Sparindex, Indkaldelse til generalforsamling


Dagsorden


Der afholdes ordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparindex med
tilhørende afdelinger. 

Ethvert medlem indbydes til at deltage i generalforsamlingen, der afholdes
tirsdag den 25. marts 2008 kl. 14.00 hos Sparinvest, Hvidesten, Kingosvej 1,
2630 Taastrup. 

Dagsorden for den ordinære generalforsamling i Investeringsforeningen Sparindex
med tilhørende afdelinger: 

1.	Valg af dirigent.
2.	Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår.
3.	Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse og eventuelt forslag til
anvendelse af provenu ved formuerealisation. 
4.	Forslag fremsat af medlemmer eller bestyrelsen.
5.	Valg af medlemmer til bestyrelsen.
6.	Valg af revisorer.
7.	Eventuelt. 

Der er ikke indenfor den frist, der gælder i vedtægterne, fremsat forslag fra
medlemmer til behandling på generalforsamlingerne. Der er fremsat forslag fra
bestyrelsen. 

Dagsordenen, de fuldstændige forslag, der skal fremsættes på
generalforsamlingerne, samt årsberetningen og årsrapporten vil blive
offentliggjort på foreningernes hjemmeside www.sparindex.dk fra den 10. marts
2008 og vil kunne rekvireres fra denne dato. Dokumenterne vil endvidere være
fremlagt til eftersyn på foreningens kontor, Søndergade 1-3, Randers By, 8900
Randers eller Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup fra den 10. marts 2008. 

Du kan tilmelde dig generalforsamlingen eller give fuldmagt til bestyrelsen ved
at gå ind på www.sparindex.dk. På vores hjemmeside kan du få yderligere
oplysninger om, hvordan du tilmelder dig. 

Tilmelding til den ordinære generalforsamling kan ske indtil 19. marts 2008.

For at udøve stemmeret skal andelen/e være noteret på navn i foreningens
protokol senest 14 dage forud for generalforsamlingens afholdelse. Såfremt man
ønsker dette foretaget, bedes man henvende sig til sit pengeinstitut herom,
således at navnenoteringen er foretaget senest tirsdag den 11. marts 2008. 

-	o - O - o -

Ad dagsordenens punkt 1) Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslår vicedirektør Niels Solon valgt som dirigent.







Ad dagsordenens punkt 2) Bestyrelsens beretning og 3) Årsrapport til godkendelse

Bestyrelsen foreslår, at beretningen tages til efterretning, og at årsrapporten
med forslag til anvendelse af provenu ved formuerealisation godkendes. 

Ad dagsordenens punkt 4) Forslag fremsat af medlemmer eller bestyrelsen

Bestyrelsen har fremsat forslag om:

1. Ændring til vedtægternes § 7 - Mulighed for optagelse af lån til midlertidig
finansiering af handler 

Hidtil har der været begrænset muligheder for, at en forening kan optage lån.
Lovgivningen har nu givet mulighed for optagelse af lån til midlertidig
finansiering af indgåede handler til imødegåelse af de likviditetsmæssige
udfordringer, der kan være forbundet med handel og afvikling. 

For at sikre at foreningen kan gøre brug af denne nye mulighed foreslår
bestyrelsen, at vedtægternes § 7 ændres på følgende måde: 

Gældende formulering:

”§ 7. Foreningen må ikke optage lån.

Stk. 2. Med Finanstilsynets tilladelse kan foreningen dog:

1)	optage kortfristede lån på højst 10 % af dens formue for at indløse
med¬lemsandele eller for at udnytte teg¬ningsrettigheder og 

2)	optage lån på højst 10 % af formuen til erhvervelse af ejendomme, der er
nødvendige til udøvelse af dens virk¬somhed. 

Stk. 3. De samlede lån må højst udgøre 15 % af foreningens formue.”

Bestyrelsens forslag til ny formulering:

”§ 7. Foreningen eller en afdeling må ikke optage lån bortset fra lån til
midlertidig finansiering af indgåede handler, jf. rammerne i stk. 2. 

Stk. 2. Med Finanstilsynets tilladelse kan foreningen eller en afdeling dog:

         1)      	optage kortfristede lån for at indløse medlemsandele eller
udnytte 	tegningsrettigheder. Disse må sammen med lånene i stk. 1 højst ud	gøre
10 pct. af formuen. 

2)      	optage lån på højst 10 pct. af formuen til erhvervelse af fast
ejendom, der er absolut påkrævet for udøvelse af dens virksomhed. 

Stk. 3. De samlede lån må højst udgøre 15 pct. af foreningens eller afdelingens
formue.” 

