Selskabsmeddelelse 4/2016 - Scandinavian Tobacco Group fastsætter kursen til DKK 100 pr. udbudt aktie i forbindelse med Selskabets børsnotering


SELSKABSMEDDELELSE
Nr. 4/2016

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, DISTRIBUERES ELLER UDLEVERES - HVERKEN DIREKTE ELLER INDIREKTE - I ELLER TIL USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN

Denne meddelelse udgør ikke et prospekt, og intet i denne meddelelse indeholder et udbud af værdipapirer. Ingen bør købe eller tegne værdipapirer i Scandinavian Tobacco Group A/S ("STG" eller "Selskabet"), medmindre dette sker på grundlag af oplysninger i det prospekt, der er offentliggjort af STG i forbindelse med udbuddet og optagelse af værdipapirerne til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S ("Nasdaq Copenhagen").

København, 10. februar 2016

Scandinavian Tobacco Group fastsætter kursen
til DKK 100 pr. udbudt aktie i forbindelse med
Selskabets børsnotering

STG offentliggør i dag resultatet af Selskabets børsnotering og den endelige udbudskurs på DKK 100 pr. aktie. STG's aktier forventes optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen den 10. februar 2016 under symbolet "STG".

Jørgen Tandrup, formand for bestyrelsen i Scandinavian Tobacco Group, udtaler:
"Vi har oplevet stor interesse for selskabet fra både danske og udenlandske investorer. Vi er glade for den positive feedback, som vi har fået, og tilfredse med den endelig udbudskurs. Set i lyset af de nuværende volatile finansielle markeder ser vi det som en tillidserklæring og tro på, at vi kan levere solide resultater. Som repræsentant for aktionærerne vil jeg gerne byde alle de nye ejere af Scandinavian Tobacco Group velkommen."

Niels Frederiksen, Scandinavian Tobacco Groups CEO, udtaler:
"Børsnoteringen markerer starten på en ny æra for Scandinavian Tobacco Group, og jeg vil gerne takke alle de nye aktionærer for den interesse og tillid, som de har vist os. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke vore mange dygtige medarbejdere, som har arbejdet hårdt på at få dette til at ske. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at indfri vores løfter og ambitiøse planer."

  • Endelig udbudskurs er fastsat til DKK 100 pr. aktie
  • Den endelige udbudskurs giver STG en markedsværdi på DKK 10.000 mio.
  • 17.800.000 aktier sælges af Skandinavisk Holding II A/S
  • 17.800.000 aktier sælges af Swedish Match Cigars Holding AB
  • Emissionsbankerne ("Managers") har fået tildelt en overallokeringsret på yderligere 4.400.000 aktier, der vil kunne udnyttes helt eller delvist frem til 11. marts 2016
  • Hvis overallokeringsretten ikke udnyttes, vil udbuddet udgøre DKK 3.560 mio., og DKK 4.000 mio. ved fuld udnyttelse af overallokeringsretten
  • Andelen af aktier i fri omsætning (free float), beregnet som andelen af aktier, der ejes af nye investorer efter udbuddet, vil udgøre 35,6%, eller 40,0% hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud
  • Ca. 11.500 nye investorer har fået tildelt aktier i STG i forbindelse med udbuddet
  • Private investorer i Danmark har fået tildelt ca. 10% af de udbudte aktier, og 90% er tildelt til danske og internationale institutionelle investorer
  • Skandinavisk Holding II A/S vil eje 33.200.000 aktier (33,2% af STG's aktiekapital) efter udbuddets gennemførelse og før eventuel udnyttelse af overallokeringsretten. Hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud, vil Skandinavisk Holding II A/S eje 31.000.000 aktier (31,0% af STG's aktiekapital)
  • Swedish Match Cigars Holding AB vil eje 31.200.000 aktier (31,2% af STG's aktiekapital) efter udbuddets gennemførelse og før eventuel udnyttelse af overallokeringsretten. Hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud, vil Swedish Match Cigars Holding AB eje 29.000.000 aktier (29,0% af STG's aktiekapital)
  • For så vidt angår individuelle ordrer på mere end DKK 3 mio., er der sket individuel tildeling fastsat af Skandinavisk Holding II A/S, Swedish Match Cigars Holding AB og STG's bestyrelse i samråd med Joint Global Coordinators.
  • For så vidt angår ordrer fra private investorer til og med DKK 3 mio. er der foretaget matematisk tildeling - og alle aktieantal er blevet nedrundet til nærmeste hele antal aktier som følger:
    • For ordrer op til og med 200 stk. aktier, svarende til DKK 20.000, er der sket fuld tildeling.
    • For ordrer på mere end 200 stk. aktier er der sket tildeling af 200 stk. aktier samt 14% af den resterende ordre.
  • I alt 215.440 aktier svarende til DKK 21,5 mio. er blevet tildelt til medlemmerne af STG's Bestyrelse, Direktionen, Nøglemedarbejderen og visse andre medarbejdere og nye medlemmer af STG's Bestyrelse til udbudskursen

STG's aktier forventes optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen den 10. februar 2016. De udbudte aktier vil blive udstedt i ISIN-kode DK0060696300.

