ComX og Comendo underskriver 'Letter of Intent' med henblik på en sammenlægning - - - Resumé: Ledelserne i ComX og Comendo har i dag underskrevet et 'Letter of Intent'. Hensigtserklæringen fastslår, at efter en due diligence-periode vil en endelig købsaftale være nært forestående og slutresultatet forventes at blive en sammenlægning. De to selskaber har begge i en periode været på udkig efter samarbejdspartnere, som ved en sammenlægning dels kunne supplere forretningerne, dels kunne give bedre kritisk masse. Forhandlingerne blev indledt for kort tid siden, og er nu resulteret i, at man fra begge ledelsers side vil indlede en due diligence proces, som forventes afsluttet med udgangen af september 2007. Samarbejdet mellem de to virksomheder bliver dog indledt med det samme. ComX og Comendos koncepter supplerer hinanden og med den hastige udvikling på både produkt og marked, forventes det, at de to virksomheder sammen vil kunne opnå betydelige synergier i kraft af bedre og bredere ydelser til kunder, samt større mulighed for at overføre koncepterne internationalt. ComX har erfaring med privatkunder og håndtering af de tre tjenester: Internet, IP-telefoni samt TV. ComX har desuden erfaring med håndtering af fibernet. Comendo har IT-sikkerhed og hosting som kernekompetence. Comendo har tillige et erhvervskoncept samt erfaring med IP-telefoni. ”Vi har - fra vi indgik i ejerskabet af ComX - ønsket at få ComX ind i en større sammenhæng, og med ideerne om en sammenlægning med Comendo er der en række faktorer som nu har mulighed for at falde på plads. Vi står f.eks. over for at skulle tilbyde vores ydelser til erhvervsvirksomheder, men har ikke erfaringen. Den kommer Comendo med” udtaler adm. dir. Finn Helmer, ComX. ”Comendo og ComX passer sammen som legoklodser”, udtaler adm. dir. Martin Sundahl, Comendo. ”Det mulige fælles koncept har givet os blod på tanden til at indgå mere forpligtende forhandlinger, og vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet”. Den mulige sammenlægning har ikke umiddelbart konsekvenser for de to virksomheders medarbejdere. Dog planlægges det at etablere fælles hovedkontor. Da due diligence endnu ikke er gennemført, er det endnu ikke muligt at indikere sammenlægningens påvirkning på koncernens resultatforventninger for 2007. - - - Yderligere oplysninger: Adm. direktør Finn Helmer Telefon 20 15 65 10 e-mail: finn@helmer.com Adm. direktør Martin Sundahl Telefon +45 7025 2223 e-mail: martin.sundahl@comendo.dk Se også www.comendo.dk