OMX Københavns Fondsbørs A/S
Udstederrelationer
Nicolai Plads 6,
1107 København K
24. april 2007
Fondsbørsmeddelelse - Investeringsforeningen Sparindex
Den 24. april 2007 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i ovennævnte
Investeringsforening hos Sparinvest, Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup.
De forslag, der blev behandlet på den ekstraordinære generalforsamling, blev
fremsat af foreningens bestyrelse og vedtaget på foreningens ordinære
generalforsamling den 22. marts 2007. Da der på generalforsamlingen ikke var den
fornødne medlemskapital til stede til at vedtage forslagene endeligt, blev
forslagene genfremsat på den ekstraordinære generalforsamling.
For generalforsamlingen var der fastsat følgende dagsorden:
1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens forslag om vedtægtsændringer
3) Eventuelt.
Ad dagsordenens pkt. 1)
Valg af dirigent.
Vicedirektør Niels Solon blev valgt som dirigent.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt i overensstemmelse
med bestemmelserne
i Investeringsforeningens vedtægter og kunne på denne baggrund erklære
generalforsamlingen for lovligt indvarslet.
Ad dagsordenens pkt. 2)
Bestyrelsen stillede følgende forslag om vedtægtsændringer:
• Hjemsted
Der blev stillet forslag om at ændre vedtægterne, så foreningens hjemsted
flyttes til Randers Kommune, og generalforsamlinger skal afholdes i
Storkøbenhavns området, Randers eller Vejle som følge heraf.
• Mulighed for obligationsafdelinger m.v.
I vedtægternes § 2 beskrives kort ideen bag investeringerne i passive
indeksafdelinger. Der henvises specifikt til investeringer i aktier. For at gøre
det muligt at kunne oprette afdelinger under foreningen, der baserer sig på et
obligationsindeks blev det foreslået at anvende formuleringen ”værdipapirer” i
stedet for ”aktier”.
• Kvantitative investeringsrammer
I samtlige afdelinger i foreningen er der i dag i vedtægterne angivet en
kvantitativ investeringsmæssig ramme for antallet af aktier i hver afdeling.
Formuen i foreningens afdelinger har været stigende over årerne. Der er derfor
fremadrettet et generelt behov for at sprede investeringerne på flere aktier end
de faste rammer i vedtægterne, også for at være i stand til at følge de angivne
index i afdelingerne bedst muligt.
Bestyrelsen foreslog således, at den kvantitative begrænsning ophæves i alle
afdelinger.
• Tegningsregler
Der blev stillet forslag om, at der kan vælges en næstformand for bestyrelsen,
og tegningsreglerne for foreningen blev ændret som følge heraf.
Forslagene fra bestyrelsen blev vedtaget med enstemmighed blandt de afgivne
stemmer og dermed endeligt vedtaget af generalforsamlingen. Vedtægtsændringerne
træder først i kraft, når de er endeligt godkendt af Finanstilsynet.
Ad dagsordenens pkt. 3)
Der var ikke nogen drøftelser til dette punkt.
---oo0oo---
Henvendelser vedrørende nærværende fondsbørsmeddelelse kan rettes til direktør
Peter Møller Lassen.
Med venlig hilsen
ID-Sparinvest A/S
Peter Møller Lassen, direktør
Ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparindex er afholdt.
| Source: Investeringsforeningen Sparinvest