162 -Lastas - Afholdelse af generalforsamling


J.nr. 243859/KTO/MV

 

 

 

 

 

 

 

Protokollat

Ordinær generalforsamling

 

 

 

DATO:                 29. april 2013 kl. 15.00

 

SELSKAB:            Lastas A/S

 

STED:                  Energivej 35, 8722 Hedensted

 

DAGSORDEN:                    

  1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.
  2. Fremlæggelse af resultatopgørelse og status med revisionspåtegning og årsberetning til godkendelse.
  3. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab.
  4. Redegørelse om selskabets økonomiske stilling.
  5. Behandling af evt. forslag fra bestyrelsen eller aktionærer:
    1. Bestyrelsens forslag om, at bestyrelsen bemyndiges til i en periode på 18 måneder fra datoen for generalforsamlingens afholdelse i overensstemmelse med reglerne i Selskabslovens § 198, at opkøbe nom. kr. 2.063.908 selskabets egne kapitalandele til en pris der modsvarer børskursen på erhvervelsestidspunktet.
  6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.   
  7. Valg af revision.
  8. Eventuelt.

 

Bestyrelsens formand, Carl Erik Skovgaard Sørensen bød velkommen til de fremmødte og oplyste, at bestyrelsen udpegede advokat Morten Brehm Jensen som dirigent.

 

Dirigenten takkede for valget og konstaterede herefter, at kapitalejere med 3.959.119 stemmer, ud af i alt 4.698.142 stemmer, var repræsenteret på generalforsamlingen.

 

Dirigenten konstaterede endvidere at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig med hensyn til dagsordenens punkter ved indkaldelse den 5. april 2013.

 

Ingen protesterede mod generalforsamlingens lovlighed.

Dagsordenens punkt 1-4 blev behandlet samlet.

 

Ad dagsordenens pkt. 1

 

Bestyrelsens formand, Carl Erik Skovgaard Sørensen aflagde beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.

 

Erik Madsen, EVM A/S stillede en række spørgsmål:

  • Hvad er der sket siden seneste generalforsamling - hvorfor er resultatet forværret? Bestyrelsen mente ikke, at resultatet var forværret i forhold til det i november oplyste.
  • Hvordan fordeler resultatet sig på nedskrivning sig på ejendom og tab på drift? Bestyrelsen redegjorde herfor i hovedtræk.
  • Påtænkes opkøb af egne aktier? Bestyrelsen oplyste, at der ikke var aktuelle planer herom.
  • Hvor meget dyrere er kreditter blevet. Bestyrelsen oplyste overordnet, at de ikke var blevet voldsomt dyrere.

 

Preben Liljeroth stillede en række spørgsmål:

  • Hvad er baggrunden for den kraftige udvikling i lønomkostninger? Bestyrelsen oplyste, at tallet dækker over andre udgifter, og at besparelse på lønomkostninger først har effekt i 2013.
  • Baggrunden for aldersfordeling på ikke nedskrevne tilgodehavender over 12 måneder? Bestyrelsen oplyste, at debitorerne er blevet langsommere til at betale, men at bestyrelsen gør hvad den finder rigtigst i sine bestræbelser på at få pengene hjem.
  • Note 19 i regnskabet – Er der en risiko i de stigende leasing forpligtelser? Regnskabschef Per Godsk Stelmach: Ja, men der er afsat et beløb i til at imødegå denne risiko.

 

Beretningen blev herefter taget til efterretning af generalforsamlingen.

 

Ad dagsordenens pkt. 2

 

Regnskabschef Per Godsk Stelmach gennemgik herefter selskabets årsrapport for 2012 med revisionspåtegning.

 

Dirigenten forespurgte, om nogen ønskede ordet:

 

Niels Dahl Sørensen, Investcos Holding A/S, oplyste følgende:

Med baggrund i møde afholdt i Jyske Bank, Horsens 10. april 2013 med deltagelse af bankdirektører fra Jyske Bank, der som ordfører for Lastas’ bankforbindelse udtalt følgende:

  • Bankerne har ikke på nuværende tidspunkt opsagt den indgåede bankaftale,
  • Bankerne vil indtil videre stille nødvendig likviditet til rådighed iflg. korttids likviditetsbudget,
  • Bankerne ville initiere salg af dele af Lastas koncernen i samarbejde med uvildige rådgivere.