2. Ændring af vedtægternes § 10 - værdiansættelse - tilpasning til
branchestandard 

Bestyrelsen foreslår, at bestemmelsen præciseres således, at formuleringen ikke
giver det indtryk, at et værdipapir, der er optaget til handel på en fondsbørs,
undtagelsesfrit optages med seneste handlede kurs ved beregningen af indre
værdi i foreningens afdelinger, men at der, når det er nødvendigt i særlige
tilfælde, foretages et skøn over værdien, der beror på en dokumenteret
værdiansættelsesmetode. 

En investeringsforening opgør løbende indre værdi i de enkelte afdelinger som
led i fastsættelsen af emissions- og indløsningsprisen. Indre værdi beregnes
efter reglerne herfor ved at dividere formuens værdi på opgørelsestidspunktet
med den nominelle værdi af tegnede andele. Indre værdi er således altid udtryk
for, hvad de underliggende værdipapirer er værd lige nu og her. Skøn over
værdien af et værdipapir foretages kun i det omfang, det vil give et mere
retvisende billede end at undlade dette. 

I afdelinger med værdipapirer, der er optaget til handel på en udenlandsk børs,
kan der forekomme situationer, hvor ikke alle de relevante markeder åbne, når
beregningerne foretages. Der foreligger derfor ikke aktuelle børskurser på alle
aktiver i foreningens portefølje. Hvis foreningen eksempelvis forventer, at et
marked, som er lukket på opgørelsestidspunktet, vil åbne med væsentlige ændrede
priser, end da markedet lukkede, skal dette afspejles i den indre værdi, som
ligger til grund for emission og indløsning. 

Således som vedtægterne i dag er formuleret, efterlades det umiddelbare
indtryk, at værdiansættelsen af et noteret værdipapir aldrig kan være underlagt
et skøn. Bestyrelsen foreslår således, at vedtægterne omformuleres i
overensstemmelse med ovenstående og i overensstemmelse med
InvesteringsForeningsRådets seneste brancheanbefaling. 


Gældende formulering:

	”§ 10. Værdipapirer, der er optaget til notering på en fondsbørs skal optages
til 	den officielle noterede kurs, jf. § 2, (nr. 4) i regnskabsbekendtgørelsen
for 	investeringsforeninger og specialforeninger 
	
	Stk. 2. Fremmed valuta værdiansættes til de senest noterede kurser.

	Stk. 3. Andre aktiver, herunder værdipapirer, der ikke er omfattet af stk. 1,
skal 	værdiansættes til skønnet markedsværdi.” 
 
Bestyrelsens forslag til ny formulering:

	” § 10. Værdiansættelse sker i henhold til lov om investeringsforeninger og
	specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 61 og
	Finanstilsynets bekendtgørelse om finansielle rapporter for
investeringsforeninger 	og specialforeninger m.v. 
 
	 Stk. 2. Aktiver og forpligtelser skal måles til dagsværdi.

	 Stk. 3. Dagsværdien måles til den markedsværdi, der kan konstateres for
aktivet 	eller forpligtelsen på et velfungerende marked. Hvis aktivet eller
	forpligtelsen ikke handles på et velfungerende marked, anvendes en 	anerkendt
metode til beregning af dagsværdien på det pågældende aktiv eller den
	pågældende forpligtelse.” 

3. Ændring til vedtægternes § 13 - Mulighed for afvikling af fuldstændige
elektroniske generalforsamlinger 

Foreningen har i høj grad fokus på medlemmernes mulighed for at kunne varetage
deres interesser som medlemmer i foreningen, herunder på generalforsamlinger.
Samtidig har foreningen løbende fokus på sine omkostninger, hvilket er
medvirkende årsag til, at foreningen er at betragte som en af Danmarks
billigste investeringsforeninger. Det ønsker bestyrelsen at fastholde. 

Lovgivningen åbner op for muligheden for fremover at kunne afholde fuldstændig
elektroniske generalforsamlinger i investeringsforeninger for på den måde at
sikre foreningerne den mulighed som alternativ til de traditionelle fysiske
generalforsamlinger. Herved forventes der, at flere af foreningens medlemmer
får mulighed for at deltage ved kommende generalforsamlinger, idet det vil
blive lettere at deltage i generalforsamlingerne. 

