cBrain skal levere F2 til den danske Klimaskovfond til understøttelse af skovrejsningsprojekter



Selskabsmeddelelse nr. 14/2022

cBrain skal levere F2 til den danske Klimaskovfond til understøttelse af skovrejsningsprojekter


København, 12. juli 2022


cBrain skal levere F2 som ny digital platform til den danske Klimaskovfond. Den nye løsning til Klimaskovfonden skal understøtte tilskudsadministration, herunder kunne modtage ansøgninger baseret på kortdata, sikre en effektiv sagsbehandling og journalisering samt understøtte fondens øvrige arbejde.

Siden 1990 har den globale afskovning haft en hastighed, der svarer til 800 fodboldbaner i timen. Overalt i verden er skovrejsning derfor en afgørende del af klimahandlingsplanerne, og i Danmark skal Klimaskovfonden bidrage til indfrielsen af de ambitiøse danske klimamål gennem etablering af skov og udtagning af kulstofrige lavbundsarealer.

cBrain har i forvejen leveret tilsvarende løsninger til miljømyndighederne i Danmark. Her understøtter F2 bl.a. tilskudsadministration i forbindelse med udtagning af lavbundsjorde, beskyttelse af sårbare naturområder og urørt skov. 

cBrains erfaringer, kombineret med at den nye løsning baseres på F2 standardsoftware, betyder, at løsningen kan leveres på kort tid. Det er vigtigt, fordi Klimaskovfonden ønsker, at den nye løsning kan være klar til efterårets ansøgningsrunde.

Skovrejsning er en global dagsorden. På COP26 i Glasgow blev 100 lande enige om at stoppe afskovning inden 2030, og der er på tværs af verden afsat betydelige midler til genopretning af skov.

Aftalen med Klimaskovfonden er derfor vigtig for cBrain. Aftalen betyder, at cBrain udbygger sit bibliotek af F2 Klimasoftware-løsninger til også at understøtte skovrejsning, samtidig med at aftalen understøtter cBrains bestræbelser på at blive en international leverandør af klimasoftware-løsninger til myndigheder på tværs af verden. 


Med venlig hilsen        

Per Tejs Knudsen, CEO






Henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til

Ejvind Jørgensen, CFO, cBrain A/S, ir@cbrain.com, +45 2594 4973

Vedhæftet fil



Attachments

Selskabsmeddelelse nr 2022-14 (Klimaskovfond)