Notabene.net A/S erhverver svenske SEO Logik AB


Notabene.net opnår markant markedsposition i Sverige! 

Notabene.net A/S har indgået betinget købsaftale på den samlede aktiekapital i
den anerkendte søgemaskinemarkedsførings virksomhed SEO Logik AB (www.seo.se)
beliggende i Göteborg og Stockholm, Sverige. 

SEO Logik er et af de mest seriøse og respekteret selskaber i Sverige inden for
søgemaskine markedsføring. 

Købsaftalen er betinget af tilfredsstillende økonomisk og juridisk due
diligence, som forventes gennemført i uge 19 2007, således at handlen endelig
kan gennemføres og godkendes af Selskabets bestyrelse herefter. 

Motiv og synergieffekter:
SEO Logik AB har specialiseret sig indenfor SEO (søgemaskineoptimering) og
servicerer dagligt mere end 600 svenske kunder. 

SEO Logik AB blev stiftet i 1998 og er siden vokset til at beskæftige 10
medarbejdere på hovedkontoret i Göteborg og på kontoret i Stockholm. 

Det er Ledelsens opfattelse, at akkvisitionen af SEO Logik AB skaber et stærkt
fundament for realisering af Selskabets strategi om at blive en skandinavisk
spiller på markedet for online markedsføring. Akkvisitionen gør ligeledes
Notabene.net til en markant spiller på det svenske marked indenfor
søgemaskinemarkedsføring og giver Notabene.net den samme markedsposition i
Sverige, som selskabet i dag besidder i Danmark. 

Selskabet vil fremover være at finde med kontorer i Stockholm, Göteborg,
Kalmar, Halmstad og Lund. 

SEO Logik AB er i Sverige kendt som en seriøs og anerkendt markedsaktør,
ligesom at medarbejderne i SEO Logik er efterspurgte foredragsholdere og
kommentatorer i medier omkring søgemaskinemarkedsføring. 

SEO Logik AB er i skrivende stund en ren SEO-virksomhed
(søgemaskineoptimering). Det er Selskabets opfattelse, at der ligger muligheder
i at sælge andre produkter til SEO Logiks mere end 600 kunder, herunder
PPC-annoncering (Pay Per Click) samt Selskabets øvrige produkt sortiment. 

Effekter af erhvervelsen: 
SEO Logik AB har i dag 10 ansatte og nåede i 2005 en omsætning SEK 11 mio. og
et overskud på SEK 1,5 mio. Regnskabsåret sluttede 30/6-2006. 

SEO Logik AB servicerer dagligt mere end 600 kunder, blandt andet Volvia, SAS
Radisson, Viasat m.fl. 

Ledelsen forventer, at opkøbet bidrager med et overskud på SEK 3,5-4,0 mio. i
2007, da ledelsen ser flere stordriftsfordele og afsætningsmuligheder i
virksomheden. 

I forbindelse med erhvervelsen bliver Notabene.nets nuværende svenske direktør
Nils Carlsson, ny adm. direktør for Sverige og SEO Logiks nuværende direktører
Peter Lauri og Hans Sandblom bliver henholdsvis salgsdirektør og teknisk
direktør for Selskabets samlede aktiviteter i Sverige, ligesom at Hans Sandblom
indtræder i Notabene.nets udviklings team i København, således at udvikling
sker på tværs af grænserne og med en fælles udviklingsstrategi. 

Notabene.nets nuværende selskab i Sverige, Notab Internet Marketing AB, hvorfra
der services mere end 1.500 kunder, vil blive fusioneret med SEO Logik d. 1.
januar 2008. Selskabets samlede aktiviteter i Sverige vil i fremtiden blive
markedsført under ”SEO Logik”, da dette er et kendt og velestimeret varemærke. 

Købesum:
Købesummen er fastsat til SEK 26.000.000,- hertil kommer en earn-out for 2007,
som er resultatafhængig. Den samlede købesum afregnes henholdsvis med kontanter
og med nyudstedte aktier i Notabene.net A/S. 

De nyudstedte aktier vil være underlagt lock-up, hvoraf der kan sælges 1/3 i
perioden 1/6-2007 til 30/5-2008, 1/3 i perioden 1/6-2008 til 30/5-2009 samt 1/3
i perioden 1/6-2009 til 30/5-2010, herefter fri omsættelighed. 


Med venlig hilsen 


Brian Mertz Pedersen
Adm. direktør

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Notabene.net A/S 		Horwath Revisorerne (Godkendt Rådgiver) 
Nørre Voldgade 82 		Strandvejen 58
DK-1358 København K 	DK-2900 Hellerup 

Brian Mertz Pedersen 	Søren Jonassen
Adm. direktør 		Statsautoriseret Revisor 

Tlf.: 70 27 80 89		Tlf.: 39 29 25 00
Mail : ir@notabene.net 	Mail: s.jonassen@revisor.com

Attachments

first north meddelelse 60 seo.pdf
GlobeNewswire