cBrain har taget et vigtigt skridt på vækstrejsen og frigiver F2 Service Builder



Selskabsmeddelelse nr. 13/2023

cBrain har taget et vigtigt skridt på vækstrejsen og frigiver F2 Service Builder


København, 6. juni 2023


cBrain har frigivet den første version af F2 Service Builder. F2 Service Builder er en helt ny type værktøj, som gør det muligt for kunder og konsulenter selv at opsætte og vedligeholde fagprocesser i F2.

Ved at videreudvikle og frigive en række af de værktøjer, som i dag anvendes internt hos cBrain, bliver det muligt for kunderne selv, eller med hjælp fra eksterne konsulenter, at overtage en stadig større del af de implementeringsopgaver, som udføres i forbindelse med leverance af F2-baserede løsninger. Det gælder både i forhold til traditionelle F2 Fagløsninger og F2 Klimasoftware.

Det betyder, at F2 Service Builder både kan accelerere væksten og øge indtjeningen. cBrain forventer således, at samarbejdet med partnere vil være med til at udbrede kendskabet til F2 og dermed øge kundekredsen. Samtidig betyder udflytning af opgaver til kunder og partnere, at cBrains vækst bliver mindre afhængig af interne ressourcer, herunder specielt de begrænsninger, som følger med løbende at skulle ansatte og uddanne nye medarbejdere.

Samtidig repræsenterer F2 Service Builder en teknologisk nytænkning, som kan være med til at påvirke markedet for offentlig digitalisering. cBrain ser derfor frigivelsen af den første version af F2 Service Builder som en teknisk milepæl og en af cBrains vigtigste produktmæssige annonceringer gennem de seneste år.

—-

Digitalisering af den offentlige sektor udgør et af verdens største markeder. Men offentlig digitalisering er ofte kendetegnet ved langvarige, ustyrlige og dyre IT-projekter. Det skyldes en forældet tilgang og teknologi, hvor de fleste leverandører stadig bygger skræddersyede løsninger baseret på softwarekomponenter og moduler, som skal tilpasses og integreres.

cBrain udfordrer markedet for offentlig digitalisering ved i stedet at tilbyde standardsoftware, som kan tilpasses til kundens individuelle behov. Det sparer mange konsulenttimer, både i forbindelse med projektledelse, udvikling og implementering, og det betyder, at cBrain kan levere løsninger markant hurtigere, med minimal risici og til aftalt tid og budget.

Teknisk er dette muligt, fordi F2 har en indbygget procesmotor, der kan konfigureres til at understøtte og automatisere kundens fagprocesser, uden at det kræver ændringer af standardsoftwaren. Det gælder både små og store komplekse sagsområder.

F2 Service Builder er bygget ovenpå procesmotoren, og den er dermed baseret på en velafprøvet teknologi.

Samtidig flytter F2 Service Builder grænser og forenkler arbejdet med at digitalisere forvaltningsopgaver. Det skyldes, at F2 Service Builder gør det muligt at definere en fagproces ved blot at udfylde felter i et regneark. Når regnearket er udfyldt, kan det indlæses direkte i F2, hvorefter F2 Service Builder automatisk danner og installerer fagprocessen med alle funktioner, fra selvbetjening til sagsforløb, journalisering og ledelsesinformation.

Med F2 Service Builder er det således muligt for kunder og konsulenter selv at opsætte og vedligeholde individuelle fagprocesser i F2, lige så nemt som det er at udfylde et regneark. Herved kan medarbejdere med kendskab til den forretningsgang, som ønskes digitaliseret, nu selv lave og vedligeholde sagsforløb og selvbetjeningsløsninger, uden at det kræver en teknisk viden og baggrund.

cBrain ser derfor F2 Service Builder som et banebrydende nyt værktøj, der kan være med til at flytte markedsandele, fordi værktøjet reducerer behovet for medarbejdere med en IT-teknisk baggrund, samtidig med at det giver den almindelige medarbejder både større frihed og større mulighed for selv at deltage i arbejdet i forbindelse med den interne digitalisering.

Frigivelsen af F2 Service Builder udgør derfor et vigtigt skridt på cBrains vækstrejse, herunder specielt den del af strategien, som betegnes “F2 for Partnere”.

cBrain har allerede påbegyndt den videre udvikling af F2 Service Builder og forventer løbende at kunne annoncere nye versioner af produktet.


Med venlig hilsen        

Per Tejs Knudsen, CEO






Henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til

Ejvind Jørgensen, CFO, cBrain A/S, ir@cbrain.com, +45 2594 4973

Vedhæftet fil



Attachments

Selskabsmeddelelse nr 2023-13 (Service Builder)