Salg af Codan Danmark til Alm. Brand A/S


Tryg meddeler i dag, at Scandi JV Co 2 A/S (et selskab ejet 50/50 af Tryg A/S og Intact-koncernen) har indgået en betinget købsaftale vedrørende salget af Codans danske forretning ("Codan Danmark") til Alm. Brand A/S.

Den aftalte kontante købesum lyder på ca. 12,6 mia. kr. for 100 % af aktiekapitalen i Codan Danmark. Tryg vil modtage 50 % af salgsprovenuet. Salget forventes at have en positiv indvirkning på Trygs tidligere offentliggjorte forventning om en ROI på ca. 7 % for købet af RSA.

Transaktionen er bl.a. betinget af sædvanlige godkendelser fra relevante myndigheder - herunder fra Finanstilsynet og konkurrencemyndighederne - samt Alm. Brand A/S' gennemførelse af en garanteret fortegningsemission, der også er støttet af Alm. Brand A/S' majoritetsaktionær, Alm. Brand af 1792 fmba.

Salgets gennemførelse forventes at finde sted i H1 2022, efter at Alm. Brand A/S har opnået de nødvendige myndighedsgodkendelser og efter gennemførelsen af spaltningen af Codan Forsikring A/S, som vil medføre, at Tryg opnår fuldt juridisk ejerskab over Trygg-Hansa i Sverige og Codans aktiviteter i Norge.

Da det ikke har været tilladt for Tryg at have væsentlig involvering i salgsprocessen, har Intact haft ansvaret for at håndtere processen og for drøftelserne med Alm. Brand A/S samt andre potentielle købere af Codan Danmark.

Efter gennemførelsen af salget har Tryg til hensigt at gennemføre et aktietilbagekøbsprogram til en værdi af ca. 5 mia. kr. Det nøjagtige tilbagekøbsbeløb vil blive meddelt, når alle aspekter af transaktionen er afviklet. Som tidligere indikeret forventer TryghedsGruppen ikke at deltage i et aktietilbagekøb, for derved at opnå et samlet øget ejerskab i Tryg.

Trygs finansielle guidance for 2021 er ikke påvirket af salget af Codans danske aktiviteter.

Efter underskrivelsen af købsaftalen vil Codan Danmark med virkning fra den 1. juni 2021 blive klassificeret som en investering i associerede virksomheder i Trygs koncernregnskab. Som tidligere kommunikeret vil Codan Danmarks resultat blive indeholdt i det samlede investeringsresultat.

Citat fra Trygs koncernchef, Morten Hübbe:
"Det er glædeligt for både kunder og medarbejdere, at salget af Codan Danmark er blevet annonceret, og at processen er gået meget hurtigt. Intact og Alm. Brand har gennemført en grundig og effektiv proces med et positivt resultat. Tryg er overbevist om, at Codan Danmark har et stort potentiale, og vi er derfor ikke overraskede over salget. Intacts og Trygs salg af Codan Danmark har været et af de mulige udfald lige siden 2.7 meddelelsen i november 2020. Der har været stor efterspørgsel efter Codan Danmark, og processen er derfor forløbet forholdsvist hurtigt. Et hurtigt salg af Codan er positivt for alle parter - ikke mindst for Tryg og vores aktionærer. Vi ønsker Alm. Brand. tillykke med transaktionen."

Vedhæftet fil



Attachments

21_Salg af Codan Danmark til Alm. Brand AS