De udbudte aktier forventes at blive leveret omkring den 12. februar 2016 mod kontant betaling i DKK. De udbudte aktier vil blive leveret elektronisk til investorernes konti i VP Securities A/S og gennem Euroclear Bank, S.A./N.A. og Clearstream Banking S.A.

En tidsplan for de vigtigste begivenheder efter udbuddet kan ses nedenfor.

Begivenheder Forventet dato
Første dag for handel med og officiel notering af aktierne på Nasdaq
Copenhagen i den permanente ISIN-kode
10. februar 2016
Gennemførelse af udbuddet, inkl. afregning af udbudte aktier (ekskl.
overallokeringsretten, medmindre denne er udnyttet på dette tidspunkt)
12. februar 2016

J. P. Morgan Securities plc er Lead Global Coordinator, og J. P. Morgan Securities plc er sammen med Deutsche Bank AG, London-filial, og Nordea Markets (division af Nordea Bank Danmark A/S) Joint Global Coordinators og Joint Bookrunners i udbuddet, og Carnegie Investment Bank, filial af Carnegie Investment Bank AB (publ), Sverige, er Co-Lead Manager i udbuddet. FIH Partners A/S fungerer som finansiel rådgiver for STG.


Henvisninger i prospektet til J. P. Morgan Securities Ltd skal være til J. P. Morgen Securities plc.

For yderligere information kontakt venligst:
Forespørgsler fra medier:
Kaspar Bach Habersaat, Director of Group Communications, telefon: +45 7220 7152
eller kaspar.bach@st-group.com.

Forespørgsler fra investorer:
Torben Sand, Head of Investor Relations, telefon: +45 7220 7126
eller torben.sand@st-group.com.

Om Scandinavian Tobacco Group

Scandinavian Tobacco Group A/S er sammen med sine dattervirksomheder ("Koncernen") en af verdens førende producenter af cigarer og traditionel pibetobak. Koncernen fremstiller desuden finskåren tobak og sælger tobaksrelateret tilbehør.

Koncernen fremstiller og sælger 3 mia. cigarer og 5.000 tons pibetobak og finskåren tobak årligt. Scandinavian Tobacco Group vurderer, at det er det eneste selskab i verden, der har et strategisk kernefokus på fremstilling og distribution indenfor alle disse tobakskategorier.

Scandinavian Tobacco Group har en førende position på markedet for maskinfremstillede cigarer i Europa, markedet for håndrullede cigarer i USA, markedet for internet- og katalogbaseret detailsalg af cigarer i USA, markedet for traditionel pibetobak på globalt plan samt på udvalgte markeder for fintskåren tobak.

Med en diversificeret portefølje bestående af mere end 200 varemærker har Scandinavian Tobacco Group et et komplementerende sortiment af etablerede globale og lokale varemærker.

Inden for cigarsegmentet omfatter porteføljen Café Crème, La Paz, Macanudo, CAO, Partagas (USA) og Cohiba (USA). Pibetobaksmærkerne omfatter Captain Black, Erinmore, Borkum Riff og W.Ø. Larsen, mens de førende varemærker inden for finskåren tobak inkluderer Bugler, Break, Escort, Bali Shag og Tiedemanns. 

Koncernen havde pr. 31. december 2015 ca. 8.100 medarbejdere i den Dominikanske Republik, Honduras, Nicaragua, Indonesien, Europa, New Zealand, Australien, Canada og USA.

For yderligere information henvises til www.st-group.com.

Vigtig meddelelse
Kopier af denne meddelelse udarbejdes ikke og må ikke distribueres eller sendes til USA, Canada, Australien eller Japan.

Denne meddelelse udgør ikke et udbud af værdipapirerne til offentligheden i USA. De heri beskrevne værdipapirer må ikke udbydes eller sælges i USA, (1) medmindre de registreres (eller er undtaget fra registrering) i henhold til USA's Securities Act of 1933 med efterfølgende ændringer, og (2) medmindre de udbydes eller sælges af udstederen eller af en forvalter (eller en tilknyttet virksomhed), der er registreret som broker-dealer i henhold til USA's Securities Exchange Act of 1934.   Scandinavian Tobacco Group A/S har ikke til hensigt at registrere nogen del af udbuddet af værdipapirerne i USA eller at gennemføre et offentligt udbud af værdipapirerne i USA.

I enhver EØS-medlemsstat (bortset fra Danmark), som har implementeret Direktiv 2003/71/EF med efterfølgende ændringer (sammen med alle gældende implementeringsforskrifter i medlemslandet benævnt "Prospektdirektivet"), er denne selskabsmeddelelse alene rettet mod og henvendt til kvalificerede investorer i den pågældende medlemsstat som defineret i Prospektdirektivet.

