Teknologisalg drev Hartmanns fremgang i 2. kvartal 2016


I 2. kvartal 2016 øgede Hartmann omsætningen og forbedrede både driftsresultatet og overskudsgraden. Fremgangen var drevet af et højt aktivitetsniveau i Hartmann Technology, mens emballagesalget var uændret og koncernens forretningsmæssige udvikling stabil. I Europa skabte Hartmann fortsat gode resultater af effektiviseringsindsatsen, mens de amerikanske aktiviteter var påvirket af en svag tilbagegang i emballagesalget. Kapacitetsudbygningen på de amerikanske markeder forløber fortsat planmæssigt, og forventningerne til 2016 fastholdes.

Administrerende direktør Ulrik Kolding Hartvig siger: "Vi skabte gode resultater i 2. kvartal, hvor et stærkt maskinsalg drev fremgangen i både omsætning og indtjening. Vi fastholdt vores fokus på effektivitet og vækst med fortsatte effektiviseringstiltag i Europa og den igangværende udbygning af kapaciteten på de amerikanske markeder, hvor vækstpotentialet er stærkt trods et marginalt lavere emballagesalg i kvartalet og negative effekter af den makroøkonomiske udvikling i Sydamerika."

2. kvartal 2016

  • I 2. kvartal steg den samlede omsætning til 537 mio. kr. (2015: 481 mio. kr.) og driftsresultatet* til 63 mio. kr. (2015: 42 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad* på 11,6% (2015: 8,8%).
  • Omsætningen i Europa steg til 330 mio. kr. (2015: 266 mio. kr.) med et driftsresultat på 40 mio. kr. (2015: 11 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 12,1% (2015: 4,2%). Fremgangen var drevet af et højt aktivitetsniveau i Hartmann Technology og positive effekter af effektiviseringstiltag og lavere variable omkostninger i den europæiske forretning.
  • Den samlede omsætning på de amerikanske markeder udgjorde 207 mio. kr. (2015: 215 mio. kr.), og driftsresultatet var 31 mio. kr. (2015: 37 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 14,7% (2015: 17,0%). Udviklingen var negativt påvirket af tilbagegang i emballagesalget og højere produktionsomkostninger.
  • Pengestrømme fra driftsaktivitet udgjorde 44 mio. kr. (2015: 90 mio. kr.).

1. halvår 2016

  • I 1. halvår udgjorde den samlede omsætning 1.091 mio. kr. (2015: 1.061 mio. kr.) med et driftsresultat på 143 mio. kr. (2015: 104 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 13,1% (2015: 9,8%).
  • I Europa steg omsætningen til 663 mio. kr. (2015: 608 mio. kr.) og driftsresultatet til 84 mio. kr. (2015: 44 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 12,7% (2015: 7,2%).
  • Omsætningen på de amerikanske markeder udgjorde 429 mio. kr. (2015: 454 mio. kr.), og driftsresultatet var 74 mio. kr. (2015: 72 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 17,2% (2015: 15,9%).
  • Pengestrømme fra driftsaktivitet udgjorde 138 mio. kr. (2015: 118 mio. kr.), og afkastet af den investerede kapital udgjorde 25% (2015: 22%).

Valutakurseffekter delvist opvejet af inflation

  • Udsving i valutakurser påvirkede omsætningen med -43 mio. kr. i 2. kvartal og -94 mio. kr. i 1. halvår samt driftsresultatet med -3 mio. kr. i 2. kvartal og -8 mio. kr. i 1. halvår. Valutakurseffekterne vedrørte primært aktiviteterne i Sydamerika, hvor svækkelsen af lokale valutaer i vid udstrækning blev opvejet af prisstigninger som følge af inflationen i økonomierne.

Forventninger til 2016

  • Hartmann fastholder forventningerne om en omsætning på 2,1-2,2 mia. kr. og en overskudsgrad på 11-12,5%.
  • De samlede anlægsinvesteringer forventes at udgøre i niveauet 350 mio. kr. i 2016.

Hartmann afholder den 19. august kl. 9.00 (CET) en telekonference, hvor administrerende direktør Ulrik Kolding Hartvig og koncernfinansdirektør Marianne Rørslev Bock fremlægger resultater og forventninger samt besvarer spørgsmål. Tilmelding er ikke nødvendig. Telekonferencen afholdes på engelsk og kan følges live på investor.hartmann-packaging.com, hvor relevante telefonnumre, konferencekode og den tilhørende præsentation vil være tilgængelige.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Ulrik Kolding Hartvig
Adm. direktør
Telefon: (+45) 45 97 00 57


* Driftsresultat refererer til resultat af primær drift før særlige poster og overskudsgrad til overskudsgrad før særlige poster, medmindre andet er anført.


Pièces jointes

Delårsrapport for 2. kvartal 2016