Delårsrapport: Flügger Koncern 3. kvartal 2016/17


Flügger nettoomsætning:  1.401 mio. kr. – på niveau med samme periode sidste år (1.404 mio. kr.)
-1% i Danmark, 518 mio. kr. (522 mio. kr. sidste år)
-4% i Sverige, 493 mio. kr. (512 mio. kr. sidste år)
+3% i Norge, 203 mio. kr. (196 mio. kr. sidste år)
+8% i Polen, Kina mv., 187 mio. kr. (174 mio. kr. sidste år)

Koncernsalget i forretningsårets første 9 måneder har været præget af vigende efterspørgsel i Danmark (-1%) og Sverige (-4%). I Norge, hvor markedet var hårdt presset i 2015, har udviklingen været positiv (+3%) og +18% i seneste kvartal. Koncernens salg uden for Skandinavien, dvs. primært Polen og Kina, har vist positive vækstrater (+8%).

Indtjeningen de seneste 3 kvartaler:
+51% primært driftsresultat EBIT, 38 mio. kr. (25 mio. kr. sidste år)
+58% resultat før skat, 42 mio. kr. (26 mio. kr. sidste år)
+64% resultat efter skat, 30 mio. kr. (18 mio. kr. sidste år)

Koncernen er med en ny direktion, som tiltrådte i august 2016, i gang med en konsolidering af koncernens sortiment, butiksnet samt optimering af samhandelsbetingelser. Årsomsætningen forventes på niveau med sidste års 1.850 mio. kr., og der forventes et primært driftsresultat i den nedre ende af 40-50 mio. kr. kontra 21 mio. kr. sidste år. Finans netto forventes på niveau  med sidste år, dvs. ca. 2 mio. kr., og til selskabsskat forventes at medgå ca. 24% af resultat før skat. Den igangsatte konsolidering bidrager med positivt cashflow: 156 mio. kr. efter udløb af 3. kvartal, hvorfor det forventes at fortsætte foregående års positive udbyttepolitik (15 kr. pr. 20 kr. aktie) til gavn for selskabets aktionærer.

Jimmi Mortensen udtaler:
”Flügger oplever øget konkurrence især indenfor segment 2, som dækker DIY/byggecentre, mens vi ser positiv udvikling i salget af Flügger-brandede produkter, som er vores primære forretningsområde. Vi arbejder på at styrke konceptet til vores butikker og forhandlere yderligere bl.a. ved at tilbyde en strømlinet produktportefølje og effektive logistikydelser. Vi befinder os fortsat i en oprydningsfase, der bl.a. indbefatter en fortsat konsolidering af vores butiksnet, samt optimering af sortiment, produkter og samhandelsbetingelser. Disse tiltag skal være med til at sikre, at vi styrker indtjeningen på længere sigt. Vi forventer, at den igangværende oprydningsfase vil strække sig over de kommende par år.”


Attachments

2017-03-30 Delårsrapport Flügger koncern 3. kvartal.pdf