Boligsitet Findbolig.nu oplever ingen problemer med falske udlejere og lejemål


Hellerup, 2011-04-11 09:19 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Der er for mange eksempler på falske udlejere og falske lejemål, hvor boligsøgende franarres penge og håbet om en ny bolig. Dan Ejendomme as, der har udviklet boligsitet Findbolig.nu, forsøger bevidst at undgå falske udlejere og lejemål og har haft stor succes med det.

 ”Det er en klar målsætning, at de boligsøgende gratis og trygt kan se, at lejlighederne på vores hjemmeside virkelig eksisterer, ligesom udlejer er synlig for den boligsøgende med navn og logo. Derved kan den boligsøgende ”vælge” sin udlejer, som på Findbolig.nu hovedsageligt er professionelle udlejere, ejendomsadministrationsselskaber og ejendomsmæglere”, siger afdelingsdirektør Iben Koch, Dan-Ejendomme as.

 ”Baggrunden for, at vi i 2010 lancerede Findbolig.nu var, at vi kunne se, at de forhold, der herskede på diverse boligportaler, var helt horrible. Der er trods alt tale om mennesker, som blot søger efter et sted at bo, og det kan være udfordrende nok i sig selv. Derfor besluttede vi, at det skulle være slut med utryghed i lejeboligmarkedet”, siger Iben Koch.

 ”Konkret gør vi det ved, at der på Findbolig.nu tjekkes for, at udlejer faktisk eksisterer, og at lejligheden reelt er til udlejning. Derudover har vi på sitet en ”whistle blower”-funktion, hvor de boligsøgende kan anmelde en lejlighed, hvis de finder den mistænkelig. Og vi må sige, at ordningen har en effekt, for i hele 2010 har vi kun haft to anmeldte mistanker, og vi har trods alt mere end 1 mio. besøgende på et år”.