Delårsrapport for 9 måneder 2007 Resume: SKAKO Industries koncernen har i de første 9 måneder af 2007 omsat for 464,5 mio. kr. mod 404,0 mio. kr. i de første 9 måneder af 2006, en forøgelse på 15%. Bruttoresultat er i de første 9 måneder af 2007 realiseret med 88,7 mio. kr., mod 82,1 mio. kr. i tilsvarende periode af 2006. Koncernens primære driftsresultat i de første 9 måneder af 2007 udgør et overskud på 23,5 mio. kr. mod 21,0 mio. kr. i samme periode af 2006. Ved sammenholdelse med resultatet for 2006 skal iagttages, at der i 2006 blev indtægtsført en avance på 2,4 mio. kr. fra salg af ejendom. SKAKO Industries koncernens resultat før skat er et overskud på 24,8 mio. kr. i de første 9 måneder af 2007 mod 27,1 mio. kr. (inkl. ovennævnte avance ved salg af ejendom) i de første 9 måneder af 2006. For 3. kvartal isoleret set er overskuddet før skat 7,2 mio. kr. mod 4,7 mio. kr. i tilsvarende periode af 2006. Nedsættelse af den danske selskabsskatteprocent fra 28% til 25% har reduceret koncernens skatteaktiv med 4,4 mio. kr., som er omkostningsført i de første 9 måneder af 2007. Resultat efter finansielle poster og skat udgør i de første 9 måneder af 2007 et overskud på 12,7 mio. kr., mod 21,0 mio. kr. i samme periode af 2006. SKAKO Industries koncernens egenkapital pr. 30. september 2007 udgør 273,5 mio. kr. mod 306,4 mio. kr. primo året. Koncernens soliditet pr. 30. september 2007 er 54% mod 62% primo året, og egenkapitalforrentningen for de første 9 måneder af 2007 udgør 5,9% p.a. mod 6,1% p.a. i samme periode af 2006. Koncernens selskaber står i stigende omfang over for prisforhøjelser på råvarer og komponenter, leveringsproblemer fra underleverandører samt mangel på arbejdskraft, hvilket lægger pres på resultatet for 2007. På denne baggrund forventes et resultat før skat for 2007 i niveauet 35-40 mio. kr. mod tidligere meddelt et resultat i niveauet 40 mio. kr.