DFDS UDVIDER RUTENETVÆRK TIL GIBRALTARSTRÆDET


SELSKABSMEDDELELSE nr. 31 - 17. september 2023
 
  • Køb af FRS Iberia/Maroc, en markedsledende færgeoperatør på Gibraltarstrædet
  • Rutenetværk i Middelhavet udvides med marked, der forventes at blive positivt påvirket af nearshoring af forsyningskæder
  • FRS Iberia/Maroc har 750 ansatte og forventet omsætning på DKK 1,0-1,2 mia.
    i 2023 med en forventet EBITDA-margin på 18-20%
  • Transaktionens virksomhedsværdi svarer til en EV/EBITDA-multipel på 6x
  • Positiv påvirkning af ROIC og indtjening pr. aktie
  • Finansiel gearing stabil med forventet stigning på 0,1x
  • Investor/analytiker-telekonference mandag 18. september 2023 9.30 CET, se oplysninger om registrering nedenfor

DFDS har i dag indgået en aftale om at købe FRS Iberia/Maroc, en division af det tyske short-sea færgeselskab FRS GmbH & Co. KG. FRS Iberia/Maroc driver tre short-sea færgeruter over Gibraltarstrædet, der forbinder Spanien og Marokko.

"Vi er meget glade for at udvide vores netværk til at omfatte et af Europas betydningsfulde færgemarkeder, som vi forventer vil vise vedblivende høj vækst understøttet af den igangværende nearshoring af forsyningskæder til Europa", siger Torben Carlsen, CEO DFDS.

“Dette er en fantastisk mulighed for at skalere DFDS’ forretningsmodel. Vi vil bruge vores styrker og erfaringer, ikke mindst fra Kanalens short-sea færgemarked, til at videreudvikle Gibraltarstrædets færgeinfrastruktur, mens vi understøtter regional turisme og handel”, siger Mathieu Girardin, Head of DFDS’ Ferry Division og EVP .

”FRS Iberia/Maroc har opereret med stor succes i mere end to årtier. Vi er glade for at have fundet en partner i DFDS, som vil drive virksomheden videre på en gennemprøvet måde og sikre dens fortsatte vækst og passe godt på vores medarbejdere”, siger Götz Becker, CEO FRS Group.

Efter det ødelæggende jordskælv i Marokko har FRS Group tilbudt marokkanske myndigheder at hjælpe med transport af nødforsyninger, medicin og andet nødhjælpsudstyr. DFDS bakker fuldt ud op om disse bestræbelser, mens vi gennem diplomatiske repræsentanter undersøger mulighederne for at yde yderligere bistand.

Strategic match
Akkvisitionen følger DFDS’ strategi om at udvikle og udbygge transportnetværket, der er fokuseret på transport af varer i trailere med færge, vej & jernbane samt transport af passagerer.

Købet udvider DFDS’ rutenetværk i Middelhavet, der i dag forbinder Europa med henholdsvis Tyrkiet og Tunesien. Regionens organiske markedsvækst forventes vedblivende at ville overstige væksten i Nordeuropa understøttet af nearshoring af produktionsforsyningskæder tættere på slutmarkeder i Europa.

Integrationen af FRS Iberia/Maroc forventes at medføre driftsmæssige fordele, herunder fra tonnageallokering og brug af indsigter fra den nuværende forretningsmodel for fragtfærgeruter samt kombinerede fragt- og passagerruter, ikke mindst fra Kanalens short-sea ruter.

FRS Iberia/Maroc vil blive integreret i Ferry Division. Forventede synergier og integrationsplaner oplyses i forbindelse med transaktionens afslutning.

Ledelse
FRS Iberias nuværende topledelse bestående af Ronny Moriana Glindemann og Tim Gädecken vil fortsætte hos DFDS og lede virksomheden efter transaktionens afslutning.

Om FRS Iberia/Maroc
FRS Iberia/Marocs driver tre færgeruter over Gibraltarstrædet: Algeciras-Tanger Med, Algeciras-Ceuta og Tarifa-Tanger Ville. I 2023 forventes transporteret i alt 2,3 mio. lanemeter, 1,9 mio. passagerer og 370 tusinde biler. Syv skibe med en gennemsnitsalder på 23 år er indsat på ruterne. Virksomheden har hovedkontor i Tarifa i Spanien og startede sin virksomhed i 2001.

