæssige årsager (dvs. fysisk eller psykisk invaliditet)
med to-tredjedele (2/3) eller mere, eller (iii) optionsindehavers død. 
3.d   Selskabets bestyrelse kan i særlige tilfælde efter bestyrelsens skøn
beslutte at fravige reglerne i punkt 3.a og 3.b til fordel for
optionsindehaver, hvorefter optionsindehaver, uanset ansættelsesforholdets
ophør, alligevel skal være berettiget til helt eller delvist at beholde og
udnytte sin tegningsoption. 
Endvidere skal § 3 C punkt 4 (sidste pind) om regulering i tilfælde af
ekstraordinært stort udbytte ikke finde anvendelse på de heri omhandlede
tegningsoptioner.” 

*****

De i § 3 C fastlagte vilkår med de i § 3 K angivne tilpasninger kan herefter
sammenfattes som følger: 
1.    Optionsindehaver gør en tegningsoption gældende (udnytter
tegningsoptionen) ved skriftlig meddelelse herom til selskabets kontor indenfor
en udnyttelsesperiode. Selskabet bekræfter modtagelsen af meddelelsen over for
optionsindehaver. Indbetaling skal foretages kontant til Selskabet samtidig med
indskrivning på tegningsliste og inden 14 dage efter, at Selskabets bekræftelse
er fremsendt til optionsindehaver. 
2.    En tegningsoption er personlig og kan i intet tilfælde gøres til genstand
for overdragelse eller overgang, heller ikke i forbindelse med bodeling, og kan
ikke pantsættes eller på anden måde tjene til fyldestgørelse af
optionsindehavers kreditorer. 
3.a   Hvis optionsindehavers ansættelsesforhold ophører inden den 1. januar
2011 på grund af optionsindehavers egen opsigelse bortfalder optionsindehavers
ret til at udnytte sin tegningsoption i sin helhed uden varsel og uden
kompensation. Hvis optionsindehaver opsiger ansættelsesforholdet på grund af
grov misligholdelse fra arbejdsgiverselskabets side, skal pkt. 3.b dog finde
tilsvarende anvendelse. 
3.b   Hvis optionsindehavers ansættelsesforhold ophører inden den 1. januar
2011 på grund af arbejdsgiverselskabets opsigelse eller i øvrigt efter den 1.
januar 2011, bevarer optionsindehaver retten til fuldt ud at udnytte sin
tegningsoption i henhold til de heri indeholdte bestemmelser. Hvis
arbejdsgiverselskabets opsigelse skyldes optionsindehavers misligholdelse af
ansættelsesforholdet, herunder i tilfælde af berettiget bortvisning, skal pkt.
3.a dog finde tilsvarende anvendelse. 
3.c   De i punkt 3.b indeholdte regler skal finde tilsvarende anvendelse,
såfremt ansættelsesforholdets ophør inden den 1. januar 2011 skyldes (i)
alderspension, (ii) varig nedsættelse af optionsindehavers generelle
erhvervsevne af helbredsmæssige årsager (dvs. fysisk eller psykisk invaliditet)
med to-tredjedele (2/3) eller mere, eller (iii) optionsindehavers død. 
3.d   Selskabets bestyrelse kan i særlige tilfælde efter bestyrelsens skøn
beslutte at fravige reglerne i punkt 3.a og 3.b til fordel for
optionsindehaver, hvorefter optionsindehaver, uanset ansættelsesforholdets
ophør, alligevel skal være berettiget til helt eller delvist at beholde og
udnytte sin tegningsoption. 
4.    Såfremt der inden en tegningsoptions udnyttelse gennemføres en eller
flere af følgende kapitalændringer, skal tegningsoptionsindehaverne ved
udnyttelsen af tegningsoptioner kompenseres i relation til det antal aktier,
der kan tegnes i henhold til tegningsoptionerne, og/eller tegningskursen for
aktierne, således at optionsindehaver i økonomisk henseende og i relation til
aktieandel (nedrundet) stilles som om optionen var udnyttet umiddelbart forud
for den pågældende beslutnings gennemførelse: 
•	Kapitalforhøjelse ved fondsaktieemission. 
