Sparinvest Halvårsrapport 2007 Halvåret i overskrifter Sparinvest opnår overskud på 2.717 mio. kr. Sparinvest opnåede i 1. halvår 2007 et yderst tilfredsstillende samlet overskud på 2.717 mio. kr. efter kursreguleringer og omkostninger mv. Det er 2.356 mio. kr. mere end halvårsresultatet for 2006 på 361 mio. kr. Positive afkast til aktieinvestorer Aktiemarkedet har igen udviklet sig positivt i 1. halvår 2007, hvilket også har afspejlet sig i afkastet i Sparinvests aktieafdelinger. Fem af Sparinvests aktieafdelinger har leveret tocifrede afkast for halvåret. Bedst gik det for investorerne i Fjernøsten Aktier, der opnåede et afkast på knap 14 %, mens investorerne i de to value-afdelinger, Value Aktier og Cumulus Value, har opnået afkast på henholdsvis 12,5 % og 13,5 %. Fald i obligationsafdelingerne Obligationsinvestorerne mødte igen modvind, da kurserne faldt yderligere i kølvandet på nye rentestigninger.Stigningerne påvirkede især de lange obligationer, og afdelingen Sparinvest Lange Obligationer faldt derfor med 2,3 % for halvåret. De korte obligationer var mindre påvirket og leverede som den eneste rentebærende afdeling et positivt afkast på 0,2 %. Forventninger til 2. halvår Efter periodens afslutning er usikkerheden omkring udviklingen i amerikansk økonomi taget til. Problemer med boligfinansieringen via de såkaldte subprime lån er vokset markant, og det amerikanske boligmarked er ramt. Effekterne har spredt sig til det globale finansielle system, hvor risiko igen er kommet på dagsordenen. Det kan derfor heller ikke undgås, at Sparinvests afdelinger - ligesom de øvrige investeringsforeninger - bliver berørt af de faldende aktiemarkeder i andet halvår.
Offentliggørelse af halvårsrapport 2007 for Sparinvest foreningerne.
| Source: Investeringsforeningen Sparinvest