FastPassCorp A/S udsender delårsrapport for 1. halvår 2017.


FastPassCorp A/S har i første halvår af 2017 realiseret et overskud efter skat på kr. 63.000 - under resultatet for samme periode 2016. 

Der har været en nedgang i dækningsbidraget sammenlignet med sidste år. Det skyldes i væsentlig grad at omsætningen har en meget højere andel af abonnementsydelser end året før (78% i forhold til 42% i 2016), og en stor del af denne omsætning periodiseres ud til kommende perioder. Den samlede kundefakturering er vokset 7%, som udtryk for en positiv udvikling i periodens aktiviteter. Der er for første gang i selskabets historie udbetalt udbytte med 2 kr per aktie, som naturligvis har påvirket likviditeten

I overensstemmelse med strategien som udtrykt i årsrapporten er der igangsat aktiviteter indenfor produktudvikling og markedsføring som har øget de løbende omkostninger i forhold til tidligere. Vi har nu øget med en medarbejder ekstra i produktudvikling og en ny salgschef for Norden. I henhold til planen er der også anvendt yderligere omkostninger indenfor markedsføring i forhold til tidligere.

Periodens drift har som budgetteret for første halvår resulteret i negativ likviditetspåvirkning. Med en debitor beholdning på knap 2,5 mio er der imidlertid en fortsat sund position inden andet halvår, hvor der traditionelt er en meget stærk likviditet.

Vi vil i 2017 annoncere et nyt modul til FastPass, som vil hjælpe kunderne med at styrke sikkerhed i password behandlingen, ud over hvad vores nuværende løsning kan. Med det trusselsniveau som mange store organisationer ser, så sker der en stor vækst i IT-sikkerhedsbudgetter. Det er vores forventning, at vi kan drage nytte heraf. FastPass vil blive relevant i flere salgssager med den nye funktionalitet, vi vil øge vores konkurrenceevne i forhold til andre selvbetjeningsløsninger, og vi vil kunne øge værdien per ordre. Desuden vil den nye funktionalitet åbne for opsalgs muligheder til nuværende kunder.

Selskabets bestyrelse fastholder forventningen til helåret om omsætningsvækst samt et forbedret resultat efter skat med en fortsat netto positiv likviditet fra driften. Omsætningsforventningen indeholder imidlertid stadig en væsentlig andel af omsætning fra nye kunder og ordrer, og er dermed forbundet med usikkerhed.

Periodens hovedtal fremgår af vedlagte meddelelse.


Attachments

210817 FN7 Meddelelse om halvårsresultat_3.pdf