•	Kapitalforhøjelse, hvorved aktier kan tegnes til en kurs, der er mere end 10%
lavere end markedsværdien på tegningstidspunktet (jf. dog pkt. 6 ndf.). 
•	Udstedelse af tegningsoptioner, konvertible gældsbreve eller lignende,
hvorved aktier kan tegnes til en kurs, der er mere end 10% lavere end
markedsværdien på udstedelsestidspunktet (jf. dog pkt. 6 ndf.). Der skal ikke
ske regulering ved efterfølgende udnyttelse/konvertering. 
•	Kapitalnedsættelse, hvor der sker udbetaling til eksisterende aktionærer af
beløb, der overstiger pågældende aktiers markedsværdi med mere end 10% på
tidspunktet for kapitalnedsættelsens beslutning. 
•	Kapitalnedsættelse til dækning af underskud. 
5.    De i punkt 4 nævnte forhold administreres af selskabets bestyrelse, som
træffer endelig og bindende beslutning om gennemførelse og beregning af
eventuel justering af tegningsoptionerne, herunder i forhold til tegningskurs
og aktieandel. 
6.   Følgende forhold skal uanset punkt 4 og uanset tegningskurs ikke medføre
regulering: 
•	Udstedelse samt efterfølgende udnyttelse/konvertering af tegningsoptioner,
konvertible gældsbreve eller lignende til selskabets eller et datterselskabs
medarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer. 
•	Kapitalforhøjelse ved tegning af nye aktier, herunder medarbejderaktier, uden
fortegningsret for selskabets aktionærer. 
7.    Såfremt der, inden tegningsoptionernes udnyttelse, 
i.	træffes beslutning om opløsning af selskabet, herunder ved fusion eller
spaltning hvor selskabet ophører med at eksistere, 
ii.	træffes beslutning om afnotering af selskabets aktier på Den Nordiske Børs,
eller 
iii.	såfremt en aktionær i fællesskab med selskabets bestyrelse beslutter, at
de øvrige aktionærer i selskabet skal lade deres aktier indløse af aktionæren,
jf. aktieselskabslovens § 20 b, 
skal selskabet inden sådan beslutnings gennemførelse give indehaverne af
tegningsoptioner mulighed for at udnytte deres tegningsoptioner til tegning af
nye aktier i selskabet. Tegningskursen fastsættes til tegningskursen gældende
for den nærmestliggende udnyttelsesperiode. Indehaverne af tegningsoptioner får
herefter af selskabet en frist på 4 uger til over for selskabet skriftligt at
meddele, om tegningsoptionerne ønskes udnyttet. Efter udløbet af denne periode,
udløber de tegningsoptioner, hvorom der ikke er givet meddelelse om udnyttelse,
automatisk, uden varsel og kompensation. 
8.    Såfremt der, inden tegningsoptionernes udnyttelse, afgives offentligt
købstilbud på selskabets aktier - enten frivilligt eller tvangsmæssigt,
hvorefter én aktionær direkte eller indirekte erhverver mere end 2/3 af
selskabets nominelle aktiekapital, skal selskabet give indehaverne af
tegningsoptioner mulighed for at udnytte deres tegningsoptioner til tegning af
nye aktier i selskabet. Indehaverne af tegningsoptioner får herefter af
selskabet en frist på 4 uger til over for selskabet skriftligt at meddele, om
tegningsoptionerne ønskes udnyttet. Tegningskursen fastsættes til
tegningskursen gældende for den nærmestliggende udnyttelsesperiode. Indehaverne
har ret men ikke pligt til at udnytte tegningsoptionerne, og tegningsoptioner
som ikke udnyttes inden ovennævnte periodes udløb fortsætter uændrede og kan
udnyttes til senere tegning af aktier indenfor de ordinære udnyttelsesperioder.
I tilfælde af at punkt 7 og 8 finder samtidig anvendelse, skal punkt 7 have
forrang. 
9.   Beslutning om andre af selskabets forhold end de ovenfor i punkt 4-8
nævnte skal ikke påvirke vilkårene for tegningsoptionernes udøvelse. 
NKT/3. januar 2008
GlobeNewswire