Som led i bankens løbende kapitalplanlægning samt kravet til nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) har Jutlander Bank indgået aftale om udstedelse af obligationer med status af Senior Non-Preferred (såkaldte SNP-obligationer) for DKK 76.345.000. Udstedelsen er arrangeret af Nykredit Bank A/S. Obligationerne (ISIN-kode DK0030467378) udstedes til kurs pari (100) med valør den 30. juni 2020. Obligationerne forfalder til fuld indfrielse til kurs pari (100) den 30. juni 2025, dog kan banken fra den 30. juni 2024 helt eller delvist indfri obligationerne med Finanstilsynets forudgående tilladelse. Obligationerne, der ikke søges optaget til handel på noget reguleret marked eller på nogen alternativ markedsplads, udstedes med en variabel halvårlig kuponrente svarende til Cibor6-satsen med tillæg af 300 bp. Udstedelsen på DKK 76.345.000 kan dække ca. 0,6 procentpoint af bankens aktuelt indfasede NEP-tillæg på 1,8 pct. Den resterende del af NEP-tillægget dækkes af bankens kapitalgrundlag, der efter indfrielse af hybrid kernekapital for DKK 66.345.000 den 30. juni 2020 udgør ca. 20,2 pct. jf. selskabsmeddelelse nr. 10/2020. Banken vil således fortsat have solide kapitalforhold. Udstedelsen ændrer ikke ved bankens forventninger om, at resultatet før skat for 2020 vil ligge i niveauet 175-225 mio. kr. Henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til undertegnede på telefon 9657 5800. Med venlig hilsen Jutlander Bank A/S Per Sønderup ordførende direktør
Vedhæftet fil