Investororientering og årsrapport 2011


SmallCap Danmark A/S’s bestyrelse har d.d. behandlet og godkendt selskabets investororientering og årsrapport for perioden 1. januar – 31. december 2011, hvorfra følgende kan fremhæves:

  • 2011 blev et usædvanligt vanskeligt aktieår, hvor den europæiske statsgældskrise i andet halvår medførte, at de internationale aktiemarkeder faldt markant, og de illikvide danske small cap aktier blev særligt hårdt ramt som følge af investorernes fokus på likviditet. Således faldt selskabets benchmark (KFMX) 25,8%.
  • SmallCap Danmark A/S resultat blev også negativt med et afkast på ‑23,4%. . Årets resultat før skat blev negativt med 94,8 mio. kr.
  • Årets resultat efter skat blev -101,2 mio. kr. Heri indgår udgiftsført skat med 6,4 mio. kr. som følge af bestyrelsens beslutning om af forsigtighedsgrunde at nedskrive selskabets skatteaktiv til 23,0 mio.kr., svarende til 4,8 kr. pr. aktie.
  • Der var i 2011 stor spredning i afkastet af de enkelte aktier i porteføljen. De tre største bidrag til årets resultat kom fra Satair (+14,6 mio. kr.), Greentech Energy Systems (+6,8 mio. kr.) og North Media (+3,1 mio. kr.), mens de mest negative bidrag kom fra BoConcept (‑31,8 mio. kr.), DLH      (-20,5 mio. kr.) og Topsil (-17,7 mio. kr.).
  • Egenkapitalen var 276,8 mio. kr. og indre værdi 57,8 kr. pr. aktie. Selskabet indstiller til general­forsamlingen, at der udbetales udbytte på 2,0 kr. pr. aktie, svarende til et direkte afkast på 3,5%.
  • Der er i februar 2012 rejst sigtelse mod selskabet for overtrædelse af værdipapirhandelsloven. Selskabet afviser på det foreliggende grundlag sigtelserne. Bestyrelsen har iværksat en tilbundsgående undersøgelse. Selskabets aktuelle indre værdi er upåvirket af de i sigtelserne rejste forhold.
  • Vi tror, at den positive udvikling, vi har set på aktiemarkedet i 2012 (KFMX +18% d.d.), er en indikator for, at markedet ultimo året slutter højere end i dag. Der er dog fortsat en betydelig usikkerhed som følge af de makroøkonomiske ubalancer. Det trækker i positiv retning, at renten er lav, og at selskabernes indtjening er stabiliseret. Efter en længere periode hvor small cap aktier har underperformet large cap, mener vi, at mange selskaber nu er så lavt værdiansat, at der er belæg for at forvente, at vi er på vej ind i en ny længerevarende periode, hvor small cap aktier vil udvikle sig bedre end large cap.

 

Med venlig hilsen

SmallCap Danmark A/S

 

 

Jan O. Frøshaug Jens Erik Høst
Formand for bestyrelsen Adm. direktør

 


Pièces jointes