Orientering om plan for gennemførelse af afnoteringsproces – med 21. april 2016 som sidste handelsdag


Som oplyst ved selskabsmeddelelse nr. 290 af 24. februar 2016 har Nasdaq Copenhagen A/S (herefter ”Nasdaq”) besluttet at imødekomme Mols-Linien A/S’ (herefter ”Mols-Linien”) anmodning om sletning af selskabets aktier fra handel og officiel notering under forudsætning af, at Mols-Linien sikrer, at der fremsættes et købstilbud på vilkår svarende til det af Polaris Private Equity IV K/S (herefter ”Polaris”) tidligere fremsatte pligtmæssige tilbud, eventuelt ved at Polaris i perioden frem til sletning lægger en stående købsordre i markedet.

Mols-Liniens bestyrelse har i dag modtaget vedhæftede meddelelse fra Polaris om, at Polaris gennem sit kontrollerede selskab Holding af 29. juni 2015 A/S vil opfylde betingelsen i Nasdaqs afgørelse ved at tilbyde at købe de resterende aktier i Mols-Linien ved at lægge en stående købsordre i markedet og dermed skabe grundlaget for, at Mols-Linien kan gennemføre afnoteringen.

Som det fremgår af meddelelsen, vil den stående købsordre blive afgivet umiddelbart efter, at Mols-Linien torsdag den 10. marts 2016 har offentliggjort selskabets årsrapport 2015. Nærmere detaljer om den stående købsordre herunder om, hvorledes aktionærer, der ønsker at sælge deres aktier skal forholde sig, vil blive offentliggjort ved en selskabsmeddelelse torsdag den 10. marts 2016.

Den sidste handelsdag for Mols-Liniens aktier på Nasdaq bliver torsdag den 21. april 2016, hvor Mols-Linien også afholder sin ordinære generalforsamling.

Henvendelse vedrørende denne selskabsmeddelelse kan rettes til:

Bestyrelsesformand Frantz Palludan, tlf.: 33 11 45 45 eller adm. direktør Søren Jespersen, tlf.: 89 52 52 01.

   

Med venlig hilsen

Mols-Linien A/S

 

Frantz Palludan                                      Søren Jespersen

Bestyrelsesformand                              Adm. direktør


Attachments

Fond 291.pdf Bilag 1 - Meddelelse om fremsættelse af stående købsordre - 29. februar 2016.pdf