Erstatningssagen mod Ørsted om overpriser fortsætter i Sø- og Handelsretten


Aarhus N, 30.09.2021

Erstatningssagen mod Ørsted om overpriser fortsætter i Sø- og Handelsretten

Vestre Landsret har i dag kl. 10:00 givet el-kunderne medhold i, at erstatningssagen mod Ørsted skal fortsætte i Sø- og Handelsretten med behandling af det rejste erstatningskrav på ca. 4,4 mia. kr.

Med dagens dom har Venstre Landsret således ophævet Sø- og Handelsrettens dom fra marts 2020, hvor Sø- og Handelsretten havde frifundet Ørsted under henvisning til, at dommen i sagen mellem Konkurrencerådet og Ørsted fra 2018 havde virkning for el-kundernes krav.

Det er i dagens dom fra Vestre Landsret udtrykkeligt fastslået, at dommen i sagen mellem Konkurrencerådet og Ørsted fra 2018 ikke fastslog, at Ørsteds priser var lovlige.

Ørsted skal ifølge Venstre Landsrets dom tilbagebetale de 7 mio. kr. i sagsomkostninger, som el-kunderne blev pålagt at betale i Sø- og Handelsretten i 2020, og yderligere ca. 2 mio. kr. i sagsomkostninger for Vestre Landsret.  

Adm. direktør Jørgen Holm Westergaard udtaler:

Dommen er som forventet, og vi ser nu frem til at få behandlet kravet i Sø- og Handelsretten.

Vi har med tilfredshed noteret os, at Vestre Landsret i præmisserne udtrykkeligt giver os ret i, at Ørsteds priser aldrig har været konstateret lovlige.

Vi forventer, at denne langvarige erstatningssag snart vil resultere i, at de overpriser, som el-kunderne har betalt, vil blive erstattet.


For yderligere oplysninger:

Adm. direktør Jørgen Holm Westergaard, mobil 22 37 87 80.
Advokat (H), Partner, Henrik Holtse, mobil 31 38 66 02.

Attachment



Attachments

Erstatningssagen mod Ørsted om overpriser fortsætter i Sø- og Handelsretten