Fremgang på jobmarkedet aflyst indtil videre - fladt jobmarked får Jobindex til at nedjustere


Jobindex nedjusterer forventninger, fordi den ventede stigning på jobmarkedet
udebliver. ”Som så mange andre havde vi forventet, at der efter sommerferien
ville ske en forbedring af jobmarkedet og dermed en mindre stigning i omfanget
af jobannoncer. Men det er ikke sket”, siger Kaare Danielsen, direktør for
Jobindex. 

Jobindex har fortsat en svagt stigende markedsandel - 32% i første halvår 2009
i følge FDIM - men ikke nok til at modvirke nedgangen på markedet. Antallet af
jobannoncer på internettet har siden marts måned i år ligget på ca. 15.000
jobannoncer om måneden mod ca. 35.000 da det toppede for halvandet år siden, og
der er ikke tegn på at antallet vil stige foreløbig. 

”Vi må væbne os med tålmodighed lidt endnu”, siger Kaare Danielsen, der oplyser
at Jobindex som følge af det flade jobmarked nedjusterer sine forventninger til
regnskabsåret 2009 til en nettoomsætning på 70 mio. kr. (mod tidligere
forventet 80 mio. kr.) og et overskud før skat på 15 mio. kr. (mod tidligere
forventet 20 mio. kr.). 

”Det vil dog stadig være et pænt resultat, som vi under de nuværende
omstændigheder finder fuldt tilfredsstillende, især fordi vores markedsposition
samtidig styrkes”, siger Kaare Danielsen. 

Jobindex har i 3. kvartal 2009 haft en nettoomsætning på 15 mio. kr. og et
overskud før skat på 3 mio. kr. I årets første 9 måneder har Jobindex haft en
nettoomsætning på 53 mio. kr. (mod 93 mio. kr. i samme periode 2008) og et
overskud før skat på 13 mio. kr. (mod 38 mio. kr. i samme periode året før). 

For 2010 forventes en omsætning og overskud på nogenlunde samme niveau som i
2009. De mere præcise forventninger vil blive offentliggjort sammen med
kvartalsrapporten for 4. kvartal. 


Yderligere oplysninger: 

Kaare Danielsen, Jobindex A/S
Holger Danskes Vej 91, 2000 Frederiksberg
Telefon: 3832 3360, E-mail: kaare@jobindex.dk

Morten Kristensen, Advizer A/S
Dalgas Avenue 48, 8000 Århus C
Telefon: 7022 5033, E-mail: mmk@advizer.dk

Attachments

jobindex nedjusterer.pdf