Meddelelse nr. 10/2008
Til OMX Den Nordiske Børs København
København, 21. maj 2008
Delårsrapport for perioden 1. januar til 31. marts 2008
(ikke revideret eller reviewet)
Curalogic søger nye udviklingsprojekter
Curalogic har indledt en søgeproces for at finde nye udviklingsprojekter med en
attraktiv risikoprofil. Selskabet har identificeret et antal biotekselskaber med
interessante pipelines og har løbende diskussioner med flere parter. Curalogic
forventer fortsat, at der kan indgås en aftale i løbet af 2008. Søgeprocessen
blev indledt efter at Curalogic i slutningen af januar 2008 på baggrund af en
grundig videnskabelig og strategisk gennemgang besluttede at stoppe udviklingen
af oral immunterapi i selskabets regi. Som en konsekvens af det reducerede
aktivitetsniveau er medarbejderstaben blevet reduceret fra 14 til 7
medarbejdere.
Økonomiske resultater for perioden 1. januar til 31. marts 2008
Curalogic realiserede et driftsresultat (EBIT) på DKK -5,0 mio. i 1. kvartal
2008 sammenlignet med et driftsresultat på DKK -37,4 mio. i 1. kvartal 2007.
Driftsresultatet er på linje med selskabets forventninger. Hovedårsagen til
forskellen i driftsunderskud sammenlignet med 1. kvartal 2007 er stoppet af
udviklingsaktiviteterne inden for oral immunterapi i selskabet regi i januar
2008. Resultatet af de finansielle poster afviger fra selskabets forventninger,
og er påvirket negativt af udviklingen i valutakursudviklingen i USD.
Selskabets likvide beholdninger udgjorde DKK 289,6 mio. pr. 31. marts 2008 mod
DKK 136,8 mio. pr. 31. marts 2007.
Forventningerne til 2008
For regnskabsåret 2008 forventer Curalogic at afholde omkostninger til at drive
selskabet på ca. DKK 18 mio. Hertil kommer forventede finansielle nettoindtægter
på ca. DKK 9 mio. Curalogic forventer således et samlet underskud på ca. DKK 9
mio. for året 2008. Curalogics likvide beholdning ved udgangen af 2008 forventes
fortsat at udgøre ca. DKK 276 mio. De nævnte forventninger vil påvirkes, såfremt
Curalogic i regnskabsåret 2008 finder nye udviklingsprojekter.
Dette er en nedjustering af forventet underskud for året 2008 med ca. DKK 3 mio.
siden marts 2008. Det forventes, at omkostningerne til at drive selskabet
forbedres med ca. DKK 1 mio., men da de finansielle indtægter er påvirket af
allerede realiserede kurstab som følge af udviklingen i USD, forventes de
finansielle nettoindtægter nu at ligge på ca. DKK 9 mio., hvilket er DKK 4 mio.
mindre end selskabets oprindelige forventninger.
Begivenheder i perioden 1. januar til 31. marts 2008
Udvikling af oral immunterapi blev stoppet
Curalogic besluttede på baggrund af en grundig videnskabelig og strategisk
gennemgang at stoppe udviklingen af oral immunterapi i selskabets regi. Som
konsekvens af ovenstående beslutning stoppede Curalogic selskabets igangværende
kliniske studie med græsproduktet (GPE 03) i januar 2008. Selskabets
igangværende kliniske studie med husstøvmideproduktet (DME 01) var tæt på at nå
sin afslutning, og studiet blev derfor færdiggjort. Som et resultat af det
reducerede aktivitetsniveau er medarbejderstaben blevet reduceret fra 14 til 7
medarbejdere.
Søgning efter nye projekter
Curalogic indledte en søgeproces for at finde nye udviklingsprojekter med en
attraktiv risikoprofil, som kan erstatte selskabets hidtidige pipeline af
kliniske projekter. Søgeprocessen blev indledt efter at Curalogic havde
besluttet at stoppe udviklingen af oral immunterapi i selskabets regi.
Vigtige begivenheder efter 31. marts 2008
Vedtagelse af retningslinjer for incitamentsaflønning
I henhold til aktieselskabslovens § 69 b skal bestyrelsen i et børsnoteret
selskab, inden de indgår konkrete aftaler om incitamentsaflønning med medlemmer
af selskabets bestyrelse eller direktion, have fastsat overordnede
retningslinjer for selskabets incitamentsaflønning. Retningslinjerne skal være
behandlet og godkendt på selskabets generalforsamling. Curalogics nye
retningslinier blev godkendt på selskabets generalforsamling 21. april 2008.
Afholdelse af ordinær generalforsamling
Curalogics ordinære generalforsamling blev afholdt den 21. april 2008.
Ledelsespåtegning
Vi har dags dato behandlet og godkendt Curalogic A/S's delårsrapport for
3-måneders perioden 1. januar til 31. marts 2008.
Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34, selskabets
regnskabspraksis anvendt for regnskabsåret 2007 og yderligere danske
oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede selskaber. Delårsrapporten
er ikke revideret eller reviewet.
Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at
delårsrapporten giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og
finansielle stilling pr. 31. marts 2008 samt af resultatet af selskabets
aktiviteter og pengestrømme for 3-måneders perioden 1. januar til 31. marts
2008.
København, 21. maj 2008
Curalogic A/S
Bestyrelse
Jakob Schmidt Christian Karsten Hansen
Formand
Pamela J. Kirby Alf A. Lindberg
Carl Spana
Direktion
Peter Moldt
Administrerende direktør
Jakob Schmidt er administrerende direktør i Pharmexa A/S.
Christian K. Hansen er partner i Nordic Biotech.
Pamela J. Kirby besidder en række bestyrelsesposter.
Alf A. Lindberg er administrerende direktør i Nobel Web AB.
Carl Spana er administrerende direktør i Palatin Technologies Inc.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Administrerende direktør Peter Moldt Tlf. +45 99 99 24 01
Økonomidirektør Helle Busck Fensvig Tlf. +45 99 99 24 03
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn om selskabets fremtidige
økonomiske udvikling og resultater og andre udsagn, som ikke er historiske
kendsgerninger. Sådanne udsagn er baseret på forudsætninger og forventninger,
som efter selskabets overbevisning er rimelige på nuværende tidspunkt, men som
senere kan vise sig at være fejlagtige.
Status på Curalogics aktiviteter
Delårsrapport for perioden 1. januar til 31. marts 2008 (ikke revideret eller reviewet)
| Source: Curalogic A/S