Årets resultat i Realkredit Danmark: 4.396 mio. kr.


Pressemeddelelse

 

 
 Group Communications
Telefon 45 14 14 00

 

5. februar 2020



 

 



Årets resultat i Realkredit Danmark: 4.396 mio. kr.

Realkredit Danmark har offentliggjort årsrapport for 2019.

Administrerende direktør Carsten Nøddebo udtaler i forbindelse med regnskabet:

”2019 var et tilfredsstillende år for Realkredit Danmark præget af høj konverteringsaktivitet. Resultatet var dog påvirket af øgede nedskrivninger på udlån. Dette skyldtes præciseringer i de modeller, vi anvender til beregning af tab. Den underliggende kreditkvalitet var fortsat solid.

Konverteringsaktiviteten var historisk høj i 2019. Vores kunder opnåede samlet set en rentebesparelse på 2,1 mia. kr., hvoraf kunder med fastforrentede lån stod for 1 mia. kr.

Vi oplevede en særlig stor efterspørgsel efter lån med fast rente, men også det fleksible realkreditlån FlexLife®, der blev lanceret i 2017, vandt yderligere frem.”

Rapporten er tilgængelig på rd.dk. Her følger udvalgte hovedpunkter:

  • Realkredit Danmark koncernen opnåede i 2019 et resultat på 4.396 mio. kr. mod et resultat på 4.649 mio. kr. i 2018. Resultatet var påvirket af øgede nedskrivninger på udlån.
     
  • Nedskrivningerne på udlån udgjorde i 2019 en udgift på 265 mio. kr. mod en indtægt på 204 mio. kr. i 2018. Udviklingen skyldtes ajourføring og præciseringer i de statistiske tabsmodeller, som anvendes til at beregne forventede kredittab. Den underliggende kreditkvalitet var fortsat solid med lave restancer og god sikkerhedsdækning.
     
  • I et marked med rekordlave renter konverterede låntagerne deres lån i et omfang, der ikke er set større. Realkredit Danmarks kunder opnåede samlet set en rentebesparelse på 2,1 mia. kr., hvoraf kunder med fastforrentede lån stod for 1 mia. kr. Realkredit Danmark konverterede lån for 155 mia. kr. i 2019.
     
  • Kunderne efterspurgte i 2019 primært fastforrentede lån og FlexLån® med refinansieringsintervaller på 5 år, og kunderne betaler i stigende grad af på deres lån, hvilket gav et mindre fald i bidragsindtægterne.
     
  • For første gang nogensinde tilbyder Realkredit Danmark nu kunderne 15- og 20-årige realkreditlån med en rente på 0,0 %.
     
  • Realkredit Danmark introducerede i april 2019 grøn finansiering af erhvervsejendomme og har til dato udbetalt RD Cibor6® Green for 810 mio. kr.
     
  • Resultatet for 2020 forventes at være på et lavere niveau end i 2019.

Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.

Vedhæftede filer


Attachments

Realkredit Danmark pressemeddelelse 5 februar 2020 Realkredit Danmark Annual Report 2019