Alm. Brand - Delårsrapport for 1.-3. kvartal 2018


15. november 2018
Selskabsmeddelelse nr. 68/2018

Alm. Brand – Delårsrapport for 1.-3. kvartal 2018 

Resultatet for årets første tre kvartaler blev et overskud på 640 mio.kr. før skat, hvilket er meget tilfredsstillende. Forventningerne til årets resultat opjusteres fra mellem 600 og 700 mio.kr. til et overskud på mellem 700 og 750 mio.kr.

  • Jeg er særdeles tilfreds med koncernens samlede resultat. Et flot overskud, der overgår vores forventninger og medfører en opjustering af Alm. Brands forventede resultat for hele 2018. En høj og meget tilfredsstillende kundetilgang i alle koncernens forretningsområder, og når vi samtidig har særdeles tilfredse og loyale kunder, så glæder jeg mig virkelig over Alm. Brands udvikling, understreger adm. direktør i Alm. Brand, Søren Boe Mortensen.

  • Vores forsikringsforretning fortsætter med at give gode resultater, samtidig med at vi vokser og får flere kunder. Baggrunden for dette er kundernes stigende loyalitet, der skal ses i sammenhæng med deres høje tilfredshed med at være kunde i Alm. Brand, pointerer Søren Boe Mortensen og fortsætter:

  • Den samme udvikling ser vi i koncernens pensionsaktiviteter, hvor væksten i tredje kvartal blev på 50 %. Det er særligt flere firmaer, der vælger at have deres pensionsordninger hos os, og det er en følge af en målrettet strategi, vi har fulgt over de seneste år.

  • Vores investeringer i flere kunderådgivere og bedre processer forventes at styrke væksten i banken i de kommende år. Banken får stadig flere kunder – både som følge af at nye kunder kommer til og opkøbet af aktiviteterne i det tidligere Saxo Privatbank – men da kunderne samtidig betaler gæld tilbage og omlægger til realkreditlån, så stiger vores udlån ikke i samme takt, forklarer Søren Boe Mortensen.

Resultater for tredje kvartal 2018:

  • Forsikring leverede et meget tilfredsstillende resultat på 205 mio.kr. før skat, hvilket er bedre end forventet.


Combined Ratio blev på 85,4 og er positivt påvirket af færre udgifter til storskader og vejrligsskader end forventet samt afløbsgevinster.

Bruttopræmierne udgjorde 1,3 mia.kr. og steg med 2,7 % i forhold til tredje kvartal 2017. Både privat- og erhvervssegmentet oplevede fremgang på henholdsvis 1,5 % og 4,0 %. Kundeloyaliteten er fortsat på et højt niveau og viser en stigende tendens i begge segmenter. Privatsegmentets loyalitet er nu på det højeste niveau i 10 år.
    

  • Pension leverede et meget tilfredsstillende overskud på 31 mio.kr. før skat, hvilket er bedre end forventet. Resultatet var især positivt påvirket af et godt risiko- og omkostningsresultat. Resultatet er bedre end forventet.


Pensionsindbetalingerne steg med 50 % i forhold til samme periode 2017. De løbende indbetalinger steg med 8 %, mens engangsindbetalingerne steg med 94 %.

Det er især vækst i firmasegmentet, som påvirker væksten positivt. Det skal ses i lyset af en række strategiske initiativer, der inkluderer enklere adgang for kunderne via digitalisering i indtegningsprocessen, lempelse af krav ved afgivelse af helbredserklæringer samt justering af prissætningen på udvalgte produkter.

Bonusgraden udgjorde 21,0 ved udgangen af tredje kvartal 2018. Bonusgradens høje niveau betyder, at Alm. Brand Pension kan tilbyde en af branchens højeste depotrenter på garanterede produkter.

  • Det samlede resultat for banken blev et overskud på 6 mio.kr. før skat i tredje kvartal 2018. Forbedrede konjunkturer bidrog til tilbageførsel af nedskrivninger. Omvendt påvirkede et turbulent investeringsmarked og stigende renter beholdningsresultatet negativt. Resultatet er som forventet, men fortsat ikke tilfredsstillende.  

Bankens udlån udgjorde 4,4 mia.kr. og steg 42 % i forhold til ultimo september 2017, mens den samlede portefølje af Totalkredit-lån steg med 83 % til 15,0 mia.kr. Fremgangen var primært en følge af tilgangen fra Saxo Privatbank-aktiviteterne. Eksklusive denne tilgang steg Totalkredit-lån med 17 %.

Banken oplever fortsat en flot vækst i nyudlån. Siden tredje kvartal 2017 er antallet af Pluskunder steget med 9 % eksklusive indregning af kunder fra Saxo Privatbank, som blev fastholdt i perioden. Virkningen af de strategiske tiltag, herunder ansættelse af nysalgsrådgivere påvirker tilgangen af nye kunder positivt.

Forventninger

  • Forventningerne til årets samlede resultat opjusteres fra 600-700 mio.kr. til et overskud før skat på 700-750 mio.kr. Forventningerne til Forsikring opjusteres med 60 mio.kr. Herudover opjusteres forventningerne til Pension og Bank med hver 10 mio.kr.  Øvrige aktiviteter fastholdes. Forventningerne er eksklusive afløbsgevinster for resten af året.

  • For 2019 forventes et samlet overskud for koncernen på 500 til 600 mio.kr. før skat. Forventningerne er eksklusive afløbsgevinster.

Webcast og telekonference
Alm. Brand afholder webcast og telekonference torsdag den 15. november 2018 kl. 15.00.

https://almbrand.eventcdn.net/20181115

Analytikere kan deltage på telefon: danske analytikere: +45 3544 5583, US-analytikere: +1 855 269 2604 og andre internationale analytikere: +44 (0) 203 194 0544.

Kontakt
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til: adm. direktør Søren Boe Mortensen på tlf. nr. 35 47 79 07 eller kommunikationsdirektør Susanne Biltoft på tlf. nr. 35 47 76 61.

Vedhæftede filer


Attachments

AS 68 2018 - 3. kvartal 2018 3. kvt. 2018 koncern dansk