FONDSBØRSMEDDELELSE
3. januar 2008
Aktietilbagekøb
IC Companys A/S har påbegyndt aktietilbagekøb den 3. januar 2008
Koncernens likviditet udvikler sig som forventet, og det ved
årsregnskabet annoncerede aktietilbagekøb for 2007/08 er derfor
påbegyndt som planlagt. Det samlede tilbagekøb forventes i perioden
indtil 30. juni 2008 at udgøre i niveauet 200 mio. DKK.
Tilbagekøbet sker inden for rammerne af den bemyndigelse, bestyrelsen
fik på selskabets generalforsamling den 24. oktober 2007 til at
erhverve egne aktier op til 10% af aktiekapitalen.
Det første tilbagekøbsprogram beløber sig til 70 mio. DKK og
forventes gennemført fra 3. januar 2008 til 28. februar 2008.
Programmet bliver iværksat efter bestemmelserne i EU-kommissionens
forordning nr. 2273/2003 af 22. december 2003, som sikrer, at
selskabet er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivningen i
forbindelse med tilbagekøbet. De nærmere vilkår for tilbagekøbet
fremgår af nedenstående.
IC Companys A/S har indgået aftale med SEB Enskilda som lead manager
for Programmet. SEB Enskilda vil i henhold til separat aftale med
selskabet købe aktier på vegne af IC Companys A/S. SEB Enskilda vil i
henhold til nævnte aftale træffe sine beslutninger uafhængigt af og
uden indflydelse fra IC Companys A/S med hensyn til købstidspunkt og
i øvrigt inden for de i denne meddelelse nævnte rammer.
Formålet med Programmet er at nedsætte IC Companys' aktiekapital,
hvorfor bestyrelsen senest på selskabets næste ordinære
generalforsamling vil fremsætte forslag om nedsættelse af
aktiekapitalen med det nominelle beløb, som mindst modsvarer den
under Programmet nominelt tilbagekøbte aktiekapital.
IC Companys har ret til at stoppe tilbagekøbet i Programmets løbetid
som følge af væsentlige ændringer i selskabets økonomiske situation i
negativ retning eller væsentlige ændringer i markedet. Såfremt sådan
beslutning træffes, foretager IC Companys offentliggørelse heraf.
Herefter er SEB Enskilda ikke længere berettiget til at købe aktier
på IC Companys' vegne i henhold til Programmet, som følge af, at
Programmet stopper.
Programmet vil endvidere blive gennemført inden for rammerne af:
* Der vil højst blive tilbagekøbt IC Companys aktier for en samlet
kursværdi på 70 mio. DKK.
* Der vil maksimalt på hver børsdag blive købt 6.612 stk. aktier
svarende til 25% af den gennemsnitligt omsatte daglige aktiemængde
af selskabets aktier på Københavns Fondsbørs A/S i december 2007.
Det maksimale antal aktier, der må købes under det første program
er 271.092 stk. aktier.
* Der vil ved gennemførelse af handler i henhold til Programmet ikke
ske køb af aktier til en højere kurs end den højeste af: i)
aktiekursen på den seneste uafhængige handel og ii) det højeste,
foreliggende uafhængige tilbud (højeste bud på købersiden) på
Københavns Fondsbørs A/S.
* Der vil senest hver syvende børsdag af selskabet blive
offentliggjort en meddelelse om de transaktioner, der er
foretaget i henhold til Programmet.
IC Companys A/S
Henrik
Theilbjørn
Adm. direktør
Kontaktpersoner
Henrik Theilbjørn, adm. direktør Chris Bigler,
økonomidirektør
Telefon 3266 7646 Telefon 3266 7017
IC Companys A/S - Raffinaderivej 10 - DK 2300 Copenhagen S - tel. +45
3266 7788 - fax +45 3266 7703 - CVR no. 62 81 64 14 ho@iccompanys.com
- www.iccompanys.com