1. kvartal 2013: Jobindex vokser og satser på vækst


Det går fortsat godt for Jobindex. Nettoomsætningen i 1. kvartal 2013 blev på 30 mio. kr., og overskuddet før renter og skat blev på 8 mio. kr., hvilket er på linje med forventningerne om en nettoomsætning på 120 mio. kr. og et overskud før renter på 30 mio. kr. for hele 2013.

Jobindex har udvidet antallet af medarbejdere og investeret i en række tiltag, der gerne skal give lidt mere vækst på lidt længere sigt. Det drejer sig bl.a. om nye rekrutteringsprodukter, udvidelse af New Business afdelingen, der opdyrker små nye kunder, og en øget satsning i Sverige og Norge. Organisationen udgjorde ved udgangen af april måned i alt 100 medarbejdere omregnet til fuld tid.

Jobindex blev optaget til handel på First North den 29. juni 2007. Jobindex steg den første dag til kurs 570 kr., men Jobindex blev ramt af finanskrisen, og ved årsskiftet 2010/11 lå Jobindex på kurs 232. Siden er aktiekursen steget til kurs 425, og hvis man medregner de tre gange 30 kr. i udbytte pr. aktie svarer det til en kursstigning på 120%, hvilket gør Jobindex til en af de bedste danske aktier i perioden. Aktien ligger nu kun 10% under kursen på 570 kr. i 2007, hvis man medregner aktieudbyttet.

         Administrende direktør Kaare Danielsen, Jobindex A/S, tlf: 38323360, kaare@jobindex.dk
         Godkendt rådgiver Jakob Tolstrup Kristensen, Advizer K/S, tlf: 70225033, jtk@advizer.dk


Attachments

Kvartalsrapport 1. kvartal 2013 v2.pdf