Unicon Group frasælger sine belægningsaktiviteter i Polen


Unicon Group har i dag indgået aftale med en polsk investor og Tarmac Group - der er en del af Anglo American Plc-koncernen - om salg af belægningsaktiviteten i Polen. Salget har, under forudsætning af den forventede godkendelse af de polske konkurrencemyndigheder, virkning fra 31. juli 2002. Unicon Group's belægningsaktivitet i Polen har en årsomsætning på ca. 125 mio. DKK og beskæftiger 140 medarbejdere på 3 produktionssteder - to fabrikker i Warszawa og en i Katowice.

Afhændelsen af Unicon Group's belægningsaktivitet i Polen er et led i realiseringen af såvel FLS Koncernens overordnede strategi om at fokusere på og koncentrere ressourcerne om Koncernens kernekompetencer, som Unicon Group's afledte strategi om fremover at koncentrere aktiviteterne inden for fremstilling og udvikling af fabriksbeton.

Unicon har tidligere afhændet betonproduktaktiviteterne i Spanien, blokstens- og belægningsaktiviteterne i USA samt rør- og belægningsaktiviteterne i Danmark.

Salget af belægningsaktiviteterne i Polen ventes at påvirke EBIT-resultatet negativt med mindre end 10 mio. DKK og vil således ikke have væsentlig indflydelse på de tidligere udmeldte resultatforventninger for FLS Koncernen.

FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd.