Carlsberg forlænger kontrakt med Liverpool FC


Carlsberg har forlænget sit partnerskab som Official Club Sponsor for den
engelske fodboldklub Liverpool FC med yderligere tre år, så sponsoraftalen nu
rækker frem til og med 2009/10 sæsonen. Carlsberg har været hovedsponsor for
Liverpool siden 1992 - det længstvarende sponsorat i den engelske Premier
League. 

"Carlsbergs og Liverpools partnerskab er baseret på tillid og gensidig respekt,
og har været et af de mest langvarige og succesrige makkerskaber i fodboldens
verden,” siger Rick Parry, Chief Executive, Liverpool FC. ”Vi stræber inden for
hvert vores felt begge mod det ypperste, og vi ser frem til at gøre vores
indbyrdes forhold endnu stærkere i den kommende tid.” 

"Carlsberg er meget opsat på at støtte Liverpools arbejde med hele tiden at
forbedre holdet,” siger Keld Strudahl, International Marketing Director,
Carlsberg. “Vi håber selvsagt på yderligere spillemæssig fremgang og
forhåbentlig også endnu flere pokaler til klubben i løbet af de kommende tre
år. Vores fortsatte engagement med Liverpool betyder, at vi sammen kan
videreudvikle vores stærke forbindelse til fodboldfans over hele verden. Vi har
stor respekt for klubbens nye ejere og glæder os til yderligere at styrke vores
tætte bånd til klub, spillere og medarbejdere i løbet af de kommende år.” 
Den nye kontrakt giver mulighed for at forsætte en række fælles
markedsføringsaktiviteter til gavn for klubben og lokalsamfundet, ligesom
partnerskabet kan udnyttes internationalt. Som Official Club Sponsor får
Carlsberg omfattende globale rettigheder, der bl.a. omfatter Asien,
Skandinavien og Østeuropa, såvel som bryggeriets Vesteuropæiske kernemarkeder. 
Carlsbergs engagement inden for fodbolden er vokset betydeligt siden 1988, og
bryggeriet anses i dag for en af fodboldverdens vigtigste sponsorere. Carlsberg
er Official Sponsor for Europa-mesterskaberne i fodbold næste sommer, UEFA EURO
2008™, ligesom Carlsberg er det engelske landsholds Official Beer. Herhjemme er
Carlsberg sponsor for FC København og OB. 

For yderligere information kontakt:
Carlsberg
Media Relations:		Jens Peter Skaarup	3327 1417
Investor Relations:	Mikael Bo Larsen	3327 1223

Liverpool FC
Media relation:		Ian Cotton +44 0151 260 1433

Carlsberg er en af verdens betydeligste bryggerigrupper med en omfattende
mærkevareportefølje inden for øl og læskedrik. Carlsberg, som er det førende
ølmærke, er blandt de hurtigst voksende og mest kendte ølmærker i verden. Over
30.000 medarbejdere fordelt på 92 lokale produktionssteder i 48 lande arbejder
for Carlsberg, og vores produkter sælges på mere end 150 markeder. I 2006
solgte Carlsberg mere end 100 mio. hl øl, hvilket svarer til omtrent 83 mio.
flasker øl om dagen. 
Læs mere på www.carlsberggroup.com.
Læs mere om sponsorater her: http://www.carlsberggroup.com/Company/Sponsor/

Attachments

pr22_dk_26062007.pdf
GlobeNewswire