Nedskrivninger udgør en udgift på 84 mio. kr. i første kvartal 2020


                                                                                                                                                                                       

Nasdaq Copenhagen A/S
London Stock Exchange
Bourse de Luxembourg
Øvrige interessenter

 

Selskabsmeddelelse nr. 13/2020

 
Peberlyk 4
DK-6200 Aabenraa

 

Telefon +45 74 37 37 37
Telefax +45 74 37 35 36

 

Sydbank A/S
CVR-nr. DK 12626509, Aabenraa
sydbank.dk

 

 
7. april 2020 

Nedskrivninger udgør en udgift på 84 mio. kr. i første kvartal 2020

I forlængelse af selskabsmeddelelse nr. 10 af 17. marts 2020, hvor forventningerne til årets resultat i 2020 blev suspenderet pga. COVID-19, offentliggøres hermed bankens nedskrivninger for 1. kvartal 2020.

Sydbanks nedskrivninger for 1. kvartal 2020 udgør 84 mio. kr.

Der er i opgørelsen af bankens gruppevise nedskrivninger foretaget et ledelsesmæssigt skøn på 225 mio. kr., som er afsat til dækning af følgerne af udbruddet af COVID-19. Skønnet er baseret på en aktuel vurdering af effekterne af COVID-19 på bankens udlånsportefølje, og skønnet vil derfor kunne ændre sig i de kommende kvartaler.

Kvartalets nedskrivninger
Sydbank har i første kvartal bogført nedskrivninger pga. COVID-19 i niveauet 175 mio. kr. Herudover har der i kvartalet været tilbageførsler på bl.a. landbrug. Kvartalets nedskrivninger udgør herefter 84 mio. kr.

Ledelsesmæssige skøn som følge af COVID-19
Sydbank har pr. 31. marts 2020 610 mio. kr. i blankoudlån i de svageste ratingklasser (eksklusive landbrug, men inklusive mink). Disse udlån har ikke objektiv indikation for kreditforringelse, men er på kort sigt de mest kritiske i forhold til kreditforringelse pga. COVID-19. Der er i bankens gruppevise nedskrivninger foretaget et ledelsesmæssigt skøn på 125 mio. kr. til afdækning af risikoen på disse lån, svarende til ca. 20 pct.

Herudover er der i bankens gruppevise nedskrivninger foretaget et ledelsesmæssigt skøn på 100 mio. kr. til uforudsete hændelser på den øvrige del af udlånsporteføljen, som har god eller normal kreditrisiko.

Bankens samlede udlån til oplevelsesindustri, detailhandel og de mindste erhvervsvirksomheder er lav.

Det samlede ledelsesmæssige skøn som følge af COVID-19 udgør dermed 225 mio. kr.

Risikovægtede eksponeringer vedrørende kreditrisiko
Bankens risikovægtede eksponeringer vedrørende kreditrisiko må forventes at stige i de kommende kvartaler, efterhånden som effekterne af COVID-19 materialiseres i de enkelte virksomheders og private husholdningers bonitet og rating.

Sydbanks kapitalprocent udgjorde 22,9 pct. pr. 31. december 2019. En stigning på eksempelvis 10 pct. i de risikovægtede eksponeringer vedrørende kreditrisiko vil nedbringe bankens kapitalprocent med 1,4 procentpoint. Banken er således solidt funderet kapitalmæssigt og forventer ikke, at evt. effekter af COVID-19 vil påvirke bankens udlånskapacitet.

Venlig hilsen

                         
Karen Frøsig                                    Bjarne Larsen
adm. direktør                                   bankdirektør

Vedhæftet fil


Attachments

FM 13