Det stiller naturligvis store krav til de IT-systemer, der skal anvendes, for
at kunne håndtere en elektronisk generalforsamling i overensstemmelse med alle
de regler, der er i vedtægter herom, herunder at medlemmerne uhindret kan udøve
alle deres forvaltningsmæssige rettigheder, som f.eks. adgangsret, taleret,
stemmeret og lign. Foreningen er i samarbejde med Værdipapircentralen i færd
med at etablere det rette forum, der kan håndtere alle disse krav til at kunne
afholde elektroniske generalforsamlinger. Det er en forudsætning for afholdelse
af en fuldstændig elektronisk generalforsamling, at bestyrelsen har draget
omsorg for, at betingelserne for at afvikle generalforsamlingerne på
betryggende vis er til stede. 

Foreningen ønsker også på dette område at være på forkant med udviklingen for
dels at sikre alle sine medlemmer den bedste adgang til at gøre deres
indflydelse gældende som medlem af foreningen på generalforsamlingen, og
samtidig at kunne gøre det på en omkostningsmæssige fordelagtig måde. 

Derfor ønsker bestyrelsen at stille forslag om at gennemføre de fornødne
ændringer i vedtægterne allerede nu, således at foreningen er klar til at kunne
gennemføre fuldstændig elektroniske generalforsamlinger (dvs.
generalforsamlinger via internettet), når lovgivningen falder på plads, hvilket
forventes at ske den 1. juli 2008. 

Bestyrelsen foreslår, at følgende tilføjes som nyt stk. 3 til vedtægternes § 13:

” Stk. 3. Foreningens generalforsamlinger afholdes elektronisk uden adgang til
fysisk fremmøde, forudsat at der måtte indføres bestemmelser derom i lov om
investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive
investeringsordninger mv. Elektronisk generalforsamling uden adgang til fysisk
fremmøde vil i givet fald tidligst kunne afholdes efter
ikrafttrædelsestidspunktet for sådanne bestemmelser. Indtil sådanne
bestemmelser måtte træde i kraft, afholdes foreningens generalforsamlinger i
overensstemmelse med vedtægternes § 13 stk. 2. Deltagelse i generalforsamlinger
finder sted via internettet på foreningens hjemmeside www.sparindex.dk. 

Bestyrelsen er bemyndiget til at beslutte, at eventuelle spørgsmål til
dagsordenen eller til andet materiale til brug for generalforsamlingen skal
være foreningen i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.” 

Beslutningen om indførelse af fuldstændig elektronisk generalforsamling kræver
i henhold til foreningens vedtægter, at mindst halvdelen af formuen er
repræsenteret på generalforsamlingen, og at beslutningen vedtages med mindst
2/3 af de afgivne stemmer. For ovennævnte forslag stilles der yderligere krav
om, at medlemmer, som repræsenterer 25 % af foreningens samlede
stemmeberettigede kapital, ikke stemmer imod beslutningen. 

Der er således tale om en særlig minoritetsbeskyttelse, hvorefter medlemmer,
som repræsenterer 25 % af foreningens samlede stemmeberettigede kapital kan
blokere for forslagets gennemførelse. 


3. Bemyndigelse til bestyrelsen

Bestyrelsen anmoder om bemyndigelse fra generalforsamlingen i alle afdelinger
til at foretage de eventuelle ændringer, som måtte være nødvendige for at opnå
Finanstilsynets godkendelse af ovennævnte forslag. 

Der er ikke fremsat forslag fra medlemmer.

Ad dagsordenens punkt 5) Valg til bestyrelsen

I henhold til vedtægternes § 18, stk. 3 afgår de bestyrelsesmedlemmer, der har
fungeret længst regnet fra de pågældendes sidste valg. Mellem flere medlemmer,
der har fungeret lige længe, bestemmes afgangen ved lodtrækning. 

Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg:

Formanden Ole Bjørn, Flemming Skov Jensen og Jørgen Kjældgaard. 

Formanden Ole Bjørn og Jørgen Kjældgaard genopstiller ikke. Flemming Skov
Jensen genopstiller. 

Som nye bestyrelsesmedlemmer foreslår bestyrelsen: 
Købmand, cand.merc. Niels Fog og professor, dr. jur. Linda Nielsen, gårdejer
cand. polit. Verner Puggaard, Direktør Holger Dock, Vicedirektør Bolette
Christensen, Dansk Industri og Rådmand Louise Gade, Århus kommune 

Ad dagsordenens punkt 6) Valg af revisorer

Bestyrelsen foreslår, at Ernst & Young Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
genvælges som foreningens revisor. 


-	o - O - o -








På bestyrelsens vegne




Peter Møller Lassen
Direktør

Attachments

indkaldelse - gf 2008 - sparindex.pdf
GlobeNewswire

Recommended Reading