FRS Iberias/Maroc forventede hovednøgletal for 2023 er en omsætning på DKK 1,0-1,2 mia., en EBITDA-margin på 18-20% og en EBIT-margin på 11-12%.

Den største rute, Algeciras-Tanger Med, forbinder Spaniens og Marokkos største industrihavne. Omsætningen er ligeligt fordelt mellem fragt og passagerer. Ruten indsætter to ejede kombinerede fragt- og passagerfærger (ro-pax) og en chartret/delt fragtfærge (ro-ro). Rutens overfartstid er 90 min.

Fragtkunder omfatter både regionale og paneuropæiske speditører og vognmænd. De vigtigste eksportsektorer i marokkansk industri er automobiler, tekstiler og frugt/grøntsager.

Ruten mellem havnene i Tarifa og Tanger Ville er fokuseret på turisme og transporterer fod- og bilpassagerer med en overfartstid på 60 min. Ruten betjenes af to ejede katamaranfærger (HSC).

Algeciras-Ceuta ruten transporterer hovedsageligt fod- og bilpassagerer samt ledsagede fragttrailere. Ruten betjenes af to katamaranfærger (HSC), en ejet og en chartret. Rutens overfartstid er 60 min.

Gibraltarstrædets samlede fragtmarked forventes i 2023 at stige til omkring 475 tusinde enheder (lastbiler og trailere). Det samlede passagermarked forventes at stige til omkring 6 mio. passagerer, mens antallet af biler forventes at nå op på
1,2 mio. FRS Iberias markedsandel er 28-30% afhængig af segment. Alle tre segmenter forventes at vokse 5-10% årligt i de næste tre år.

Gibraltarstrædets færgedrift er underlagt både spanske og marokkanske reguleringer vedrørende blandt andet havneadgang og licenser. Visse ruter er underlagt krav til antal afgange og skibskapacitet.

Marokkos BNP forventes at fortsætte med at vokse i de kommende år understøttet af dets rolle som et produktionscenter for Europa. Nearshoring af forsyningskæder forventes også at gavne Marokkos eksportvækst. Europa er Marokkos førende destination for eksport, inklusive Spanien, der tegner sig for omkring 23% af Marokkos eksport.

Transaktionsstruktur og finansiering
DFDS køber FRS Iberia/Maroc for en gældfri pris svarende til en EV/EBITDA-multipel på 6x baseret på det forventede EBITDA for 2023. Transaktionen finansieres af en kombination af lånefinansiering og brug af eksisterende likvide midler.

Transaktionen forventes at øge DFDS’ finansielle gearing, NIBD/EBITDA, med 0,1x på proforma-basis.

Transaktionen forventes at bidrage positivt til ROIC i forhold til det nuværende afkastniveau og medføre en positiv påvirkning af indtjeningen pr. aktie (EPS) fra transaktionens afslutning.

Afslutning af transaktionen er betinget af myndighedsgodkendelse, herunder godkendelse af fusionskontrol i både Spanien og Marokko.

Resultatforventning 2023
Transaktionen forventes ikke at ville påvirke DFDS’ omsætning eller indtjening væsentligt i 2023, da transaktionen forventes afsluttet i slutningen af 2023.

Investor/analytiker telekonference mandag 18. september 9.30 CET
Registrer forud for telekonferencen via dette link. Adgangskode sendes efterfølgende. Følg live-streaming via dette link.

 

Kontakt

Torben Carlsen, CEO +45 33 42 32 01

Karina Deacon, CFO +45 33 42 33 42

Søren Brøndholt Nielsen, IR +45 33 42 33 59

Natalie E. Weber, Media +45 24 84 85 02

 

Om DFDS

Vi driver et transportnetværk i og omkring Europa med en omsætning på DKK 27 mia. og 12.800 heltidsansatte.

Vi transporterer varer i trailere med færge, vej og jernbane, og tilbyder desuden komplementære transport og logistik services.

Vi transporterer også passagerer i bil og til fods med færger på korte ruter og på ruter med overnatning.

DFDS blev grundlagt i 1866, har hovedkontor og er børsnoteret i København.

 

This information is subject to the disclosure requirements pursuant to Section 5-12 the Norwegian Securities Trading Act.

Vedhæftet fil



Pièces jointes

DFDS_NR_31_17_09_2023_AKKVISITION_GIBRALTAR