 

På den baggrund stemmes ja til regnskabet, idet hovedaktionæren Investcos ikke vil stille sig hindrende i vejen for Lastas og bankerne initiativer.

 

Årsrapporten blev efter herefter enstemmigt godkendt af generalforsamlingen.

 

Ad dagsordenens pkt. 3

 

Bestyrelsen foreslog at selskabets negative årsresultat for moderselskabet på kr. -180.132.000 overførtes til overført resultat.

 

Generalforsamlingen godkendte enstemmigt bestyrelsens forslag om at overføre årets negative resultat til overført resultat.

 

Ad dagsordenens pkt. 4

 

Redegørelse om selskabets økonomiske stilling. Selskabslovens § 119.

 

Bestyrelsesformanden oplyste,

 

At                   selskabets resultat ikke havde været tilfredsstillende,

At                   det kunne komme på tale at frasælge datterselskaber eller aktiviteter, herunder selskabets goodwill og navn,

AT                  selskabets bankforbindelser havde stillet krav om iværksættelse af en sådan salgsproces, med henblik på at afsøge mulighederne herfor, og at bankerne står for processen,

At                   der under alle omstændigheder kun kunne forventes dækning til selskabets banker, men ingen dividende til aktionærerne,

At                   bestyrelsen ønskede en vejledende tilkendegivelse fra forsamlingen, om man var indforstået med at godkende en navneændring, hvis selskabets navn blev frasolgt.

 

Erik Madsen, EVM A/S forespurgte:

  • Hvorfor ønsker bankerne et salg? Hvor vil vi være om 1 års tid? Bestyrelsesformanden oplyste, at selskabet har en bankaftale, som det likviditetsmæssigt er afhængigt af. Et scenarie kan være, at dette forsætter. Et andet scenarie kan være, at selskabet må sælge al drift. Men det er bankerne, som driver salgsprocessen. Det kan komme til at gå hurtigt, men der kan også gå længere tid.

 

Generalforsamlingens tilsluttede sig herefter enstemmigt bestyrelsens redegørelse, og tilkendegav herunder enstemmigt accept af en navneændring på selskabet i forbindelse et eventuelt salg af aktivitet.

 

Dirigenten oplyste, at der ikke kunne stilles forslag om eller vedtages en navneændring i selskabet på den foreliggende generalforsamling, da det lå ud over den foreliggende dagsorden, hvorfor generalforsamlingens godkendelse heraf ikke kunne anses for en gyldig generalforsamlingsbeslutning. Bestyrelsen og generalforsamlingen tog dette til efterretning

 

Ad dagsordenens pkt. 5

 

Dirigenten gennemgik forslaget om at give selskabets bestyrelse bemyndigelse til at opkøbe egne kapitalandele.

 

Forslaget blev herefter enstemmigt vedtaget af generalforsamlingen.

 

Ad dagsordenens pkt. 6

 

Valg af medlemmer til bestyrelsen.

 

Bestyrelsen blev enstemmigt genvalgt.

 

Ad dagsordenens pkt. 7

 

Bestyrelsen foreslog KPMG Statsautoriseret Revisionsaktieselskab valgt som selskabets revisor.

 

KPMG Statsautoriseret Revisionsaktieselskab blev enstemmigt genvalgt som revisor.

 

Ad dagsordenens pkt. 8

 

Dirigenten konstaterede herefter, at dagsordenen var udtømt, hvorpå generalforsamlingen blev hævet.

 

Bestyrelsesformand Carl Erik Skovgaard Sørensen takkede kapitalejerne for fremmødet.

 

Som dirigent:

 

________________________

Morten Brehm Jensen

 

 

 

 

 


Attachments

162 -Lastas - Afholdelse af generalforsamling.pdf