Opdatering af resultatforventninger for 2008


NASDAQ OMX København 
Nikolaj Plads 6 
1007 København K  


Den 6. februar 2009
Meddelelse nr. 4

Opdatering af resultatforventninger for 2008
Som varslet i fondsbørsmeddelelse nr. 22 af 18. december 2008 følger nedenfor
opdaterede resultatforventninger samt oplysninger om yderligere
restruktureringstiltag. 

Vi kan nu bekræfte, at der såvel for koncernen som helhed som for de enkelte
forretningsområder fortsat forventes et resultat for 2008 som er i
overensstemmelse med de senest offentliggjorte niveauer. Det vil sige, at det
samlede koncernresultat før skat og efter restruktureringsomkostninger fortsat
vurderes at ligge i underkanten af 600 mDKK. 

Likviditetsudviklingen i årets sidste måneder har ligeledes fulgt de lagte
planer, og den nettorentebæ-rende gæld ultimo 2008 forventes at ligge i
underkanten af 2,3 mia. DKK. 

Udarbejdelse af årsrapporten for 2008 og revisionen heraf er igangværende. Den
endelige revide-rede årsrapport for 2008, inklusive resultatforventninger for
2009, bliver offentliggjort den 5. marts 2009. 

Ændret praksis for offentliggørelse af resultatforventninger
I de seneste år har NKT koncernen offentliggjort detaljerede
resultatforventninger - dels på koncern-niveau og dels for de enkelte
forretningsområder. Så længe de makroøkonomiske og finansielle mar-kedsforhold
er så usikre og volatile, som det er tilfældet i øjeblikket, har vi vurderet,
at denne praksis ikke er hensigtsmæssig. Derfor vil resultatforventningerne for
2009, når de bliver offentliggjort den 5. marts 2009, være mindre detaljerede.
Udmeldingerne for 2009 vil stadig indeholde en fyldestgørende beskrivelse af
forudsætninger og usikre faktorer, som er lagt til grund for vurderingen.
Ligeledes vil årsrapporten indeholde en omfattende risikobeskrivelse af hvert
forretningsområde. 

Det skal understreges, at den fremadrettede rapportering af realiserede
resultater ikke vil blive påvir-ket af den ændrede praksis. Det er fortsat
vores hensigt at give investorer og andre regnskabsbrugere detaljeret indsigt i
NKT koncernen. 

Likviditetsberedskab
NKTs delårsrapport for 3. kvartal, offentliggjort den 24. november 2008,
indeholdt en deltaljeret beskrivelse af koncernens kapitalstruktur og
likviditetsberedskab. Det fremgår heraf, at likviditetsberedskabet er fuldt
tilstrækkeligt. 

For yderligere at styrke koncernens likviditetsberedskab har ledelsen arbejdet
med optagelse af real-kreditfinansiering med lang løbetid, som relaterer sig
til NKT Cables' nye fabrik i Køln. Der er primo februar måned modtaget bindende
lånetilsagn, som yderligere vil forstærke koncernens likviditetsbe-redskab med
500 mDKK. 

Strukturelle initiativer
I takt med de ændrede markedsforhold har NKT Cables og Nilfisk-Advance siden
august 2008 igangsat en række strukturelle initiativer og tilpasningstiltag. 

NKT Cables har - som tidligere offentliggjort - reduceret sin organisation
inden for produktion og salg af lavspændingskabler med 300 stillinger, svarende
til i niveauet 10 % af den samlede medarbejderstab. Endvidere er der gennemført
en mindre sanering af produktudbuddet til dette kundesegment. Dette har medført
restruktureringsomkostninger på 75 mDKK. Beløbet er indeholdt i ovennævnte
resultatforventninger til 2008. 

Ved offentliggørelsen af resultatforventningerne for 2009 vil der ikke være
indeholdt yderligere tilpasningstiltag vedrørende NKT Cables. Såfremt
markedsvilkårene måtte blive yderligere forringet, vil supplerende tiltag
imidlertid blive igangsat, og der vil blive orienteret herom. 

Nilfisk-Advance har ligeledes gennemført en organisationstilpasning i efteråret
med sigte på at reducere organisationen med 300 medarbejdere til 4.900 ansatte
ved udgangen af 2008. Endvidere er der - som tidligere offentliggjort -
gennemført en række strukturelle tiltag. Dette har udløst
restruktureringsomkostninger på 50 mDKK. Beløbet er indeholdt i ovennævnte
resultatforventninger til 2008. 

Ved offentliggørelsen af NKT koncernens resultatforventninger for 2009 vil der
være indeholdt om-kostninger til strukturelle initiativer i Nilfisk-Advance i
niveauet 150 mDKK, hvoraf 25 mDKK vedrører de i 2008 igangsatte aktiviteter og
125 mDKK vedrører nye aktiviteter. Initiativerne omfatter yderligere
organisationstilpasninger, hvorved antallet af medarbejdere reduceres til
niveauet 4.700 ansatte. Endvidere er en række planer for konsolidering af
produktionen fremrykket. Planerne medfører yderligere flytning af produktion
fra højtlønslande til lavtlønslande, og omfatter bl.a. yderligere udbygning af
produktionsenheder i lavomkostningslande. Som en del af planerne igangsættes
ligeledes globale tilpasninger i infrastrukturen inden for lager og logistik.
Reduktionen af medarbejdere til niveauet 4.700 ansatte forventes at medføre en
resultatforbedring i 2009 i niveauet 90 mDKK, hvorimod de igangsatte
strukturelle initiativer først forventes at påvirke ind-tjeningen positivt fra
og med 2010. 

De omtalte strukturelle initiativer har alle til hensigt fremadrettet at sikre
og styrke NKT koncernens forretningssegmenter. En fastholdelse af niveauet for
investeringer i produktudvikling er et væsentligt element heri, som indtil
videre fastholdes på et uændret aktivitetsniveau 

Kontakt
De er velkommen til at kontakte undertegnede på telefon 4348 2000, såfremt De
måtte have spørgsmål til ovenstående. 

Med venlig hilsen
NKT Holding A/S
Thomas Hofman-Bang
Administrerende direktør

Attachments

opdatering_af_resultatforventninger_for_2008dk_4.pdf