Jobindex køber Chefsjobb.se og forstærker sin position på det svenske marked


Synergi på det svenske jobmarked
Den svenske jobdatabase for ledere - Chefsjobb.se - får ny ejer. Med købet
styrker Jobindex sin position i Sverige, hvor Jobindex er på markedet med
jobdatabasen Jobbsafari.se. Det betyder, at en række nye svenske kunder nu får
mulighed for at annoncere på Jobbsafari, da Chefsjobb-annoncerne også vil være
synlige her. I sidste ende betyder købet, at svenske ledere og chefer får
lettere ved at finde job. 

Rickard Linetti: ”Sammen kan vi mere”
Rickard Linetti, der grundlagde Chefsjobb, har mange års erfaring med
internetrekruttering. I 1996 lancerede han Sveriges første jobdatabase -
Karriärguiden - der blev købt af den internationale jobdatabase StepStone i
1997. Linetti forlod StepStone i 1999 for at arbejde med projekter inden for
internetrekruttering, inden han i 2005 grundlagde Chefsjobb.se. Nu glæder han
sig til det nye samarbejde: ”Jobbsafari har en masse brugere og vi har
kunderne, så jeg er overbevist om, at vi sammen kan opnå meget mere end hver
for sig”. 

To internet-pionerer går sammen
Direktør for Jobindex, Kaare Danielsen, glæder sig også: ”Jeg synes det er
rigtigt spændende at stifteren af den første jobdatabase i Sverige og stifteren
af den første jobdatabase i Danmark nu går sammen om at få succes på det
svenske marked”, siger Kaare Danielsen. 

Rickard Linetti følger med over til Jobindex sammen med Camilla Sandblom, en af
skaberne af Chefsjobb.se, der har været med fra starten. 

Købsprisen på Chefsjobb er ikke offentliggjort. Købet forventes ikke at påvirke
2009-regnskabet for Jobindex væsentligt. 


Yderligere oplysninger: 

Kaare Danielsen, Jobindex A/S
Holger Danskes Vej 91, 2000 Frederiksberg
Mobil: +45 20 73 50 10, E-mail: kaare@jobindex.dk

Richard Linetti, Chefsjobb.se 
Jörgen Ankersgatan 20, 211 45 Malmö
Mobil: +46 732 010130, E-mail: richard.linetti@chefsjobb.se

Attachments

jobindex kber chefsjobb.pdf