Denne meddelelse udgør ikke et udbud af værdipapirerne til offentligheden i UK. Der hverken er eller vil blive godkendt noget prospekt vedrørende værdipapirerne i UK. Denne meddelelse henvender sig alene til (i) personer uden for UK eller (ii) personer, der er investment professionals som defineret i artikel 19, stk. 5, i UK's Financial Services and Markets Act 2000 (Financial Promotion) Order 2005 ("Bekendtgørelsen"), og (iii) virksomheder med høj nettoformue samt andre personer, der lovligt kan modtage denne meddelelse, og som er omfattet af § 49, stk. 2, (a)-(d), i Bekendtgørelsen (samlet benævnt "Relevante Personer"). De i denne meddelelse beskrevne investeringsaktiviteter vil kun kunne foretages af Relevante Personer. Personer, som ikke er Relevante Personer, bør ikke handle på grundlag af eller i tillid til dette dokument eller dets indhold.

Stabilisering/FCA

Joint Global Coordinators, Joint Bookrunners og Co-Lead Manager og disses tilknyttede virksomheder repræsenterer udelukkende Scandinavian Tobacco Group A/S og de sælgende aktionærer og ingen andre i forbindelse med udbuddet. De anser ikke nogen andre for at være deres respektive klienter i relation til udbuddet, og de er ikke ansvarlige over for andre end Scandinavian Tobacco Group A/S og de sælgende aktionærer for at yde den beskyttelse, der ydes til deres respektive klienter, og de er heller ikke ansvarlige for at yde rådgivning i relation til udbuddet, indholdet af denne meddelelse eller nogen transaktion, aftale eller andet forhold, hvortil der henvises i denne meddelelse.

I forbindelse med udbuddet kan Joint Global Coordinators, Joint Bookrunners og Co-Lead Manager og deres tilknyttede virksomheder som investorer for egen regning købe aktier, og i den egenskab kan de beholde, købe, sælge, tilbyde at sælge eller på anden måde handle for egen regning med sådanne aktier og andre værdipapirer i Scandinavian Tobacco Group A/S eller tilknyttede investeringer i forbindelse med udbuddet eller på anden måde. Enhver henvisning i prospektet til de aktier, der udbydes, købes, placeres eller på anden måde handles med, skal således læses som omfattende ethvert udbud, køb, placering eller handel foretaget af sådanne Joint Global Coordinators og Joint Bookrunners samt Co-Lead Manager og enhver af disses tilknyttede virksomheder, der fungerer som investorer for egen regning. Joint Global Coordinators, Joint Bookrunners og Co-Lead Manager har ikke til hensigt at oplyse omfanget af sådanne investeringer eller transaktioner, ud over hvad der følger af eventuelle lovgivningsmæssige eller tilsynsmæssige oplysningsforpligtelser.

I forbindelse med udbuddet vil Nordea Bank Danmark A/S ("Stabilising Manager")(eller agenter, der optræder på vegne af Stabilising Manager) kunne overallokere værdipapirer eller effektuere transaktioner med henblik på at understøtte markedskursen på værdipapirerne på et højere niveau, end hvad der ellers ville være gældende. Der er dog ingen garanti for, at Stabilising Manager (eller agenter, der optræder på vegne af Stabilising Manager) vil foretage stabiliserende handlinger. En eventuel stabiliserende handling vil tidligst kunne påbegyndes på datoen for påbegyndelse af handel med og officiel notering af værdipapirerne på Nasdaq Copenhagen og vil, hvis påbegyndt, kunne bringes til ophør på et hvilket som helst tidspunkt, men skal slutte senest 30 dage efter datoen for påbegyndelse af handel med og officiel notering af værdipapirerne.

Denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn er udsagn (med undtagelse af udsagn om historiske kendsgerninger) vedrørende fremtidige begivenheder og forventede eller planlagte finansielle og driftsmæssige resultater og kan identificeres ved ord som "har som mål", "vurderer", "forventer", "tilsigter", "agter" "planlægger", "søger", "vil", "vil måske", "ville måske", "forudsætter", "ville", "kunne", "bør", "fortsætter", "anslår" eller lignende udtryk. De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange igen er baseret på yderligere forudsætninger. Selvom Scandinavian Tobacco A/S vurderer, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev opstillet, er de i sagens natur forbundet med betydelige kendte og ukendte risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold, der er vanskelige eller umulige at forudsige, eller som er uden for Selskabets kontrol. Sådanne risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold kan få de faktiske begivenheder til at afvige væsentligt fra de forventninger, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med de fremadrettede udsagn i denne meddelelse.

De oplysninger, udtalelser og fremadrettede udsagn, der er indeholdt i denne meddelelse, gælder kun pr. datoen for denne meddelelse og vil kunne blive ændret uden varsel.


Attachments

Pressemeddelelse (PDF)