2020 Positivt primært resultat på trods af COVID

Kgs. Lyngby, DENMARK


FastPassCorp A/S’ bestyrelse har godkendt årsregnskabet for 2020 samt gennemgået revisionsprotokollatet, og i overensstemmelse hermed offentliggøres regnskabsmeddelelsen indeholdende de væsentligste oplysninger fra den kommende årsrapport for 2020.

Et sammendrag af resultatopgørelse, balance og pengestrømsopgørelse fremgår af vedlagte PDF.

Resume

2020 var budgetteret til at være året, hvor FastpassCorp ville realisere vækst i både omsætning og kunder. Nye sælgere, nyt marketing team og annoncering af nyt produktmodul skabte store interne forventninger. Med den drastiske nedlukning i begyndelsen af marts blev forudsætningerne omgående ændret. Selvom der var en forbedring i mulighederne for at være i kontakt med omverdenen i slutningen af sommeren, så blev der igen lukket ned fra oktober og frem.

På trods af markedsvilkårene lykkedes det at komme igennem 2020 med organisation og økonomi i god tilstand.

Resultat af primær drift er TDKK 39 mod TDKK 455 for året før.  Dækningsbidrag er øget fra TDKK 6.515  til TDKK 6.623. Værdien af Annual Recurrent Revenue (ARR) ultimo december 2020 er 6,4 millioner kroner.

Resultat efter skat er negativt med TDKK 2.255. Selskabet har i lyset af den fortsatte usikkerhed reduceret værdien af skatteaktivet, og det påvirker resultatet efter skat negativt.

Den 17. marts besluttede selskabet at suspendere forventninger til 2020 på grund af COVID usikkerheden. Ved udsendelse af halvårsregnskabet den 22. august var vores marked begyndt at normaliseres og en ny forventning blev udtrykt. Den 15. december måtte selskabet imidlertid konstatere, at COVID skabte nye forsinkelser. Forventningen på det tidspunkt:

For året som helhed forventer vi nu - i bedste fald - en marginal vækst og et resultat før skat omkring plus/minus 0.  Det endelig resultat har hermed levet op til denne forventning.

Produktudvikling:

I april lanceredes modullet Identity Verification Manager (IVM). Det er et nyt modul, som ikke kun sælges i tilknytning til vores Password Self-service løsning; men som også kan sælges som et stand-alone produkt.

IVM er et Identity Management – og sikkerhedsprodukt. Det skaber beskyttelse mod telefon baseret Social Engineering – dvs. hacking ved hjælp af fup og svindel – især i forhold til interne service desks.

Sammen med en række andre nyheder er FastPass V4 under temaet ”Secure Enterprise Passwords ” lanceret. Produktnyhederne har flyttet FastPass strategisk fra at være et produktivitets produkt til også at være et sikkerhedsprodukt.

Salg:

Produktnyheden IVM appellerer til nye partnerkategorier indenfor Identity Management og IT-security. I 2020 har vi skabt mange nye relationer og samarbejde med nye partnere, som ser lovende ud for fremtiden. IT-sikkerheds software forventes af førende markedsanalytikere at fortsætte med stærk vækst i de kommende år.

Med tilkomsten af IVM øges potentialet i hver ny kunde. Det forventes, at prisen for en samlet løsning vil resultere i en 40-60% højere indtjening i forhold til tidligere. Derudover vil konsekvensen af nye partnerkategorier indenfor Identity Management og IT-security også øge sandsynligheden for mersalg af basis produktet. Samlet vil det skabe mulighed for kraftigere vækst og indtjening end tidligere.

Kombinationen af:

  • Nyt produkt
  • Højere værdi per salg
  • Flere partnere

giver selskabet forventning om god vækst, når markedssituationen bliver normaliseret.

Vision:

Med udgangspunkt i produktnyhederne i 2020 forbedres udsigterne:

  • FastPass V4 har relevans for flere kunder.
  • FastPass V4 har mere relevans for den enkelte kunde – og har flere unikke fordele sammenlignet med konkurrenterne.
  • Omsætningen per ordre og kunde er højere
  • FastPass V4 er et mere attraktivt supplement for mange MSP’er, IT forhandlere og konsulenter end tidligere, hvorved vi kommer ud i flere reelle salgssituationer.

Vi er allerede vel positionerede med mange kunder og stærke partners inklusiv nogen af verdenens førende managed service providers primært i Vesteuropa og USA.

Ambitionen er kontinuerlig vækst, der er højere end de foregående år.

Selskabet udelukker ikke, at der undervejs i 2021 og 2022 kan være behov for yderligere likviditet, udover hvad den løbende drift tilvejebringer. Det vil imidlertid være begrundet i vækst i form af ansættelser, produktudvikling og markedsføring, så snart vi ser, at vækstmotoren er kommet igang.

Forventning for 2021

For 2021 forventer selskabet højere vækst i omsætningen end de foregående år og et primært resultat på niveau med 2020.

Generalforsamling og kommende meddelelser

Selskabet har på grund af COVID besluttet at flytte den ordinære generalforsamling til den 19. april kl 16:00 hos selskabet; Gladsaxevej 376, 2860 Søborg. Der planlægges med en delvis elektronisk afholdelse. Halvårsmeddelelsen offentliggøres den 24. august. Årsregnskabet for 2021 offentliggøres den 22. februar 2022.

Vedhæftet fil



Attachments

230221 FN1 Årsregnskab