9. maj 2007
Meddelelse nr. 11
Henrik Lunde ny adm. direktør for Rovsing
Rovsing A/S har ansat Henrik Lunde som administrerende direktør med virkning fra
11. maj 2007.
Henrik Lunde skal stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Rovsing.
Selskabet blev børsnoteret i København i december 2006 (OMX: ROV) på baggrund af
en vækststrategi, som fremover omfatter forsvars- og bilindustrierne. Rovsing
opnåede sin første ordre på forsvarsområdet i april, hvor Selskabet indgik
aftale med Lockheed Martin, USA, om ydelser til en ny generation af et "Location
Determination, Guidance and Navigation System".
Henrik Lunde er født 1966 og har dansk nationalitet. Han er civilingeniør (DTU
1991) og MBA (Wharton 1995). Henrik Lunde var 1995-98 projektleder i selskaber
under VKR Holding og kom i januar 1999 til Thrane & Thrane som Senior Vice
President, Sales & Marketing. Han blev udnævnt til Chief Operating Officer i
2001 og til administrerende direktør (CEO) i juni 2004.
Thrane & Thrane er verdens førende udbyder af udstyr og systemer til mobil
kommunikation, baseret på avanceret satellit- og radioteknologi og til
anvendelse til lands, til vands og i luften. Selskabet blev børsnoteret i 2001.
Under Henrik Lundes ledelse har Thrane & Thrane opnået en betydelig
værdiskabelse og kraftig udvikling, herunder ekspansion gennem opkøb. Henrik
Lunde forlod Thrane & Thrane i marts i år.
- Med ansættelsen af Henrik Lunde får Rovsing en stærk og dygtig leder, siger
Søren A. Rasmussen, bestyrelsens formand og en af Selskabets store aktionærer.
Henrik er den rette til at føre virksomheden videre efter den strategi, som
bestyrelsen har lagt. Han har en stribe gode resultater bag sig, han har indsigt
i vores særlige arbejdsområde og arbejdsmåde, et nødvendigt globalt udsyn og en
meget bred erfaring. Endelig ved han, hvad det vil sige at stå i spidsen for en
børsnoteret virksomhed, siger Søren A. Rasmussen.
Rovsings tidligere adm. direktør Orla Mayland Olsen er fratrådt efter
overenskomst med Selskabet.
Selskabets driftsresultat for indeværende regnskabsår 2006-07 vil blive påvirket
negativt med ca. DKK 1 mio. på grund af midlertidigt forøgede omkostninger til
direktionen og den hidtidige direktørs fratræden.
Om Rovsing
Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til rumfart. Kunderne er
internationale organisationer og virksomheder. Selskabets vækststrategi omfatter
nye forretningsområder inden for forsvars- og bilindustrierne, hvor der i
stigende grad er behov for Rovsings kompetencer inden for design, udvikling,
test og kvalitetssikring af avancerede systemer til kritiske funktioner.
Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført
uafhængig kvalitetstest (IV&V) af den mest kritiske software-type (klasse A),
hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden
etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked.
Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for
rumfarts- og forsvarsindustri.
Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller høje krav til
produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig
større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske
standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at
være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af
underleverandører i både udvikling og produktion.
www.rovsing.dk
Yderligere oplysninger
Søren Anker Rasmussen, bestyrelsesformand
Mobiltelefon (+45) 40 30 54 50
Rovsing A/S