KORREKTION: Alm. Brand – Delårsrapport for første kvartal 2018  


17. maj 2018
Selskabsmeddelelse nr. 31/2018


Rettelse: I Delårsrapporten for første kvartal 2018 s. 5 dansk udgave fremgår det ved en fejl, at Pensions resultat ikke er tilfredsstillende. Dette er rettet til at resultatet er meget tilfredsstillende og bedre end forventet. Yderligere er der en mindre rettelse i balancen på s. 26. - dansk og engelsk.

Resultatet for årets første kvartal blev et overskud før skat på 223 mio.kr., hvilket er meget tilfredsstillende. Forventningerne til resultatet for 2018 opjusteres med 50 mio.kr. til mellem 500 og 600 mio.kr.

Koncernens resultat for første kvartal blev på trods af modvind på de finansielle markeder bedre end forventet. Derfor opjusterer vi vores forventninger til hele 2018, forklarer adm. direktør i Alm. Brand A/S Sørens Boe Mortensen og fortsætter:


Det er særligt tilfredsstillende, at vi samtidig med de flotte resultater får flere kunder i alle koncernens forretningsben, ligesom de køber mere hos os, understreger han.

Banken udvikler sig positivt, men vi har fortsat et arbejde med at forbedre resultaterne. Integrationen af aktiviteterne fra Saxo Privatbank udvikler sig som planlagt, og vi forventer, at opkøbet allerede fra næste år vil forbedre bankens resultat betydeligt, slutter Søren Boe Mortensen.

  • Forsikring leverede et meget tilfredsstillende resultat på 199 mio.kr. før skat, hvilket er bedre end forventet.

Combined Ratio blev på 83,4 og var positivt påvirket af færre udgifter til vejrlig og storskader, et bedre skadeforløb end forventet samt positive afløbsgevinster.

Præmierne steg 2,0 % i forhold til i samme periode 2017 og er samlet set som forventet. Erhvervssegmentet havde en vækst på 4,1 %, mens bruttopræmierne i privatsegmentet var på niveau med første kvartal 2017. Kundeloyaliteten er fortsat på et højt niveau og viser en stigende tendens.

  • Pensionsaktiviteterne gav et meget tilfredsstillende overskud på 26 mio.kr. før skat, hvilket er bedre end forventet.

    Pensionsindbetalingerne steg med 42 % sammenlignet med samme periode i 2017. De løbende præmier steg 13 %, mens engangsindbetalingerne steg 71 %. Den positive vækst var særligt drevet af en større tilgang af firmapensioner. Udviklingen er tilfredsstillende og afspejler koncernens vækstambitioner.  

    Bonusgraden udgjorde 22,4 i første kvartal 2018 og er på et meget tilfredsstillende niveau. Den høje bonusgrad betyder, at Alm. Brand Pension fortsat kan tilbyde høje og konkurrencedygtige depotrenter til kunderne.

  • Bankens aktiviteter gav et overskud på 13 mio.kr. før skat. Resultatet var negativt påvirket af det turbulente investeringsmarked, som dog blev mere end opvejet af tilbageførsel af nedskrivninger på 20 mio.kr. Resultatet er ikke tilfredsstillende.


Banken har i perioden oplevet stigende aktivitet. Antallet af Pluskunder steg med 7 % i forhold til samme tidspunkt i 2017.  Udlånet udgjorde på 2,8 mia.kr. I forhold til samme tidspunkt sidste år faldt udlånet, hvilket blandt andet skyldtes, at kunderne med lånebehov søger mod realkreditlån.  Porteføljen af formidlede Totalkreditlån steg med 17 % til 9,0 mia.kr. Derudover har Leasing over det sidste år haft en vækst på 11 %, ligesom Finansielle Markeder har fået flere kunder.


Pr 1. april 2018 har koncernen overtaget hovedparten af aktiviteterne i Saxo Privatbank.

Forventninger

  • Forventningerne til årets resultat opjusteres samlet med 50 mio.kr. til et overskud før skat på 500-600 mio.kr. I koncernens samlede forventninger er der taget højde for en negativ effekt på op til 70 mio.kr. ved en eventuel reduktion af VA-tillægget.
     
  • Forventningerne til Forsikring opjusteres med 100 mio.kr. til et overskud på 540 mio.kr., mens forventningerne til Pension opjusteres med 10 mio.kr. til 80 mio.kr. Forventningerne til banken samt øvrige aktiviteter fastholdes.

Webcast og telekonference
Alm. Brand afholder webcast og telekonference torsdag den 17. maj 2018 kl. 9.30.

https://almbrand.eventcdn.net/20180517

Finansanalytikere kan deltage på telefon: danske analytikere: +45 3544 5583, US-analytikere: +1 855 269 2604 og andre internationale analytikere: +44 (0) 203 194 0544.

Kontakt
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til: Adm. direktør Søren Boe Mortensen på tlf.nr. 35 47 79 07 eller kommunikationsdirektør Susanne Biltoft på tlf.nr. 35 47 76 61.

Vedhæftede filer


Attachments

AS 31 2018 - 1. kvartal 2018 - endelig Kvartalsrapport Q1 2018