1. kvartal 2009: Jobindex får god start på 2009 trods krise på jobmarkedet


Jobindex mærker nu for alvor krisen på jobmarkedet, men Danmarks største
jobdatabase er klar til at håndtere udfordringerne - og på lang sigt forventes
det at krisen vil blive en fordel for Jobindex, fordi jobannoncerne flytter fra
aviserne til internettet. 

Nedgangen forsatte i 1. kvartal
Antallet af samtlige danske jobannoncer på internettet faldt med 25% i 1.
kvartal fra ca. 20.000 i december til 15.000 i marts måned, og er dermed på et
år faldet med i alt 55%. Ingen jobmedier er gået ram forbi - heller ikke
Danmarks største jobdatabase Jobindex. 

Nettoomsætningen blev på 21,6 mio. kr. i 1. kvartal, hvilket er et fald på 32%
i forhold til 1. kvartal 2008. Men på trods af krisen på jobmarkedet leverer
Jobindex et overskud før skat på 6,6 mio. kr., selv efter udgifter på ca. 2
mio. kr. til løn til fritstillede medarbejdere. Jobindex bevarer dermed sin
position som et af Danmarks mest profitable IT-selskaber. 

Krisen kan styrke Jobindex
Erfaringerne viser, at kunderne i nedgangstider koncentrerer sig om de største
og mest stabile udbydere, og derfor kan Jobindex komme til at stå styrket, når
markedet vender, ligesom Jobindex kom bedst ud af den sidste krise i 2001-03. 

”Der er ingen tvivl om, at 2009 bliver et hårdt år for rekrutteringsbranchen,
men det bliver hårdere for de andre jobdatabaser end for Jobindex, og det
bliver endnu hårdere for aviserne. Jobindex er den største jobdatabase i
Danmark med alle de fordele, som det giver. Derfor er vi stadig meget
optimistiske for fremtiden, og jeg er sikker på, at Jobindex vil komme styrket
ud af krisen, når markedet vender” slutter Kaare Danielsen. 

Aktietilbagekøbsprogram
I forbindelse med offentliggørelse af kvartalsrapporten indleder Jobindex i dag
et aktietilbagekøbsprogram. Formålet med tilbagekøbsprogrammet er at give penge
tilbage til aktionærerne og give aktionærerne i Jobindex mulighed for at sælge
deres aktier, idet der normalt ikke er så stor omsætning i aktien. Som led i
aktietilbagekøbsprogrammet tilbagekøber Jobindex 103.100 stk. aktier. De
100.000 stk. aktier vil blive brugt til at nedbringe aktiekapitalen i Jobindex,
mens de øvrige 3100 stk. aktier vil blive uddelt som skattefrie
medarbejderaktier til medarbejderne. 

Vedlagt: 
Kvartalsrapport 1. kvartal 2009 for Jobindex A/S 

Yderligere oplysninger:
Direktør Kaare Danielsen
Telefon 38323360 / 20735010

Attachments

kvartalsrapport 1. kvartal 2009.pdf