Delårsrapport for 1. kvartal 2021/22


Roblon har realiseret en omsætning og indtjening i første kvartal af 2021/22 bedre end forventet
Delårsrapport for 1. kvartal af 2021/22 (perioden 1. november 2021 – 31. januar 2022)

Hovedpunkter i delårsrapporten for Roblon-koncernen

Koncernen har som forventet i 1. kvartal af 2021/22 fortsat været negativt påvirket af COVID-19-pandemien i form af udfordringer med transport- og logistikforhold, fremskaffelse af råvarer samt markedspåvirkninger. På trods heraf har koncernen realiseret en omsætning og en indtjening i 1. kvartal af 2021/22, som er bedre end forventningerne. Det er især fremgangen i selskabets datterselskab i USA, der har bidraget hertil.

Som det fremgik af selskabsmeddelelse nr. 1/2022 har koncernen den 3. januar 2022 overtaget virksomheden Vamafil spol. s.r.o, Tjekkiet. Der er foretaget foreløbig allokering af købsvederlag på ca. 7,3 mEUR (54,6 mDKK).

Roblon har i 1. kvartal af 2021/22 øget de langsigtede kreditfaciliteter med 75 mDKK for at understøtte købet af Vamafil og koncernens vækststrategi. Der er i februar 2022 optaget realkreditlån på ca. 10 mDKK i selskabets bygninger i Gærum for yderligere at styrke det langsigtede kapitalberedskab.

Igangsatte analyser vedrørende IFRIC agenda-beslutning om den regnskabsmæssige behandling af omkostninger til opsætning og tilpasning i et cloud computing arrangement, som omtalt i årsrapporten for 2020/21, er afsluttet. Det er konklusionen at koncernens anvendte regnskabspraksis ikke påvirkes af IFRIC’s agenda-beslutningen.

Forventningerne til hele regnskabsåret for 2021/22 er uændrede i forhold til tidligere udmelding.

  • Der er fremgang i ordretilgangen i første kvartal som blev 114,8 mDKK (91,7 mDKK) og ordrebeholdningen pr. 31. januar 2022 som var 116,8 mDKK (73,8 mDKK).
  • Nettoomsætningen blev 78,3 mDKK (42,3 mDKK). Der er fremgang i begge produktgrupper, dog væsentligst i FOC i forhold til samme periode sidste år.
  • Bruttomargin blev realiseret på samme niveau som sidste år med 46,6% (46,6%).
  • Resultat af primær drift før af- og nedskrivninger og særlige poster (EBITDA) blev 1,4 mDKK (-12,0 mDKK).
  • Resultat af primær drift (EBIT) før særlige poster blev -4,7 mDKK (-16,6 mDKK).
  • Særlige poster vedrørende opkøb af Vamafil i Tjekkiet blev -3,1 mDKK (0 mDKK).
  • Roblons egenkapital pr. 31. januar 2022 er 214,3 mDKK (225,2 mDKK).
  • Pengestrømme fra driftsaktiviteter i 1. kvartal 2021/22 blev -16,9 mDKK (-4,6 mDKK) og har været negativt påvirket af en stigning i arbejdskapitalen på ca. 20 mDKK.

Forventningerne til regnskabsåret 2021/22

Forventningerne er fortsat behæftet med usikkerhed som følge af negative påvirkninger fra COVID-19 på alle koncernens markeder. Dette medfører fortsat udfordringer med forsyninger af udvalgte råvarer og komponenter. Den verserende krig i Ukraine vurderes endvidere at kunne medføre yderligere udfordringer.

Roblon har stoppet alt salg til Rusland og Hviderusland som følge af den udbrudte krig i Ukraine. Koncernen har ikke tidligere haft væsentlige forretningsaktiviteter i hverken Rusland, Hviderusland eller Ukraine.

Efter 1. kvartal af regnskabsåret 2021/22 fastholder ledelsen sine forventninger til helåret 2021/22 som følgende.

  • Omsætning i intervallet 330 til 370 mDKK (2020/21: 249,9 mDKK).
  • Resultat af primær drift før af- og nedskrivninger og særlige poster (EBITDA) i intervallet 8 til 27 mDKK (2020/21: -12,6 mDKK).
  • Resultat af primær drift før særlige poster (EBIT) i intervallet -19 til 0 mDKK (2020/21: -32,9 mDKK).
  • Særlige poster vedrørende omstruktureringsomkostninger i niveauet -8 mDKK (2020/21: 0 mDKK).

Frederikshavn, den 16. marts 2022

Roblon A/S

Jørgen Kjær Jacobsen                Lars Østergaard

Bestyrelsesformand                Adm. Direktør

Henvendelse vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:

Adm. Direktør Lars Østergaard, tlf. +45 9620 3300

Vedhæftet fil



Attachments

Selskabsmeddelelse nr 8 - 2022